I dag overhalede jeg to ældre damer med stok. Senere tog en kvinde og jeg en mand ved at dele os og passere ham på hver sin side. Jeg satte tempoet op, det var ud for Café Les Lèvres Rouges. Senere bankede et barn sin hånd mod ruden, så kom en dreng ud ad en dør. Hans ene øje panorerede hen over mig, mens det andet stod stille.
I dag overlevede jeg to ældre damer med stok. Himlen er blå over de høje, hvide bygninger. Vinduerne er indfaldne. Nogen har taget mig i armhulerne. Jeg svæver over landskabet.
To gange i træk, da jeg tog koppen fra munden, spildte jeg kaffe på min håndtaske. Pletterne måtte straks skylles med vand, hvis ikke tasken siden skulle vaskes i sødmælk. Manden på bænken smilede til mig, da jeg holdt den ind under fontænen.
Senere overhalede min ven og jeg en mand på cykelstien ved at passere ham på hver sin side. Han blev lidt stiv i armene og undlod at se op. Han forsøgte at komme ind til kantstenen og standsede, da vi andre styrede uden om bussen. Han blokerede banen for to taxaer. Klokken slog tolv på tårnuret. Fodgængerne gik over for rødt. Min ven og jeg gled sammen på en linje og satte farten op ud for Gare de Lyon.
Jeg har indtaget bakkerne som en rutsjebane. Er det her, man kan springe i kanalen? Jeg spænder mange flere muskler end nødvendigt for at hoppe.
Jeg trådte et skridt tilbage, da manden pludselig vendte sig om, da politiet satte blink på, da duerne tegnede symboler i luften.
Igen insisterede jeg på øjenkontakt med de kørende, før jeg krydsede gaden, og bevægede mig derfor kun langsomt frem.
Viser bladene efterår eller tørke? Der hvor vandet pibler ud af muren. De gule sten midt i alt det røde.
I dag i parken: Alle børnene ville helst lege med mig. Ved et uheld blev damen på bænken udsat for min trillende bordtennisbold. Hun så på mig og sagde: Jeg vil ikke spille med dig.
I går havde jeg stadig klipklapper på og måtte trække fødderne op under mig i biografsædet. Airconditioningen krøb hen over gulvet.
Jeg græder og går, da den lille dreng bliver kørt ned i filmen. Himlen er sort og tæt denne sensommeraften. Husene læner sig tættere og tættere ind over vejen. Husene rører asfalten, inden de klapper op igen. Et klokkespil sætter i gang. Lyden svinger de løse ruder.
Cafédøren er blokeret af mænd, der ser hundevæddeløb på en skærm i hjørnet. Deres nakker bøjer symmetrisk bagover. Jeg sætter mig ved et rundt bord udenfor for at drikke kaffe. Allongé! udbryder tjeneren, da han får øje på mig. En af mændene kommer ud og sætter sig for at skrabe et lod. Han tøver på fortovet. Så går han på arbejde. Han bærer sort træningssæt og kontormappe. Nej, nu sidder han igen bag mig og skraber.
I dag var jeg så sukkerkold, at jeg ikke kunne sætte mig ned. Caféens eneste ledige tomandsbord var klemt inde mellem to selskaber. En dreng løb forbi mig i McDonald’s trøje. Jeg stirrede på den overbegroede gyde. En hvid himmel gjorde skyggerne utydelige.
I dag, da jeg var sukkerkold, hoppede ordene ud af sætningerne. Alligevel ventede jeg tålmodigt på at bestille min kaffe. En fodgænger trådte ind foran mig, råbte: café! og satte sig så.
I dag, da jeg tog glasset fra munden, spildte jeg vand på det ristede brød. Jeg stillede glasset fra mig i den anden ende af det sorte marmorbord. Lysreflektioner skød som lyn hen over fladen.
Min ven skar ansigt, da jeg tabte peberkværnen på marmoren. Vinden stod ind gennem det ene vindue og skød ud gennem det andet. Stuen var hård og kold. Jeg gemte mine fødder i knæhaserne og valgte samtaleemnet abstrakt kunst.
I går i metroen blev jeg mast, da jeg var i gang med at tage et skridt, og endte overskrævs på en siddende mand. Jeg var langsom til at komme videre. En anden mand fik øje på det sidste sæde og skød gennem vognen for at sætte sig og se animé. Han kiggede vredt på mig, hver gang han tog mig i at se med.
Kvinden på sædet foran mig spiste candyfloss fra bøtte. Jeg noterede mig: Hvis du spiser candyfloss, så ked dig men vær sexet.
Det var den dag, det regnede, biblioteket var fyldt, og jeg satte mig i børneafdelingen. En dreng læste tegneserier i hjørnet. Mine knæ stak op i luften, da jeg satte mig på den lille stol. Du sidder på barnets plads, sagde bibliotekaren. Se den lille dreng, han har været nødt til at sætte sig på en bænk. Jeg kiggede op. Alle de små stole var optaget af arbejdende voksne. Børnene stod og lå omkring. Så jeg flygtede. Så jeg sprang ud i regnen. Nej, så var det holdt op med at regne. Så levede jeg op til min deadline på en bænk og lå så der helt død. Fugten trængte ind i min bluse og bandt mig sammen med sædet. En ældre dame spurgte: Kan vi dele? Jeg lod blikket standse ved hver af parkens tomme bænke, før jeg sagde ja. Nej, sagde jeg, nej, parken er for lille til os begge to, og henviste hende til gaden. Børnenes leg standsede. Så gled et højtryk over os efterfulgt af et lavtryk. Jeg nulrede mit hår, til jeg fik ondt i skulderen.
Jeg træder et skridt tilbage, da mændene grupperer sig i den tidlige morgen. Med pludselige bevægelser har de blokeret fortovet. Et øjeblik balancerer jeg på forfoden mellem fremgang og flugt. Men mændene former en kø. Ruderne ind til bureauet for midlertidigt arbejde har været knuste i mange måneder. En dame går forbi med en lilla paraply som stok.
Hvad kan det ændre for livet i Frankrig? spørger fodboldkommentatoren. Skærmen lyser blåt i caféens beige interiør. Udenfor går en kvinde i squat for at tage billeder af en guldbil. Jeg har sagt ja til en allongé, som jeg har for ondt i maven til at drikke.
Sætningerne er af guld. Det er uret, der lyser. Jeg sveder gennem trøjen. Spillemanien omtales på de digitale medier.
Jeg lærer at opholde mig i døråbninger. Jeg lærer at gå hurtigt. Jeg lærer at råbe, at spille op, trække tilbage, forsvinde baglæns ind gennem gadedøren, tjekke mig selv ud i spejlet, inden jeg tager trappen.
Jeg slæber bøger frem og tilbage mellem to lande. Så snart bøgerne er ude af syne, glemmer jeg dem igen. Det var en eftermiddag i marts, da lyset blev gult og blødt, at jeg smed den tungeste i springvandet.
Vejen var så smal, at jeg måtte trække ind mellem de parkerede biler, hver gang en kørende ville forbi. Jeg gled rundt i regnen. Vandet dryppede gennem caféens markise. Børnene spiste rå pizzadej med fingrene, og døde duer lå spredt omkring.
I dag på fortovet brugte jeg min cykel som løbehjul og overhalede tre mænd, der var endt på linje. De blev så overraskede, at de spredte linjen ud over kørebanen. Kort efter standsede jeg brat op ud for min dør. Frisøren inde ved siden af hoppede forskrækket. Hendes hår var indhyllet i papirlapper og for anden gang denne uge under farvning.
I dag på cyklen overhalede jeg en fodgænger og blev samtidigt selv taget af en knallert. Stien endte, og jeg befandt mig blandt bilerne. Jeg svingede ud i venstre kørebane for at dreje og opdagede, at GPS’en vendte på hovedet, at jeg egentlig skulle til højre.
Lige nu er jeg mere tørstig, end jeg er kvinde. Manden hænger store drueklaser op mellem mig og solen. Drinken er dyrere, hvis jeg kan se den romerske fortid fra terrassen.
Damen med flyers gik, da hun opdagede, at jeg kun kunne sige ja og nice. Så startede cirkusset: en kvinde på stylter og en bod, der spyttede sæbebobler ud af taget. Parkens bordtennisborde var optaget af mad og hulahopringe. De, der var kommet for at spille, stod tøvende omkring. En enkelt var i blåstribet træningssæt.
Så var det, jeg så en fodbold trille ind i en hjemløs’ åbne telt. Den lille dreng, der kom løbende efter, standsede ude foran og skiftede vægten på fødderne. En anden dreng indhentede ham kort efter og løb direkte ind efter bolden. Spillet fortsatte. Banen var en gågade og begge mål en trafikeret vej.
Hunden bliver ved med at hoppe op på bænken til mig, og dens ejer siger undskyld og hiver den ned med et ryk. Lidt efter tager den en runde om dammen og sætter sig hos mig igen. Hunden vil gerne lege med mig og ingen andre. Det kan jeg ikke forklare ejeren.
I den anden ende af byen hev jeg en skinnende rød pude op fra en udsmeltet bunke affald. Så gik jeg hjem og kogevaskede den. Så kogte jeg også mine ansigtsklude. Så kogte jeg min menstruationskop. Så skulle der laves aftensmad.
De andre i banegårdsgangen skulle i den modsatte retning. Jeg forsøgte at bevæge mig målrettet frem, men jeg var i undertal. Trappen op til Restaurant Le Train Bleu var indhyllet i stillads.
Damen foran mig i bussen blev ved med at vende sig rundt, så jeg kunne se hendes ene mørke øje dækket af en mælket hinde. Hun kiggede aldrig direkte på mig, men forbi mig, ud ad ruden. Jeg, til gengæld, kiggede direkte på øjet.
Så var det, jeg skulle placere min taske på hylden over sæderne i det fyldte tog, og min vandflaske gled ud og landede i en kvindes skød. Hun skreg. Markerne var udtværede streger, der forsvandt bag os. Hun sagde: Du havde nær smadret min telefon. Jeg sagde: Men det skete ikke. Så satte jeg mig på gulvet og blokerede gangen.
Senere placerede jeg mig på en jernstol mellem alleen og springvandet. Himlen var høj og mørk over de tomme grusgange. Regnen faldt først i den anden ende af parken. Nu blev det til åer. Nogen legede med. Jeg trak over mod halvtaget. Nu blev vi samlet her, hjemmevant i mindet om en lufthavn.
Der sad en kvinde og skrev på en bænk, hvor jeg netop selv havde siddet og skrevet.
salig er den
der vandrer i de stille gader
ensom er den
der betragter byen
Og så videre. Det er et vers, jeg sang, fordi ingen kunne forstå mig, og jeg gik ind og ud af parker.
Jeg lægger mig i det våde græs. Nej ligger, er lagt, nej hældt og så størknet.
Pernille Kaufmann er digter og oversætter. I 2024 debuterede hun med digtsamlingen Byen L. på forlaget Cris & Guldmann. Hun bor i Paris og arbejder for tiden på en oversættelse af filminstruktøren Chantal Akermans roman Min mor ler, som udkommer i efteråret ’25 på forlaget Aleatorik.
