Striker

af Rasmus Bjergegaard Thuesen

1-0 
 
Ude på banerne er jeg guden. Den, som står i feltet, tager bolden ned med brystet, låret, vristen lader den flyve i net. Mit øje kigger op, på de streger blå himmel får fra pulserende kroppe. Inde i feltet er jeg guden.  
   Græsset knaser som knæene når vi løber. Alle øjne vender i den samme skrå retning opad. Op mod skyerne som bevæger sig hen over blå himmel. Bolden svæver midt i luften som en anden sol. Blikkene flyder hver for sig, bundet som snore til det samme punkt, og strækker sig som fangarme frem imod bolden. 
   Forbindelsen hviler i hvert et øje som ser. Hvert et ben har allerede bevægelsen inde i sig. En tykt spændt blodåre som løber fra det nederste af inderlåret, ned til læggen. En tynd tråd af tanke kan allerede se bolden for sig.
   Jeg hviler med en spændt krop i al jeres blinde vinkel. Det er min fod som strækker sig ind mellem benene, i et hop over kroppene. Som med et vip får bolden op over det hul I sparker ud i luften. 
   Tæmningen lader bolden trille let foran mig. 
   Med bolden er jeg guden.  
   Hver eneste berøring er et mindepunkt. Igennem et utal af øvelser har jeg afventet jeres løb imod mig. Se, min næste dribling før den næste igen. Afleveringen og så dybdeløbet.  
   Når I alle træder nærmere, så er det mit spind I træder på. Jeg mærker hver eneste vibration og hver eneste ændring i vinden – bøj jer, stræk overkroppen frem i en uendelig tro på at det er jer, som når bolden først, og jeg vil stå der allerede. 
   Endnu en gang lægger jeg bolden død, som også I ligger døde bag mig. I må snart kunne se, at hvor langt I end rækker ud efter mig, så vil I hver gang ende på knæ i græsset bag mig, strakt ud efter mine fødder. 
   Mit løb er frit. Bare keeperen står tilbage. Som en troende, et sidste kors i målet. 
   Når jeg løfter bolden over dig, så strækker du dig mod himlen. Op mod skyerne, i et forsøg på at række ud. Du ser nok blå himmel. Du ser nok hvid overligger bag dig. Du ser nok bolden allerede vævet ind i netmaskerne.  
   Lad målet være mit.  
   Målet igen og igen være mit. Og jer, mine medspillere, knyt jer til mig. Knyt jer, og lad jeres aflevering altid løbe som en blødt tegnet streg imod mig. Min førstegangsberøring i en hårdt tegnet streg imod målet. Og I vil mærke sejren flyde som varmt blod i jeres kroppe. 
   Denne kamp tilhører mig, og kampen udfolder sig igennem mig alene. 
   I, som stadig løber bag mig, med jeres magtesløshed strakt ud i hænderne og modløshedens tyngde i knæene. Se bolden dale fra sin bue ned ved stregen. Se ind i måløjeblikkets gentagende fornemmelse og rids følelsen ind i kroppen. 
   Mærk græsset under fødderne. I ligger allerede begravet nedenunder. Bevægelsen findes ikke længere i jeres kroppe. Rids det uundgåelige ind i blikket, når I følger bolden flugte hen over græsset. 
   
Det er kun himlen som er himmel.  
Blå og milevid. 
 
Og luften holder på luften som et åndedræt. 
 
Hvad for en langlemmet djævel er dette?
som løber langs kanten af mit øje og strækker sit ben ind for at parere mit allerede sikre mål. Bolden i pludselig skråning væk! – og indkastet – og denne djævels ufravigende blik imod mit eget. 
   Flossede øje ind i flossede øje. Positionen jeg løber imod er allerede blevet fortæret. Derhenne står djævlen som en slange i græsset, og har snoet sig lydløst ind og optager alt omkring sig. Enhver vildfaren bold løber som vand ned til den dal i banen, som dens tunge krop bøjer i mit spind. 
   Bolden binder sig til deres ben, når de dribler op ad banen. Afleveringen og så endnu én. Mit stakåndede løb er bare en hale på bæstet. Græsset er langt og langsomt at løbe i. Og så skuddet, tørt.  
   Som har benet strakt sig ud af graven for bare at hamre til denne bold.  

1-1 

Nettet blafrer med det samme.  
   Foran mig bliver banen sløret. Mine øjne kigger rundt, i banens store og stille vakuum. Alle de bevægelser jeg tør stole på forsvinder lige så stille. Det klirrer lidt i luften, som om utallige små snefnug har sat sig fast, hænger stille og blinker rundt. Gnistrer et eller andet lys. På et øjeblik smelter de alle. 
   Jeg ser rundt, som fra et andet sted, som om en dis har lettet sig fra jorden, og har lagt et tyndt sjal af tåge akkurat foran mit udsyn. De andre kroppe bevæger sig som langsomme skikkelser bag sløret. Min krop bevæger sig sammen med de andre kroppe, hen imod midtercirklen. Dommeren fløjter, og bolden triller ned til vores forsvarskæde. 
   Så åbner mit syn sig igen, for banens sydende grønne. Kroppenes og boldens evige lyd, og råbene falder ind i mine ører som et fjernt ekkos genklang, og prikker et tyndt hul ind til mine sanser. 
   Jeg kan se det hele, enhver lille bevægelse. Kan se min krop strække sig og løbe i dybden, hoppe: alle sine gentagende bevægelsers forsøg på at brede spillet ud igen. Se: min arm kaster sig til siden i frustration over ikke at få bolden. Luften bliver ved med at hænge tungt i luften som et øjenlåg. 
   Idet min krop gør et ryk imod forsvarets linje, standser jeg pludseligt. 
   Der står du, djævel. 
   Som et tårn i forsvaret, og troner over det kaos som løber foran dig. Dit løftede øje hviler knætungt på alle mine led. Hver en bevægelse jeg vil gøre bærer et helt havs modstand i sig. Ved hvert antrit mister mine fødder deres kræfter, som er plænen bare blødt sand jeg træder ned i. 
   Bolden vil ikke nå hen til mig. Det bliver tydeligt. Det er en følelse som langsomt indtræffer. Jeg er blevet ædt op af en tæt mandsopdækning.  

Du. 
Jeg skal sluge hele dit væsen. 
Fortære dig, som også du har fortæret mig.  

Jeg er den eneste brod på dette hold, men jeg er stækket.  
   Vores indøvede løbemønstre er blevet læst, og når I ikke kan nå mig, hvad gør I så? – Mine medspillere – jeg er taget ud af spillet, nu er det jeres tur til at angribe udenom mig. I gør ingenting. Statister i et stykke uden hovedrolle. 
   Jeg kan bare forestille mig banen højt oppefra. Som et stort og åbent hav. Vi er de plumpe æbler som flyder rundt i bølgerne. Styret, ikke af egen vilje, men kastet rundt af bølgerne, hovedløse med eller uden bolden. 
   Nu, og det skulle ske: det øjeblik endnu en af jeres febrilske afleveringer op imod mig endelig bliver opsnappet, og kontraen begynder den anden vej. Løb, løb, vi er vel alle haler på denne ni-halede dæmon. 
   En lang finger trykker langsomt ned på blodomløbet, vi venter bare på besvimelsen. Allerede i ét med marken. Dommerens fløjt vil ringe om begravelsen. 
   Der er kun nogle få minutter tilbage. 
   Kontraens knivstød ind imellem ribbenene. Luften siver allerede ud af lungerne.

Min keeper. 
   Jeg beder til dig, som også du må have bedt til mig.  
   Hver gang du stod dernede og kiggede opad i banen, mig alene med deres keeper, og bad til at jeg skulle få overhånden. Har jeg ikke givet dig mere, end du turde drømme om? Ved hvert mål strækker du hånden op mod himlen.  
   Du skylder mig denne ene redning, og jeg skal betale dig tilbage tifoldigt. 

Jorden ryster. Afleveringen skærer frem i banen. 
   Ser du det, kommer du ud, kære keeper, det er bare deres angriber, I er alene. 
   Gør målet mindre, kom ud, kast din fod til siden i et sidste desperat indfald, jeg ser det, jeg ser.  
 
Stolpen parerer bolden ud til siden.  
 
Hvad er det for en underlig følelse, som glider fra mit bryst og ned i benene.  
   Håb eller hævn? Troens vilje? 
   Hvad end det måtte være, så lad det volde sig frem som også jeg skal volde frem i banen.  
   Der står du igen, djævel. 
   Banens bølger tårner sig høje omkring dig. Du står fast og ubevægelig som en kongestatue. 
   På denne bane er jeg ingenting, når jeg står i din skygge. Mit hjerte er stille, og omgivelserne er langsomme. Hele tiden bevæger jeg mig imod en stærk strøm, du står nøjagtigt hvor min krop vil have mig hen. Hvad enten bolden skulle komme i dybden eller i fødderne, så har dine øjne låst sig fast på hver en tænkelig bevægelse jeg kunne lave. Scoringsmulighederne, som min krop prøver at mase sig frem til, ligger alle sammen bag dine lukkede døre. 
   Inde i dit hoved er hele banen et system af mulige hændelser. Hvis bolden falder bag ryggen på dig, så er du allerede et skridt foran. Hvis bolden kommer i mine fødder, så er du bare et skridt væk fra mig. 
   Åh, men lige så forudsigelig jeg er, lige så forudsigelig er du. Det skal blive dit endeligt. 
   Ja, følg mit blik, min isnende vilje til at vinde vil fastlåse dit blik, når jeg løber i dybden med min sidste udstrækning. Mærk min modstand, når jeg begynder at skubbe min krop tungt imod dine tonstunge bølger. Ser du gnisten i mit øje som endelig vil få mig igennem? Blikket låst og spændt som den tråd du hele tiden holder mig tæt ind til kroppen med. 
   Ser du, når gnisten slukkes? 
   Når jeg opgiver at skubbe mere. Min svage krop flyder bort i bølgerne som et blad der falder fra træet. Dine øjne følger min krop som bladets fald, men lyt: hele træet rusker stadig bag mig. 
   Nu, mine medspillere. Løb imod det åbne øjeblik. Fra min skygge skal I strømme som de tusinde insekter fra stenen der løftes. Lad bare spillet fortsætte, forbi mig og til fjerne steder. 
   Når min medspiller løber sit løb i dybden, så drejer dine øjne med. 
   Ethvert øje kigger kun på truslen, og jeg er ikke nogen trussel. 
   Jeg er fjernet fra banens ligning. Som en vandrende vil jeg gå alene rundt. Endelig klar til at lægge mig ned, som har jeg allerede gået flere døgn i et ørkenlandskab. En fingerspids, der har fået kappet sin yderste nerve, og nu føler sig blindt og forstummet frem. 
   Bolden, som er den evige og eneste virkelige trussel.
   Der findes ingen hensigt i verden længere, som kan få bolden til at ende for mine fødder. 
   Bolden er ude på kanten, et nytteløst skud og en nytteløs blokering, og bolden svæver deroppe i luften. Følger du dens bane? Bolden hænger i en tråd, og daler som et stjerneskud i slowmotion. 
   Der findes ingen vilje længere. Det er kun skæbnen tilbage. 
   Jeg står alene hvor bolden falder. I feltets periferi. 
   Se tilfældighedernes gud velsigne den troende.  
   Alene min krop drejer benet om bolden. Jeg ser ikke desperationen i dine øjne, men jeg mærker den. Jeg ser bolden dale. En svag dirren som forplanter sig udefter fra dens centrum. En enkelt vibrerende farve som spreder sig i et farveløst rum.  
   Min fod lukker sig om flugteren.
   Har du ingen gud i livet, så tro på mig. 
   Et pling, som en ring i vand. En cirkel udvider sig       en farve og en lyd.  
 
2-1 
 
En kraftig sol har blændet hele banen. 
   Lyd dunker bag en stilhed. Som et tungt og dæmpet hjerte. Farver falder pletvist som på et lærred. Langsomt bliver banen tegnet frem igen. Der er målet. Keeperen som ligger forgæves og for anden gang.  
   Lydene bliver højere og nærmere. De vælter over hinanden, jubelbrølene løber imod mig. Og bag lydene en anden lyd: dommerens afsluttende fløjt. 

Du sidder på hug derhenne, djævel. Med ansigtet hvilende i dine hænder. Kig op. Jeg står foran dig, men jeg har intet at sige. Hvad nytter det at sige noget, til en konge som har mistet sin magt?
   Kampen er slut. 

---

Rasmus Bjergegaard Thuesen (f. 1995) er uddannet fra den svenske forfatterskole Biskops Arnö. For tiden arbejder han på digte til en digtsamling og på en fantasy-fortælling. Denne tekst er en fodboldkampnovelle, inspireret af animeen Blue Lock.

---