Det var ikke let at sige hvorfor Maria var blevet kærester med Mark. Han havde spurgt om de skulle være det, og hun havde svaret ja. De havde været til fest hos Regitze, havde kysset i køkkenet, havde kysset dybt eller måske intenst yderligt, med stor styrke i hvert fald, og Maria, som hidtil kun havde kysset med sine veninder, havde syntes godt om hans skægstubbe som kradsede, følelsen af skade, en vis skadevirkning, svien der endda vedblev dagen efter, det interesserede hende, ja faktisk slog det hende som noget fænomenalt. Men det var ikke dér Mark spurgte, det var først flere måneder efter. Maria havde kysset med andre drenge i mellemtiden, sådan set havde hun kysset med alle der virkede interesserede i at kysse, og efterhånden var kysset ikke længere det der interesserede hende, snarere spørgsmålet om folk ville kysse, hun var besat af at finde ud af det. Hun var klar over at hendes interesse havde skaffet hende et vist rygte, men det sked hun på, eller snarere, hun solede sig i det, det var som om hun voksede et ekstra lag hud, gyldent og kongeagtigt, hver gang hun hørte at nogen omtalte hende som en rundetrunte. Men så var det altså at Mark havde spurgt om de skulle være kærester. Han havde spurgt om det meget pludseligt en eller anden dag hvor de i skolen skulle ud på stranden og samle skrald, og Maria betænkte sig ikke et øjeblik, hun stod med sin fyldte skraldesæk og sagde bare ja. Det var som om spørgsmålet ikke angik hende, hun svarede ja, alvorligt og på en andens vegne, og samtidig var der noget i hende der grinede, men det var måske forelskelse, det var muligvis lykken selv der grinede? I hvert fald skrev hun i sin dagbog samme aften at hun var forelsket, hun nedfældede sætningen og læste den igen og igen, afventede at den ville afføde endnu en sætning, men den følgende sætning udeblev. Mark er så dejlig, kunne hun have skrevet, hun overvejede det, men det virkede løgnagtigt, Mark fremstod for hende som en sodavand med arme og ben, bizar, ganske vist, men også hurtigt aflæst. Men det skrev hun ikke, for hun var opsat på at være forelsket, hun var dybt engageret i sagen. Jeg er forelsket, skrev hun igen dagen efter, ophidset, men også skuffet, hun kiggede vredt ned på sætningen, som om det var sætningen selv der havde svigtet hende, og måske var det det, i hvert fald løb hun tør for ord derfra, tegnede et stort hjerte der smilede, og med det hjerte forsvandt Mark fra hendes dagbog, hun skrev aldrig om ham igen. Til gengæld forsvandt han ikke i det såkaldt virkelige liv, tværtimod, hvert frikvarter kom han drivende mod hende og ville ikke andet end at stå sammen. Det var uklart for Maria hvad han ville stå med hende for, han havde intet at sige til hende, og hun havde intet at sige til ham, det var akavet, pinagtigt, bare at dele en cigaret var en besværlig fysisk begivenhed, hvordan række den videre imellem sig, skulle fingrene anerkende hinanden på en særlig kæresteagtig måde, Maria var ved at gå ud af sit gode skind. Og kysse gad hun i hvert fald ikke længere, det havde hun erfaret nu, man kunne åbenbart kun kysse med den samme dreng cirka tre uger i træk, derefter blev det af en eller anden grund virkelig klamt. Alligevel havde deres forhold stået på i adskillige måneder, Maria havde ingen anelse om hvordan hun skulle afslutte sådan noget, det virkede så svært at forklare at man pludselig ikke havde lyst, når man måske aldrig havde haft det, det virkede helt labyrintisk. Det gjorde det heller ikke nemmere at Mark ofte sagde at han elskede hende. Ikke at hun troede ham, det forekom hende urealistisk, men ikke desto mindre sagde han det i en underlig rødmosset tone, som Maria syntes var pinlig for dem begge, og hun skyndte sig at sige at hun gjorde det samme, mens hun mærkede maven trække sig sammen, og så kom hun gerne i tanke om andre pinlige episoder, som for eksempel dengang hun fik et bord fuldt af voksne til at grine hysterisk da hun havde fortalt en vits som uden hun vidste det handlede om sex. Jeg hedder Finn, og jeg kommer ind, havde punchlinen været, og hun havde bare syntes det lød sjovt. Hvor skulle hun også vide fra at voksne var så langt ude? Hvorfor var det som om der var et eller andet kar med boblende syre inden i dem, som de pludselig kunne få over sig at hælde ud? Under alle omstændigheder havde Maria selvfølgelig tænkt sig at sige det med Gud til Mark. Hun forstod godt at man skal sige den slags ting til sin kæreste som den første, hun havde tænkt sig at overholde reglerne, ville gerne være ordentlig, og desuden holdt hun faktisk af Mark. Ja, altså, hvis man ligesom skilte ham fra hende selv, så kunne hun nærmest lide ham og hans tavshed, hans måneagtige tristhed, og hun havde taget fejl dengang med sodavandsflasken, sådan var han ikke, han var en brønd ligesom alle andre, et meget dybt hul fyldt med gammelt vand, og det var der ikke noget dårligt at sige om, det var tværtimod smukt. Det ændrede bare ikke på at Mark var en ret konventionel fyr, og det var det der havde holdt Maria tilbage fra at fortælle ham om graviditeten i nu flere uger, Mark havde ikke givet hende grund til at tro at han ville tage godt imod meddelelser af en sådan kaliber. Men nu var hun fire uger henne og havde virkelig brug for at sige det til nogen, nogen, vel at mærke, som ikke var Gud, hun kastede op hver morgen, hun gennemgik meget og fik foreløbig intet til gengæld ud over Guds store tavshed. Det var også derfor hun havde været opstemt da de efter skole gik mod Marks hus, hun glædede sig til at bryde tavsheden, havde endda kysset Mark på kinden. Han havde set overrasket på hende, og hun havde tænkt at han var fortabt i den gamle verden, at han var bag glas, men også at han så elskelig ud bag glasset. Men nu sad de så på hans værelse, og tavsheden var sat ind. Maria gloede ind i Marks akvarium. Første gang hun besøgte ham, havde han sagt at han havde fået akvariet da han var ni, og selv om fisk ikke længere interesserede ham, blev de ved at formere sig, så han hang på dem, medmindre han da skulle skylle dem ud i toilettet. Maria havde undret sig over at kun toilettet var en mulighed for Mark, hun syntes nok der fandtes mindre dramatiske løsninger, men det havde hun ikke sagt. Hun var på det rene med at Mark løj for hende, og dét på en måde som var anstrengende for ham selv, hun havde ikke set nogen grund til at komplicere situationen med yderligere spørgsmål. Og selv var hun glad for fiskene. De var noget af det bedste ved Mark, de små behjertede dimser som flimrede rundt med vidtåbne øjne. Navnlig når de lavede lort, når de skød en lille orange streg ud af deres fiskerøv, så holdt hun af dem. Mon de vidste at havet fandtes? Hvor mange generationer skulle man leve i et glasbur før forventningen om konstant at blive bremset af en væg blev indskrevet i ens DNA? Maria sank en klump. “Der er også noget jeg skal have sagt,” sagde hun og klemte Marks hånd, “det er fordi jeg er blevet gravid, det er Gud som har gjort det.” Maria havde gennemspillet scenen mange gange i sit hoved, men at Mark ville reagere som han reagerede på det meste, med tavshed, det havde hun ikke forestillet sig. Et stykke tid sad hun pænt og afventede at et eller andet ville slippe ud af ham, men så blev hun utålmodig, spurgte om han havde brug for et bevis, og tog hans manglende svar for et ja. Hun passerede hans mor i TV-stuen, fandt sin taske i entreen og fiskede den lille lyserøde snip med de to streger frem fra forlommen. “Jeg kan godt lave en frisk,” sagde hun og overrakte Mark snippen, “men du kan også bare tro på den her.” Mark greb ud efter snippen, lukkede sin hånd om den og stirrede op på hende. “Hvem har du kneppet med?” hvislede han. I f.rste omgang forstod Maria ikke spørgsmålet, hun havde jo aldrig kneppet med nogen, hvordan skulle hun ellers være blevet jomfrugravid? Men så pludselig skyllede forståelsen ned gennem hendes krop. Hun stirrede lamslået på snippen Mark holdt i hånden, hun havde selv tisset på den og fremkaldt resultatet, men ikke før nu forbundet sin indre omstændighed med den tegnefilm de havde set i seksualundervisning, hvor en lille tapper sædcelle havde kæmpet sig frem gennem kvindens indre. Det ville nok være løgn at påstå at det ikke havde handlet det mindste om sex, det der var gået forud, hun havde trods alt ligget i sin seng og krævet at en fremmed magt skulle indtage hendes krop. Men at tænke på det så direkte som Mark nu ansporede til, ligefrem at kneppe, det virkede blasfemisk, og heller ikke dækkende for det der var sket. Nej, Maria havde ikke kneppet med nogen, men den detalje var spildt på Mark, som pludselig havde fået munden på gled og mente nok så mange ting, blandt andet at Maria var en klam sæk. Hun var nær ved at grine da han sagde de ord, men det lykkedes hende at sætte en krænket mine op i stedet. Det havde været svært at finde en vej ud af kærligheden, nu omsider opførte Mark sig som et fjols. “Jeg slår op,” udbrød Maria lettet. Tænk at hun nogensinde havde været kærester med Mark, det var dog vammelt. Nu gik hun mod busstoppestedet og mærkede det brænde der på sit lår hvor hans svedige hånd et par aftener forinden lå strandet som en hval ved lavvande. Det var rart endelig at slippe af med ham. Hun øgede sit tempo, satte efterhånden i løb mens en lykke voksede i hende. Hun mærkede sit barn, sit helt eget, og sine frie hænder. Solen stod op, det var morgen, Maria sad i bussen. Aftenen forinden havde hun set en film der handlede om en kvinde som blev bidt af en skorpion. Men skorpionen viste sig at være et rumvæsen, og kvinden voksede og voksede indtil hun nedkom med en lille hårbold som kaldte hende mor. Eller sådan set havde Maria ikke set den film, hun havde bare forestillet sig at sådan en film kunne findes, at hun måske ville instruere den en dag. Men hun vidste endnu ikke om hårbolden var god eller ond, om den var podet med noget forfærdeligt fra det ydre rum, eller om pointen med filmen snarere var at skorpionen var venligt indstillet. Måske ville det bedste og mest overraskende være hvis skorpionen var neutral, hvis den ikke havde andet ønske end at formere sig. Ja. Sådan skulle det være. Rumskorpionen skulle være blind for sig selv, dens livsvilje blottet for intention, det besluttede Maria, mens bussen holdt ind ved skolen og hendes klassekammerater steg ud. Regitze spurgte om ikke Maria skulle med, men Maria betakkede sig, hun havde sin film at tænke på, det var bedre at køre videre med bussen. Desuden skulle de snakke om den snarlige erhvervspraktik i klassen i dag, og Maria havde i sin tid sagt til sin lærer at hun drømte om at blive frisør. Dengang havde det føltes som en sejr, der var noget magtfuldt ved at hemmeligholde sine egentlige ønsker, men nu hvor ugen i frisørsalonen nærmede sig, begyndte Maria at mistænke at det var sig selv hun havde narret. Hun vidste heller ikke helt hvilket egentligt ønske bedraget skulle dække over, det virkede risikabelt at klæde sig ud som noget når man ikke i forvejen var noget andet. Uden for ruden var havet gråt, en hundelufter stred sig afsted mod vinden, og Marias film var færdig. Den sluttede storslået med at hårbolden igen svævede op mod det uendelige univers, hvor den var ventet af sin far, skorpionen. Tilfreds med det billede fandt Maria sin walkman frem fra tasken. Gud, hvor hun elskede når synthesizerne satte ind på Disintegrations første nummer, det var så stort, hendes hjerte kunne næsten ikke bære det. Hun fortsatte hele vejen til bussens endestation og stod ud til et vidunderlig trist landskab, et enligt hvidkalket hus lyste op i tågen, ellers var der bare den vidtstrakte gråhed. Først gik hun ned til havet, men det blev som vanligt for meget for hendes følelser, i stedet fandt hun en sti som førte gennem lyngen op ad en bakke. Først da hun sad lænet op ad nåletræet, kom hun i tanke om at hun ikke havde spist morgenmad. Hun åbnede skoletasken for at se om der lå en madpakke dernede, forventningen måtte ligge dybt, det var årevis siden hendes mor havde smurt en, og hun havde jo ikke selv gjort det. Et øjeblik blev hun lykkelig da en rødstribet papirspose dukkede op i en sidelomme, men lykken afløstes af skuffelse da den viste sig at indeholde et afgnasket tyggegummi. Hun sparkede ud efter en myretue og fortrød, straks hun så de forvirrede myrer vælte frem fra deres ødelagte bolig, eller fortrød og fortrød, en del af hende ønskede ødelæggelsen for dem. Der var flere timer til at bussen gik igen, Maria græd og kastede op i en skraldespand. Nu gad hun ikke være gravid mere, orkede i det hele taget ikke leve, ville sætte sig til at dø ved busstoppestedet. Et stykke tid sad hun lænet op ad busstopskiltet og tænkte på hvem der ville komme til hendes begravelse, men så blev det for sørgeligt, hun rejste sig og satte afsted langs den øde landevej. Tågen var lettet, det var ud på eftermiddagen da hun endelig kunne se Frederikshavns kraner forude. Nu havde hun ikke spist så længe at hun lige så godt kunne lade være, hun drejede ned ad vejen mod havnen. Tingene var som de plejede, kraner, containere og mågeskrig, hun gik i sine egne tanker da færgen pludselig var der, større end nogen færge hun før havde set i Frederikshavn. Endelig var der kommet noget stort til byen, endda noget stort med et smukt navn, SCANDINAVIAN STAR stod der med sorte bogstaver på siden. Hun måtte forcere et højt hegn for at komme nærmere færgen, det gik overraskende let, men da hun stod på den anden side af hegnet og vel egentlig begik indbrud, forstod hun ikke helt hvorfor hun gjorde det. Whatever, nu var hun inde, strejfede lidt omkring på den tomme parkeringsplads, sparkede til en spand. I første omgang rullede spanden ikke så langt, hun gav det endnu et forsøg, det var godt, denne gang rullede den længere. Men så var der heller ikke så meget mere at lave. Hun gik hen til speditørhuset og så ind ad ruden. Også derinde var der en spand, ved siden af den lå nogle malerruller. Maria tændte en smøg og så skuffet ned mod færgen, som på en eller anden måde havde givet lovning på noget bedre. Så bevægede hun sig tilbage mod hegnet. “You lost,” var der pludselig en stemme der sagde bag hende, hun vendte sig og så forundret på den smukke dreng som rakte hendes smøgpakke imod hende. “Ah, yes,” sagde Maria og ledte efter det rigtige ord, “I forget.” Et øjeblik mødtes deres blikke, så måtte Maria se ned, det var for voldsomt. Hun havde altid haft en krog i hjertet og ikke anet hvem der holdt i snøren, nu var han der, det var ham. Hun turde først løfte blikket igen da drengen var nået næsten ned til skibet og forsvandt ind i terminalen. Jeg er forelsket, skrev hun i sin dagbog da hun kom hjem, og denne gang var der ikke brug for opfølgende sætninger. Hun så ud ad ruden på æbletræet, som var sort i skumringen. Stakkels træ, det sad for altid fast i jorden, mens hun kunne sætte efter sin dreng.
Asta Olivia Nordenhof (f.1988) er en dansk forfatter. Nordenhof debuterede i 2011 med Ansigt til Emily på forlaget Basilisk. Nordenhof har blandt andet modtaget Montanas Litteraturpris og PO Enquists pris for sine bøger.
Maria, Atlantis er tredje roman i serien Scandinavian Star. Den udkommer på Gads Forlag den 2. oktober 2026