Kunne Du Lide Værket?
af Gideon Jacobs
Lige siden sønnen kom hjem fra sin dimission og fandt faren bevidstløs ikke på, men ved siden af toilettet med vådt undertøj om anklerne og med små spredte doser af diarré ud over gulvet omkring ham og utroligt nok også på hans mave, havde deres kommunikation været begrænset til, at faren reagerede på sønnens Instagram-stories med tre forskellige emojis: rødt hjerte, ansigt med røde hjerter som øjne, eller tallet 100 i rødt med dobbelt understregning. Sønnen skrev aldrig noget tilbage. Han reagerede aldrig på farens Insta-reaktioner. Denne stilhed, som blev tydeliggjort af det lille ord set, der altid dukkede op under emojien et minut eller to efter den var sendt, afskrækkede ikke faren. Det lod til at opmuntre ham, og resultatet var en utroligt ensidet DM-tråd med et helt år af sønnens udløbne Instagram-stories, som hver var udsmykket med en af de tre røde emojis.
Hvis en af sønnens venner beklagede sig over sine forældre, kunne han finde på at vise dem DM-tråden. Ved første øjekast grinede vennen altid og så farens spøjse digitale opførsel som et eksempel på en ældre person, der misforstår nyere teknologis nuancerede etikette. Efterhånden som sønnen scrollede og scrollede og scrollede, stoppede vennen typisk med at grine. På et tidspunkt begyndte farens ihærdighed – emojiernes mængde og ensartethed – kombineret med farens dovenskab – hvorfor ikke tage sig tid til at skrive en egentlig sætning? – at virke tragisk.
Sønnen følte sig ikke vred på faren. Faren var anerkendt af offentligheden som en af sin generations store konceptuelle kunstnere, og var afskyet af familien som en af sin generations store funktionelle alkoholikere, og han havde allerede misset mange af sønnens vigtige livsbegivenheder. At gå glip af en collegedimission var i virkeligheden ikke en særligt stor ting. Utilregnelighed var både det, som gjorde det muligt at hade faren, men var også det, som gjorde ham charmerende idiosynkratisk. Farens nærmeste kendte ham som pålideligt upålidelig på både godt og ondt; man vidste, hvor man havde ham.
Det var det specifikke scenarie som sønnen pludselig var vidne til på badeværelset, der havde givet anledning til den årelange kolde skulder. Sønnen stod i døråbningen, tissetrængende og stadig iført den åndssvage, dårligt siddende dimissionshat og -kjole, og vidste, at han nu var vidne til noget så patetisk, at han aldrig ville kunne glemme det igen. Som han lå der og snorkede i en sløset fosterstilling på de kolde, hvide keramikfliser, lignede faren et enormt, forsømt spædbarn af den slags socialforvaltningen redder fra et eller andet ble-løst skrækscenarie, bortset fra at han, i modsætning til et spædbarn, var så kraftigt behåret, at hans penis knapt var synlig i skridtets mørke buskads. Så sønnen var overrasket, da han på en almindelig torsdag eftermiddag modtog en DM fra faren med et opslag om en reception på et galleri i midtbyen samme aften med ordene, ”Vil du med?” I et øjeblik blev sønnen vred over det henslængte ved afbrydelsen af den årelange emojikæde. Ikke nok med at den bekræftede hans mistanke om, at faren knap havde registreret afstanden imellem dem, men sønnen var også begyndt at føle sig knyttet til DM-trådens nydelighed, dens latterlige symmetri. Med disse tre ords invitation og den videresendte udstillingsplakat så samtalen næsten normal ud.
Imens han scrollede tilbage gennem tråden besluttede sønnen, at der var tre mulige årsager til farens invitation. Den første og mest sandsynlige årsag: moren havde brudt stilheden mellem dem. Stilheden var resultatet af et nyligt skænderi over en detalje i deres ældgamle skilsmisseaftale. Hun havde fået faren til at indse, at hans forhold til sønnen lige så stille var ved at bevæge sig fra den fremmedgørelse, der havde været status quo, og over i decideret ikke-eksistens. Den anden mulige forklaring: faren havde for første gang siden sønnens barndom besluttet at holde op med at drikke og var i den proces nået til en genoprettelsesfase. Den tredje mulige forklaring, den mindst sandsynlige i virkeligheden, men den mest sandsynlige, hvis deres familiedrama havde været en film: faren var syg. Kræft ville være passende.
At afslå invitationen ville højst sandsynligt føre til mere komplicerede forhandlinger end bare at takke ja. Hvis valget stod mellem at tilbringe en høflig time med at se på kunst i et offentligt rum med sin far eller at tilbringe en uge i et kompliceret skænderi med både faren og moren om hvorfor han nægtede at se sin far, ville sønnen vælge den første mulighed. Han havde ikke lyst til at bruge for meget energi på det her. Han havde lyst til at fokusere på sin spirende karriere som kunstkritiker.
Siden han dimitterede med en mere eller mindre ubrugelig kandidat i kunsthistorie, havde sønnen besøgt så mange museer og gallerier som muligt og pitchet idéer til interviews, essays, portrætter og anmeldelser til redaktører på ethvert tilnærmelsesvis anerkendt magasin. At etablere sig i industrien uden at bruge sit berømte efternavn (han brugte nu morens) og uden forbindelser (han afslog farens sporadiske tilbud om hjælp) havde vist sig at være et meget ambitiøst projekt. Det krævede, at han var strategisk med sin tid, og at deltage i receptionen sammen med faren var simpelthen en god strategi. En nogenlunde god psykolog ville måske have udfordret denne logik og kaldt den for en klokkeklar forsvarsmekanisme mod al smerten i at skulle bearbejde farens uduelighed som forælder. Sønnen ville måske have svaret, at faren ikke længere fyldte nok i hans følelsesøkonomi til at kunne skade ham.
Der var også den faktor, at udstillingen, som faren ville se, så god ud. Det var en gruppeudstilling med en lang liste af unge, fremtrædende kunstnere. Nogle af dem havde han skrevet til, mens han var i praktik hos et prominent kunstmagasin. Nogle af dem havde han skrevet til i det seneste stykke tid, når han lavede interviews for et kunstsite. Han fulgte dem allesammen på nettet på en eller anden måde. Hvis han kunne overbevise redaktøren på kunstsitet om at lade ham anmelde udstillingen, ville tiden med faren føles bedre givet ud.
Sønnen videresendte det opslag faren havde sendt ham til redaktøren med beskeden ”Må jeg anmelde det?” Ordet ”set” dukkede op med det samme, som om redaktøren havde ventet beskeden. Så glimtede ordet ”skriver” i et øjeblik, efterfulgt af ”Fint.” Sønnen genåbnede tråden med faren og holdt sin tommelfinger over ordene ”Vil du med?” indtil mulighederne for emojireaktioner dukkede op. Han kiggede på thumbs up og tænkte, at måden Instagram havde designet den på var perfekt, det simpleste tegn for bekræftelse, den trykkede han på.
*
Faren var tidligt på den, han stod uden for galleriet og ventede på sønnen. Faren var aldrig tidligt på den. Det fik sønnen til at tænke, at det måtte være kræft. Da sønnen nærmede sig fra omkring halvtreds meters afstand, forsøgte han at aflæse, hvorvidt faren så sygelig ud, om hans øjne var indsunkne, om han havde tabt sig, men for hvert skridt han nærmede sig, blev det tydeligere, at faren ikke udviste nogen typiske tegn på sygdom. Faren lignede en høj, overvægtig udgave af Marlboro Man og virkede altid til at bevæge sig gennem verden ubevidst om, hvor meget han fyldte, men han så trods alt ret godt ud.
Da sønnen ankom ved døren, forsøgte faren sig ikke med et knus som forventet, men smilede bare og sagde hej. Sønnen smilede og sagde hej. Faren sagde hej igen, tilsyneladende ubevidst om, at han allerede havde sagt hej. To kvinder, som prøvede at komme ind på galleriet, sagde undskyld mig, og faren beklagede voldsomt at han stod sådan et ubelejligt sted og gjorde et stort nummer ud af at åbne døren for dem, imens han smågrinede ad sig selv. Sønnen så denne interaktion udfolde sig, han så kvinderne sige høfligt tak, ikke interesserede i at sige mere end høfligt tak. Det gik op for ham, at det var første gang, han nogensinde havde set faren være socialt akavet.
De gik ind på galleriet, som allerede var halvt fyldt, selvom receptionen først lige var begyndt officielt, hvilket betød at det inden for den næste times tid ville være propfyldt. Galleriejeren var hurtig til at genkende og henvende sig til faren. Hun viste sig at være en gammel bekendt fra 70’erne. Med sit billige boligmarked og sin avantgarde energi var 70’erne altid en kilde til akut nostalgi for folk som dem. Det var også det årti, hvor faren havde været mest indflydelsesrig, og hvor der var bred enighed om, at han havde lavet sine bedste værker.
Sønnen havde længe syntes, det var latterligt og uforståeligt, at faren stadig var anerkendt, stadig blev set som aktuel, selvom han, så vidt sønnen vidste, ikke havde produceret noget i et årti. Og jo, han havde stadig sit store atelier i midtbyen og en assistent på fuld tid, men sønnen vidste, at assistenten for det meste bare omorganiserede farens arkiver, besvarede hans e-mails og vaskede hans tøj.
Faren introducerede sønnen for galleriejeren som den næste store amerikanske kunstkritiker. Galleriejeren løftede hovedet og spilede øjnene op, et legende udtryk, som hvis sønnen havde været en basketball-elskende syvårig, og faren havde introduceret ham som den næste Michael Jordan. Sønnen vidste, at hun ikke var nedladende med vilje. Hun var en veteran i en kunstverden, hvor folk i hendes stilling typisk arbejdede ud fra et binært system, der inddelte folk i hvem der skulle tages alvorligt, og hvem der ikke skulle.
Faren og galleriejeren indledte en samtale om nogle fælles venner og antydede at de var personligt bekendte med nogle meget berømte mandlige jordkunstnere ved at omtale dem ved deres fornavne. Sønnen betragtede skuespillet i et stykke tid, før han høfligt trak sig væk for at se på udstillingen. Galleriejeren sagde nyd det, og skriv en anmeldelse, hvis du gør. Så vendte hun sig tilbage mod faren, inden sønnen kunne nå at bekræfte, at han havde tænkt sig at skrive en anmeldelse. Faren så forventningsfuldt på sønnen og undlod at genoptage samtalen med galleriejeren, og det gik pludselig op for sønnen, at faren håbede på at blive reddet fra denne kunstmiljø-small talk. Det var underligt, fordi det allierede dem i galleriet, hvor de ellers ville have manøvreret rundt hver for sig som selvstændige individer, der bare tilfældigvis lignede hinanden.
Af refleks spurgte sønnen galleriejeren, om det gjorde hende noget, hvis han stjal faren lidt, så de to kunne kigge på udstillingen sammen. Galleriejeren sagde, selvfølgelig, selvfølgelig, smut, smut. Faren gav hånd til galleriejeren og sagde, at det var godt at se hende. Hun bevægede sig videre til en anden samtale, og faren og sønnen gik langsomt og tavse gennem galleriets udstillingsrum mod det første værk i rækken – et stort stilleben som forestillede en dåseøl med en blomst i.
Faren stillede sig så hans ansigt var upassende tæt på lærredet, hans næse rørte næsten ved det. Sønnen stod bag ham og tog noter på sin telefon om, at billedet var rimelig latterligt og kun kunne undskyldes, hvis latterligheden var selvbevidst, hvad den ikke virkede til at være. Han skrev også en note om, at det kun var mænd på farens alder som følte et behov for at komme så tæt på visuel kunst. Han skrev en sidste note om den kvalmende symbolik, der lige nu fandt sted: en alkoholiker og hans eneste barn, der kigger på et maleri af en enkelt blomst, der blomstrer i et giftigt ølbad.
Da sønnen følte, at han havde skrevet alle sine tanker om værket ned, bevægede han sig videre til det næste. Faren fulgte efter. Det var en skulptur, som var fastmonteret på væggen, en simpel reproduktion af et primitivt stykke værktøj, som for århundreder siden blev brugt til at save i træ. Faren gik endnu en gang meget tæt på objektet, og sønnen stod endnu en gang i en mere passende afstand og tog noter. Han skrev nogle sætninger om, hvordan kunstnere altid havde feticheret værktøj, fordi det er praktisk nyttigt, mens kunst er ubrugeligt. Han satte en alarm til på sin telefon med en påmindelse om at lave noget research om de konceptuelle forskelle mellem håndværk og kunst.
Sønnen bevægede sig videre til det næste værk, et tekstværk i vinyl på væggen. En håndfuld gallerigængere stod samlet omkring det. Faren fulgte efter, og de sikrede sig et sted hvorfra de kunne læse.
Kunne du lide værket?
Hvis du ser dette værk sammen med nogen, er det sandsynligt, at en af jer, på vej væk fra stedet, vil spørge den anden, ”Hvad syntes du?” eller ”Hvad var dit yndlingsværk?” eller ”Kunne du lide værket?” Denne sandsynlighed gør det at have en holdning til værket til en uløselig del af oplevelsen af det. Med det in mente følger her en række idéer, pointer og spørgsmål, som man kan overveje, imens man kigger på dette værk.
Hvis vi accepterer præmissen – at når indtagelsen af kunst finder sted i den offentlige sfære bliver den performativ – hvordan tackler denne specifikke formgivning da de spørgsmål, som den foregiver at stille?
I vores Insta-glade, tekno-kulturelle tid bliver det at indtage kunst performativt, uanset om du er fysisk alene eller ej, fordi vi altid kan føle andres tilstedeværelse sive ud fra vores smartphones i lommerne.
Dette værk påpeger, at det at tænke over kunst, at intellektualisere det imens man indtager det, kan komme i vejen for en renere, mere sanselig oplevelse. Men hvorfor prioritere det sanselige over det intellektuelle? Kan det ikke simpelthen være to unikke former for oplevelse? Ikke bedre eller værre, men bare forskellige?
Metakunst kan virke forældet i en post-postmoderne kontekst. Selvreferentialitet virkede måske dyb for nogle år siden, men virker overbearbejdet og masturbatorisk, når man ser den i lyset af nutiden. Måske er det fordi den virkelige udfordring er at lave ikke-selvbevidst kunst. Måske er vi kollektivt udmattede af begavelse, og at være begavet er i dag at være for begavet, og det, vi virkelig efterlyser, er ærlighed.
Hvis det at opleve kunst i dag er en performance, så er vurderingen af et kunstværks værdi en vurdering af den performance, som det motiverer.
Faren fnøs højt i afsky. Sønnen ignorerede det. Faren begyndte at kigge rundt i galleriet som én der lige har fundet et insekt i sin salat kigger efter tjeneren. Sønnen ignorerede også dette. Faren kiggede igen på værket, genlæste det for at bekræfte dets eksistens og rystede på hovedet i påtaget vantro. Sønnen skulle til at skrive nogle noter om værket, for han var sikker på, at han ville nævne det i sin anmeldelse, men farens ophidselse var for ophidsende. Han lagde sin telefon tilbage i lommen og spurgte faren med en sarkasme, som om han overgav sig til værkets præmis, Nå, kunne du lide værket?
Før sønnen overhovedet havde færdiggjort spørgsmålet, sagde faren Nej, at det var forfærdeligt, at det bød ham og selve hans væsen imod, at det var en manifestation af alt, hvad der var galt med nutidens kunst. Den håndfuld mennesker, som stod omkring dem, fnisede ad farens melodramatiske kritik, hans for-megethed. Faren lod som om han ikke hørte fnisene, men det var netop dem, der provokerede ham til yderligere at sige, at kunstneren skulle rulles i tjære og fjer, at galleriet burde sagsøges og lukkes, at enhver som havde kastet et blik på værket, inklusive ham selv, inklusive de fine folk, som nu stod rundt omkring ham, var nødt til at få slettet det fra hukommelsen.
Der var flere fnis, og nu virkede nogle af fniserne også til at have genkendt faren, måske fra kunstbøger, måske fra magasiner, sikkert fra hans Instagram. Sønnen spurgte, i et toneleje som blev en smule højere, end han havde tænkt sig, om hvorfor fanden faren hadede værket så meget. Inddragelsen af bandeordet var ikke planlagt. Det var spørgsmålet til gengæld, for han vidste, at faren ikke ville være i stand til at besvare det.
Sønnen havde set det mange gange til middagsselskaber, i paneler, i interviews. Faren kom med en markant holdning, og når han så blev bedt om at begrunde den, var han blank, vrøvlende og retorisk tøvende, indtil det var tydeligt, at han intellektuelt var kommet ud, hvor han ikke kunne bunde. Vrøvleriet stoppede først, hvis nogen afbrød og kom ham til undsætning, eller hvis han kom i tanker om at gå i offensiven, somme tider ved at plagiere fotografen William Egglestons plagiat af zen-munken Huineng: at kunst har, ligesom sandhed, ”ikke noget med ord at gøre.”
Disse seancer plejede at få sønnen til at krumme tæer. De virkede altid til at være det øjeblik, hvor farens bedrag langt om længe ville blive afsløret. Mange kunstnere er ikke gode til at tale om deres kunst, men sønnen tænkte, at farens fans altid så, hvad de ønskede at se og projicerede mening og værdi på værker, som måske efter en kort samtale med faren ville begynde at se anderledes naive og intetsigende ud. Sønnen havde allerede fra en tidlig alder tænkt på faren som en heldig kunstner, der bare havde befundet sig det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.
Den håndfuld af galleribesøgende, som var blevet deres publikum, virkede til at blive frastødt eller forvirret over sønnens angreb. Idet de kiggede på faren og afventede hans svar, slog det sønnen, at disse folk, hvorvidt de vidste det eller ej, var på farens side og heppede på hans modargument. Sønnen overvejede, om faren kunne fornemme dette, da han begyndte at slå sig på brystet og genbruge udsultede klichéer om kunst som et medium for sjælen og ikke intellektet. Sønnen sagde, at faren ikke rent faktisk troede på sjæle, men at han troede på dem på samme måde, som de fleste tror på Gud, ikke som en egentlig tro på deres eksistens, men bare en stærk tilknytning til historien om troen og den medfølgende mulighed for at stå midt i et rum og fortælle sådan en historie.
Faren kunne ikke følge sønnens argumentation, så han ignorerede den og gentog sin pointe på en anderledes måde ved at sige, at kunst burde føles i øjeblikket, smages, lugtes, røres, at det ikke burde være nødvendigt at tale om det eller tænke over det eller gå hjem og læse en bog af en eller anden filosof for at kunne opleve det. Sønnen sagde, at værket netop tog denne pointe op og transcenderede den, og at faren, selvom han sikkert ikke var bevidst om det, var ved at udtrykke nogle temmelig antikke og typisk maskuline, modernistiske holdninger til, hvad kunst kunne eller ikke kunne, skulle eller ikke skulle være.
Faren åbnede og lukkede sin mund et par gange, tøvede med at tale, kiggede igen på værket, kløede sig på hagen for at vinde tid. I løbet af denne pause begyndte de, som havde været tilskuere til interaktionen, at bevæge sig videre, uinteresserede i at se deres udvalgte kriger krepere. Faren mumlede noget ordsalat og ankom så til et vagt sammenhængende udsagn, et langt og labyrintisk udtryk for, at sommetider elsker eller hader man noget uden at kunne forklare hvorfor.
Sønnen formulerede et modargument i sit hoved, men nu hvor publikum var forsvundet, kom han i tanker om, at han havde en anden opgave. Han smilede til faren for at signalere, at deres lille debat var ovre og tog sin telefon frem igen for at fotografere værket, så han kunne referere til det senere. Idet han tjekkede vinklen og trykkede på skærmen for at få kameraet til at fokusere, rakte faren ud og snuppede sønnens telefon. Denne handling overraskede dem begge, og sønnen stirrede på sin nu tomme hånd, mens faren stirrede på telefonen i sin, usikker på hvordan den var havnet der. Da de begge var blevet sikre på, at det, der lige var sket, var sket, sagde sønnen, Hvad fuck?
Da faren ikke svarede, rakte sønnen hånden ud for at snuppe telefonen tilbage, men faren svang sin arm op over hovedet og væk fra sin krop, en typisk du-får-den-ikke positur. Sønnen hoppede op og forsøgte at snuppe telefonen igen, men faren var for stor, for høj. Da sønnen landede fra sit hop, følte han sig pludseligt selvbevidst. Han havde hoppet så højt han kunne midt i et proppet kunstgalleri. Han stak sin skjorte, der var sprunget op under hoppet, tilbage ned i bukserne, og hviskede vredt, Hallo, hvad fuck er det du laver?
Faren forblev tavs. Sønnen rystede på hovedet i vantro og ventede på en forklaring, men farens ansigt fortrak sig bare i en lettere smertefuld mine, som om det forsøgte at kommunikere, at han heller ikke nød denne leg, at det også gjorde ondt på ham. Sønnen kiggede frem mod hovedindgangen og fik lyst til at løbe igennem den – gennem selve glasset. Han ville blive nødt til at skyde sin skulder frem og sætte i løb. Selv da ville det sikkert ikke splintres, måske ville der ikke engang komme en sprække. Sandsynligvis ville han bare blive kastet tilbage, og bumpet ville medføre gisp fra hele galleriet, som ville blive fulgt af en stilhed af hundrede folk, der forsøgte at vurdere, om det var performancekunst eller blot en syg, ung mands uforklarlige opførsel. Så ville sønnen sikkert samle sig og forlade galleriet på konventionel vis. Først når han var henne på næste gade, ville det gå op for ham, at hans skulder var gået af led. Først når han rakte ned i sin lomme for at bestille en Uber til hospitalet, ville det gå op for ham, hvem der havde hans telefon.
Sønnen vendte sig fra døren og tilbage mod faren og spurgte, hvad vil du have? Faren sænkede langsomt sin arm ned i taljehøjde og holdt blidt om sønnens telefon som en lille kylling i sine grove hænder. Det var tydeligt, at han ikke tilbød at give telefonen tilbage til sin søn. Det var også tydeligt, at sønnen ikke ville forsøge sig med flere pludselige snuptag.
Faren spurgte sønnen, om han nogensinde havde hørt om Chris Burden. Sønnen sagde, ja, selvfølgelig havde han hørt om Chris Burden. Han sagde, at han ikke bare havde hørt om ham, fordi han havde studeret kunst, eller fordi han skrev om kunst ”professionelt,” men fordi han faktisk havde vage minder om at møde Burden som barn. Før skilsmissen havde moren og faren afholdt store middage den første søndag i hver måned, som primært kunstnere og branchefolk deltog i. Burden var i en periode gæst ved disse middage.
Faren spurgte sønnen, om han nogensinde havde hørt om Burdens værk Shoot, hvor han havde fået en ven til at affyre en .22 kaliber riffel mod hans arm. Sønnen sagde, ja, selvfølgelig havde han hørt om Shoot. Han sagde, at han ikke bare kendte til værket, fordi det var et af de mest kontroversielle kunstværker i historien, eller fordi han havde skrevet sit speciale om fysisk vold i performancekunst, men fordi Burden faktisk havde vist ham arret på sin arm til en af søndagsmiddagene. Det havde skræmt ham fra vid og sans.
Faren tog et skridt tættere på og lænede sig ind mod sønnen, som om han ville give ham et investeringstip a la “psst, du har ikke hørt det fra mig”. Sønnen lænede sig ikke ind mod ham. Faren fortsatte alligevel og sagde, at som sit næste store værk for en museumsudstilling ingen havde hørt om endnu, havde han tænkt sig at genskabe Burdens Shoot. Sønnen udstødte et enkelt, upassende højt grin, og så tog han sin hånd op foran sin mund. Han kunne mærke mere latter på vej op gennem kroppen. Han pressede sine læber sammen for at undertrykke udbruddet.
Han ville gerne forklare faren, at en genskabelse af Shoot var en latterligt dårlig idé, og at enhver begavet person, som kender til nutidig kunst, ville anse det for hvad det var: et patetisk uoriginalt, tragisk nostalgisk og desperat stunt udført af en verdensfjern kunstner. Men sønnen kunne bare ikke stoppe med at grine. Han stod foran faren og grinede og prøvede på ikke at grine, indtil tårer samlede sig i hans øjenkroge, og han følte, at han ville komme til at tisse i bukserne. Faren afbrød latterudbruddet ved at sige, at han ville have, at det var sønnen, der skulle skyde ham.
Så snart ordene havde forladt farens læber, ændrede sønnens holdning til idéen sig brat. Han forsøgte at ændre den tilbage, som man gør, hvis man ser et tvetydigt billede der indeholder to mulige motiver – den gamle kvinde eller den unge kvinde, anden eller kaninen – men det lykkedes ham ikke. Han så kun kameraholdet, som ville komme til at følge hver af dem i en måned op til performancen og den halvskøre skydeinstruktør, som ville give ham tips og lidt introducerende træning. Han så kun faren konsultere med læger og advokater og farens assistent, der pludselig ville springe i aktion, begejstret over at have noget at lave for første gang i årevis, booke et rum til performancen, forberede nødplaner, udskrive retsdokumenter, som vidnerne skulle underskrive. Han så kun den Walmart eller et lignende skydeglade supermarked, hvor han ville købe riflen og gemme kvitteringen til projektets arkiv. Han så kun sin mor, som nødvendigvis skulle interviewes på et tidspunkt. Museet ville betale for det hele.
Og når den store dag endelig oprandt, ville kameraholdet selvfølgelig spørge faren, om han var nervøs for, at sønnen ville ramme forbi, og faren ville sige nej. Kameraholdet ville spørge sønnen, om han var bange for at ramme forbi, og sønnen ville give et langt svar, hvor han citerede historiske eksempler på kunstværker, der afprøvede familiære bånd, og på den måde undvige spørgsmålet. Og når det så var tid, ville det dreje sig om, hvorvidt sønnen faktisk var i stand til at gøre det, hvorvidt han havde nerverne, modet, tapperheden, dumdristigheden, hjertet, nosserne til at trykke på aftrækkeren.
Sønnen grinede ikke længere. Galleriet var proppet, og de var nået til det punkt på aftenen, hvor det ikke var muligt egentlig at kigge på kunsten på væggene, hvilket reducerede receptionen til en slags netværksarrangement, som blev afholdt i et rum, hvor der var så højlydt, at det var besværligt at netværke. En gæst forsøgte at introducere sig selv til en ven af en ven, men vennen af vennen pegede bare på sit øre og mimede ordene, jeg kan ikke høre noget, lad os snakke senere. Folk blev nødt til at manøvrere forsigtigt gennem mængden for at undgå, at deres tasker og jakker stødte ind i kunstværkerne. Der var meget lang kø til toilettet.
Sønnen spurgte faren, om han havde fundet på en titel endnu. Faren sagde, at det havde han ikke. Sønnen sagde, at han burde kalde det Dårlig Far. Han sagde, at det var godt, at det sikkert ville gå viralt. Faren afleverede telefon tilbage.
Gideon Jacobs (f. 1989) er en forfatter fra New York City. Han har blandt andet bidraget til the New Yorker, the New York Times, the Paris Review, Artforum og Playboy. Denne tekst har tidligere været udgivet i BOMB Magazine under titlen “Did You Enjoy The Piece?” Jacobs arbejder for tiden på sin første bog, en roman.
Kunne Du Lide Værket optræder her oversat fra engelsk af Axel Isager.
Så mange overraskelser! Så sjovt, bidende, ironisk og helt igennem velskrevet (og oversat!)