Katsumi, Japan
Kyokushinkai består af lange serier: slag, blokeringer, spark. Lyden af hvordan det enkelte spark får det til at svirpe i buksernes stof, månen, der som en kæmpemæssig projektør bader de to perfekte kroppe i lys. Det er som om Katsumi og Yumi bliver til én under disse seancer: en smuk, tusind år gammel, maskine. Bagefter forlader de klosterhaven og tager tilbage til storbyen. Han lægger puder på gulvet og stiller det lille thebord frem. Alt er klar til ceremonien, da hun kommer ind med theen. Det er som om hele verden får lov til at fylde dem mere og mere med hver kop de drikker. Bagefter bærer han hende om bag rispapir-afskærmningen, hvor de, inden de falder til ro, har sex i forskellige stillinger, som man ville kunne finde afbilledet i et væld af små og store værker, så grundfæstede er de i den kultur, som de har tilfælles. Hver en bevægelse er perfektioneret gennem mange generationer.
Under søvnen har Katsumi mindre kontrol over sig selv, og Yumi er nødt til at vække ham, fordi han snorker. Han tænker på, om hun mon kunne tænke sig at tage ud at rejse snart – bare en badeferie eller noget i den retning. Men han siger ikke noget. Om morgenen, i de minutter der går førend Yumi vågner, bundfælder følelsen af at være en fed mand fanget i en atletisk mands tilværelse sig i ham. Morgengymnastikken i parken i bar overkrop føles som noget fra en film. Han forestiller sig, at han ligger i sofaen og betragter sine egne bevægelser i mængden af andre mennesker. De ser allesammen ens ud for ham. Han er ikke engang sikker på, at han ville kunne pege sig selv ud, hvis han så det udefra. Kun hans tanker om at ville være en stor ubevægelig krop, der spiser chips og ser fjernsyn, skiller ham ud fra mængden. Og de tanker er der ikke nogen, der ser. Det er jo ikke, fordi han ikke har dannelse. Det er bare nogen tanker, han har.
På vej til arbejde er toget helt proppet. ”Blødhed og tomme kalorier”, “blødhed og tomme kalorier”, “Blødhed” mumler han for sig selv, indtil han er så afslappet som en pude, og lænet op ad sine medpassagerer får han sig en lille lur stående. Der er et strengt hierarki på kontoret. Katsumi befinder sig sådan cirka midt i hierarkiet. Høfligheden går begge veje på kontoret: de overordnede er høflige over for de underordnede, og de underordnede er høflige overfor de overordnede. Dog er de overordnede høflige på en mere aggressiv og insisterende måde. Han får således i løbet af en dag lov til at være lidt af hvert. I toget på vej til og fra arbejde er der ingen tanker om hierarkier, han er bare i sin flommefede krop, der konstant ligger foran fjernsynet, og han har udelukkende ufrivillige, uhæmmede reaktioner på sine omgivelser: prutten, grin og erektioner.
Istvan, Ungarn
Imens Istvan giver gulvet inde ved brusebadene en omgang med svaberen, betragter han, hvordan kroppene ser ud, inden de har været i de termiske bade. Han kan sagtens se på folks hud, hvem der allerede har været ude i bassinerne, og hvem der først lige er kommet. Det er både vandets temperatur, hårdhedsgraden og mineralerne, som påvirker huden. Folk her har på sin vis ingen personlighed, ingen smag udover den smag, som de er født med: den smag som ligger i kødet. Deres valg af badetøj udtrykker kun lidt. Det virker ikke som om, at ret mange af dem, der kommer her, går synderligt op i, hvordan de ser ud, imens de er her. Man oplever noget her, som er meget tæt på at være mennesket i dets reneste form: helt uden socialitet. Det er afslappende ikke at behøve forholde sig til, hvad folk hedder, og hvad de laver, når de er udenfor termalbadet. Planter, der passer sig selv i vindueskarmen. De skal bare have lidt vand. De er selvfølgelig mennesker, men jeg tænker ikke sådan om dem. De fleste mennesker, som ligger i vandet, vil alligevel slet ikke anerkendes som mennesker. De vil bare være i fred.
Henne ved kanten af det største bassin ligger de ældste i badet, en mand og en kvinde, næsten helt stille og overvåger ungdommens mere aktive færden i vandet, imens vand i tykke stråler plasker ned imod deres hoveder og ned ad deres brystkasser. En spinkel person med papirtynd hud ligger ved siden af dem med halvåben mund – bevæger kun øjnene i ny og næ for at følge en smule med. En flue. Ingen bevægelser er mere voldsomme end dem, man ville opleve ved at betragte en gryderet koge. Det er som om alle har været her hele deres liv. Forandringerne i rettens konsistens sker så gradvist, at det kan være svært at registrere med det blotte øje. De yngre er de eneste, som bevæger sig rundt i bassinet. Ikke meget. Stemningen er afslappet og forsigtig i dag. Stemningen er altid afslappet og forsigtig . Istvans stilling er både at være bademester og livredder, men han har aldrig skullet redde nogen fra at drukne. Folk leger ikke i vandet, og dyrker ikke motion, imens de er her. Livsvilkårene er imidlertid ikke helt fraværende fra stedet. For to år siden måtte Istvan ringe til politiet efter, at han havde fundet en ældre dame død i vandet. En turist. Det var ikke første gang, at det skete. Alle slapper af, når de ligger i vandet, på grund af varmen. Den form for afslapning leder, hvis man er gammel og skrøbelig nok, sommetider til at overgangen fra hvile til død sker umærkeligt.
Istvan er en stor mand – fysisk overlegen i forhold til de fleste, selv den gruppe af veltrænede unge mænd, som står inde i omklædningsrummet og snakker med hinanden indbyrdes, ser små ud i sammenligning med ham. Her i termalbadet er han et rovdyr, der står bundet, imens det betragter sit naturlige bytte: mindre dyr. Alt det kød, og den måde det synligt påvirkes af varmen og kulden i de forskellige bassiner. Det er umuligt ikke at tænke på, hvor let det ville være for ham at sætte tænderne i alle de forskellige former for kød. Og fedten derfra, på et stykke brød med salt og paprika. En gullaschsuppe med kød, så mørt, at det går i opløsning i munden uden tændernes hjælp.
Han stiller sig ind i den mindste af saunaerne og lader som om han reparerer et eller
andet. Folk køber forskellige olier, som de bruger til at smide på kullene i saunaen. Udover at de desinficerer, dufter de alle sammen af noget forskelligt, og duften sætter sig i folks hud. Det er som en marinade. Citrus/orange-duften på hende, den velpolstrede kvinde, som smed noget på kullene lige før, minder om en dessert.
Sternberg (f. 1973) debuterede i 2004 med GuGu Skaterdigte – hovedværken og har senest udgivet digtsamlingen Fremmeddigte (2023). Derudover har han bl.a. udgivet tidspentalogien, som består af Stenalderdigte, Depressionsdigte, Guldalderdigte, Tidsrejse-digte og De sidste dage-digte. Han er medlem af Øverste Kirurgiske og har været med i adskillige kunstneriske konstellationer, bl.a. digterbandet T/S STERNDOLPH.
