HVIDE ÆBLER
Lægen står i tunnelen mellem de to afdelinger og ser ned på en mariehøne på gulvet. Dem, der alligevel er på vej eller ikke kan bidrage mere, skal føres hurtigt ind i mørket, siger hun og piller en appelsin. Synes du ikke?
Den lange appelsinskal på gulvet. Så oval. Mariehønen er vemodig og kryber ind i dens skygge. Jeg vil løbe ind på stuen, men har ondt i anklen, støtter mig til gelænderet, der kører i hele tunnelen. Tunnelen har glasvægge. Herfra kan man se en kilometer helt ned til havnen bag byen. Skråt neden for tunnelen kan man se lige ned på kirkegården. I den ene side af tunnelen er døren til akutafdelingen og i den anden ende er døren til soveværelserne, den lukkede verden, hvor sygeplejerskerne går rundt i nattøj med kaffe eller en smøg og tager maskerne af. Her er der enkelte gæsteværelser.
Små hår begynder at vokse ud af hendes mund. Et hår dirrer i den syntetiske luft. Jeg samler appelsinskrællen op. Er stadig fattet.
Et sted på væggen under vinduerne i tunnelen er krakeleret. Man burde male det hele over. Male himlen hvid. Jeg kan mærke, at jeg taler længe og højt, jeg kan ikke høre hvad jeg siger, men jeg ved, hvad jeg vil sige. Giv ham næring og medicin, red ham. Giv ham de femten liter ilt, han har behov for at kunne trække vejret.
Nu hører jeg ordene, men mærker ikke længere mine læber.
Han er helt dehydreret, siger jeg. Han sulter.
Hans blodårer forsvinder, siger hun. De kan næsten ikke finde dem.
Men hende, der var der igår, prøvede og fik lagt væsken. Det var lungeeksperten, der sagde, han får kvælning med så lav ilt. Så hvorfor har I skruet ned?
Lægen ser på mig uden at svare. Jeg håber ikke noget ændrer sig foreløbig. At hun går eller bevæger sig. Hun sagde, vi prøver. Øjeblikket har ikke ændret sig endnu. Lige om lidt smerte gennem benet, lige om lidt rødt saftevand, lige om lidt had.
Fordi det ikke kan betale sig. Og han kan ikke få et langt forløb her. Nede på havnen er der indskibet et så stort skib, at man er nødt til at stirre på det.
De har fjernet skinnerne, prøver jeg at sige, men hun siger bare:
Er vi kommet rundt om det hele?
De har fjernet togskinnerne forleden. De blev lagt på et skib. Tror du det er det skib?
Hun tjekker sin arbejdstelefon. Hun bevæger sig.
Så sker det.
Tågen dækker havnen.
Så skyller lyset ind i tunnelen. Solen er stået op. Udsigten er væk. Vi ser kun det oplyste. Næserne, det hvide i øjnene, hænderne, der stadig er varme. Så skyller smerten ind. Jeg tæller to steder. Tre. Lysken også.
Knæet. Anklen. Lysken.
Jeg forestiller mig den hvide maling styrte fra himlen nu, at spærre dørene, hvor jeg lukker mig inde med far, med ilten og væsken.
Lad os male os hvide i hovedet, som bier der tordner mod en forbryder, bror.
Der lyder et fremmed brøl, en klage, var det dig eller mig?
Det hele endte husker du, i januar. Ambulancen gennem morgenlys efter den fejl vi ikke taler om. Rudkøbing. Brænd det hele ned.
Solen lyser kirkegården op over for hospitalet. Et glimt af havnen. Tågen er blæst bort af solskin. Men lyset er også et hav uden konturer. De hvide æbler ligner æg i lyset. De andres grave er overdynget af dem. Der er dækket op til alle havets skabninger. Så sker det. Lægen går sin vej uden at svare.
For at bestå må jeg stikke i mig selv med noget spidst. Lysken. Lommen. Anklen. Smerterne trækker følehornene til sig. Skjuler deres tænder og våben.
Men i lysken er der et æg. Føles mørkeblåt. Dets overflade er beklædt med julekarton, glasur og nu med skorpe på. Inde i ægget, jeg har spist fra hospitalets køkken, sidder der også et øje. Lægen Irenas øje. De har kommet det i rødkålen eller den brune sovs.
De har infiltreret mig.
Vi forsvinder, far. Det pisser fra alle skyer med afsked.
Jeg har glemt at tælle skridtene. Jeg troede, jeg svævede. Det er mig, der ser iltmasken blive revet af ham, morfinen blive skruet op. Alt går i den forkerte retning væk fra hvide katte, solbær og oliventræer. Fløden i dit køleskab, stokken op ad væggen, kaffesmagen og koppen, du skulle drikke kaffe af, lyset, du skulle ud i.
Jeg leder i milten efter dit jakkesæt. Elvis-jakken.
Stilhed i dine passive hænder. Mens øjet blinker i min lyske, er de små knopper på træet begyndt at rase derude. Ser det indespærrede øje dig lide, sørge? Jeg skriger stumt, når du bliver pint. Men du kan stadig ånde. Alle sole synger. Fordi dine øjne er i verden.
Under loftet falder der sukkerkorn ned gennem lyset. Af glas. Det onde er nyfødt. Et vindue er på klem. Dagenes sprækker vokser til med lim. Vær glad
Hvis dine øjne
lyser at der ikke er
skygger uden græs under dit hår
LIGE FØR
Hver gang jeg åbner et rum i det hvide for at lede efter hans værk, trykker lægen på ægget. Det siger med elektronisk stemme: Uværdig. Meningsløs borger. Jeg prøver at slukke ægget og råber: Han skal trække vejret så længe han kan. Han vil leve. Han beder om mad. Hans hænder er varme. Han registrerer lyset. En kirkegård smiler væskende bag rødderne i din hud. Bag dine hænder. Snart hvide små knopper. Hvide lange katte. Snart hvide fingre. Et vanvittigt trætapet. Dette æg, der taler. Denne sprøjte. En tunnel til kirkegården. Denne morfin, der strinter fra træet. En flod af hvid væske. Den hvide vilje i lægens smil. Æggets stemme: Uværdig borger.
Lige før midnat vil jeg vise dig lyset. Jeg har dækket op med æg. Lige før afgrunden vil jeg vise dig fast grund under fødderne. Jeg har dækket op i marken. Lige før stormen vil jeg vise dig tørvejr. Jeg har dækket op. Lige før tvang vil jeg vise dig frihed. Jeg har dækket op. Lige før hadet vil jeg vise dig samhørighed. Jeg har dækket op. Lige før bristet vil jeg vise dig sammenhæng. Jeg har dækket op. Lige før marts vil jeg vise dig lyset. Lige før havet vil jeg vise dig jorden. Jeg har dækket op. Lige før.
DEN SIDSTE VARME
Nattens bid, da han strakte sine kolde hænder frem i en stivnen, grønne årer på halsen, en plet af varme tilbage, i den varmeste krop, hjertet var raskt, men lungen slog hjertet ihjel, halsen blev kold; kroppen stivner langsomt, farverne løber ud, og kulden spreder sig dårligt, fordelt, som vand der pumpes ind i et badebassin, silentium for dit liv.
Den første kulde afløste varmen. Nådesløst. Munden kunne knap lukkes. Vi mærkede den så alligevel lidt. Den sidste varme. Neglene blev til glas. De klirrer i den lysning, det stivnede ansigt skaber, her hvor det meget levende ansigt, røntgentansigtet, skulle findes. I det klingende hvide rum er dørene limede til. Vi skyder æggene ned fra grenene. Jeg kan ikke blive færdig med lungens håb. At hun sagde, til marts skal han da en tur ud i solen, til næste jul kan I spise sammen, han skal bare friskes op. Riget mellem februar og marts er brændt ned, inde i hans årer, under jorden er din kørestol, vi har en solsort her, vores sol forsvinder for hver dag mere. Du er her endnu, loven er, at du ikke kan dø, fortæl ovre vestpå om brist i balloner, sorte alveoler i blodårer, der kort lyste op og plantede hans blod i vores fremtid
Personalet har slettet min morgenmad denne morgen. Din krop i sengen, her på stuen, og jeg har nye smerter i blæren, der findes ikke kaffe mere, men jeg fik panodiler, jeg talte til dig i timerne i nat, hvor jeg græd ved din side og fortalte, hvad du betød, hvorfor smilede du hele tiden efter det sidste åndedræt, du fik den røde snor, mellem dine hænder, hvis du skulle vågne op midt i natten på vej og bevæge dine hænder. I min svaghed ville jeg redde dig. O skygger sshhhh, straffen for læger vil komme når jeg vågner. Her er en stilhed som lige før en hævn. En blussen fjernt fra den målløshed, som sygdommene i dig har næret, det er din varme forundring over, at jeg bliver ved med at komme tilbage til dig, og så slipper jeg og går udenfor i gule marts, vores negle bliver til glas i en lysning, der hvor røntgenansigtet skulle findes. Nun reise ich. Grusom i sit vanvid skyller morgenlyset ind. Du nåede ikke ud i lyset. Sidste hænder der var varme længe efter. Den sidste zone efter morfintræet. Ny stilhed. Meget stille ny planet. Jeg har dækket op på den gamle planet, dit åndedræt bliver plukket og du er yngre i det sekund solen forlader dig i en kælders frys, glemmer alt gennem krattet, de gamle marker, steder som altid var varme, før roserne er væk, før cyklerne er væk, før vores navne, men du smiler kold.
Neglene er nyfødte. Livet vokser af hævn, et vindue er på klem. Så er dagene også vokset til med voks i alle sprækker og retten til med en dyrisk klage at hvæse. Nætterne ville gøre det umulige. Redde dig fra kvælning, men ægget tvang os til afsked. Det sidste der forsvinder er hørelsen. Nætterne blev forkortede. De sidste, stærkt lyserøde. Rådden morgen. Dit øre er rødt fra dit kongelige blod. Puden rosa. Solskinnet er her. Uden at være. Mundens lukkethed er her. Uden dig. Har jeg mistet. Jeg har dækket op med tallerkner i huden. Den sidste. Jeg dækker op, jeg dækker op, jeg dækker op, jeg dækker op, jeg dækker op her før jorden før marts før natten før kulden har jeg dækket op i græsset i september i dine hænder. På en måde vidste jeg det allerede, mens vi drak kaffe sammen i september, at det var sidste gang.
METALLISK
Lige før de siger, din grav er fem minutter væk, vil jeg vise dig dine hænder. Jeg har dækket op i blodet. Alt fortsætter siger de. En ravn mangler vi. Noget nærmer sig. Venter stadig. Det skete ikke. Jeg har dækket op til blindhed. Til ingen. I luften. Til os. Til de hvide. Her leder jeg efter det tætte mørke, jeg kun har set om natten i din have, når man går ud for at trække luft eller pisse om natten i et stort sort hul i tiden. Som det store blanke papir under det kryds der var på sedlen dengang ved: lift skal bruges til at løfte hans krop. Solsort i fyrretræet, du er levende inde i fuglen. Jeg skreg i skoven, men jeg skreg ikke højt nok. Det kalder jeg værdighed: Ånde, høre, se, tænke, føle. Så sig ikke de navne igen. Fortæl mig ikke om deres form for værdighed. Jeg venter stadig på at fortælle dig om de måneder efter du rejste væk. Vi vil tale om tomhed, når den bliver metallisk, i regn, i fravær, i tid, tunneller, og det vil vare evigt.
Jeg har dækket op til stilhed. Mørket læner sig ind over mig. Hver dag dækker jeg op til at åbne for det. Lukker mørket lidt ind. Det mørke der ikke har ord for ikke at frygte. At det angriber mig med sin nødammunition. I et hus, der er stillet op. Hvor man forsvinder. Er din stok, som du stillede klar. Til du blev gammel. Aldrig brugt. Jeg smider syv flødepakker ud. Ni solbærsyltetøj. Graver et hul klar. Venter stadig
Ursula Scavenius (f. 1981) er uddannet fra Forfatterskolen og debuterede i 2015 med novellesamlingen Fjer, der blev nomineret til Edvard P. prisen og Montanas Litteraturpris 2015 og fik Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat i 2016. Fjer udkom i Sverige 2018. I 2020 udkom fortællingen Dukkerne, som blev indstillet til Edvard Munch-prisen og solgt til Lolli editions, UK og blev ugens bog på BBC4 Open book og blandt Irish Literary Times’ Best translated fiction. I 2020 modtog Ursula Scavenius Statens Kunstfond 3-årige arbejdslegat. Denne tekst er et uddrag af et længere igangværende manuskript.
Tak! Sanset og gribende!