De står strategisk placeret. Ikke bare én i hvert hjørne, men også et par imellem, nogle lige når man kommer op ad rulletrapperne, én i centrum af bygningen. På den måde har de indtaget hele Hovedbanegården. Der er ingen vej udenom. Og så råber de også. Ny smag, gratis Cola. Ny smag, gratis Cola. Gratis Cola, ny smag. Gratis Cola. Fra deres transportable kølediske hiver de dem op på et fælles pulsslag. Træk vejret ind. Gratis. Pust ud. Cola. Træk vejret ind. Jeg ved ikke, om de rammer mig i siden, de kunne have ramt mig i siden, men jeg hopper udenom og lander ved påmindelsen fra 7/11: husk drikkevarer til maden. Skruelågene bliver drejet forskudt fra hjørne til hjørne på Hovedbanegården og danner et ekko af en brusen, der aldrig stopper. Gratis. Smag. Mit headset er løbet tør for strøm. Åh, donuts, er der en, der råber. Åh, donuts. Cola. Ny smag, gratis Cola. Gratis. Cola. Ny smag. Åh, donuts. Husk drikkevarer til maden. Mor, siger en lille pige og tager slikkepinden, hun sutter på ud af munden. Mor, gentager hun. Ind igen. Ud. Vi kan også købe de der kasser, jeg mangler. Ind. Gratis Cola. Åh, åh. Donuts. Mor. Husk drikkevarer til maden. De der kasser, jeg mangler. Ind, ud. Træk vejret ind, pust ud. Gratis. Smag. Smag. Smag. Lige som jeg har klaret mig forbi den sidste transportable Coladisk, stormer en skoleklasse indgangen og blokerer alle veje ud. Det er snyyyyd. Jeg vil også have en. Hanne, Hanne, Hanne, jeg har ikke fået en. Giv mig en. Der er Cola! Se lige, der er Cola. Åh, donuts. Stop så. GIV. MIG. EN. En teenager i en alt for stor jakke glor ned i sin iPhone 14 Pro og vælter mig ind i en hjemløs i hjørnet. Undskyld, siger jeg til manden i hjørnet, men han reagerer ikke, hverken på mit undskyld eller at blive trådt ned. Han hvisker bare svagt videre under ekkoet af tilbud. Hus Forbi? Hus Forbi? Den yderste Coladisk vælter for fødderne af teenagerne, der kaster sig over de trillende flasker. COLA! Tag en til mig Kasper, skynd dig, skynd dig, tag en til mig. Gratis. Gratis. Gratis. Gratis. Gratis. Åh, åh, åh, åh. Cola. Donuts. Åh, åh. Træk vejret ind, pust ud. Mor. Gratis. Gratis. Det er snyd. Jeg vil også have en, åh, åh, åh. Gratis. Hus Forbi? Åh. Grupper af mennesker kaster sig ned på alle fire, hænderne kørende over gulvet. De griber alt, de kan få fat i, i håb om at de kan smage den helt nye og gratis Cola. Nogen får fat i en af de stadig oprejste kølediske. Den vælter og afføder en kædereaktion af nye folk, der kaster sig på gulvet. Og sådan kravler de, de rejsende, på alle fire. Åh, åh, Cola. Ny. Gratis. Donuts. Gratis Cola. Mor. Mangler. Gratis. Husk drikkevarer. Ind, ud. Åh. Træk vejret ind, pust ud. Gratis. Ny smag. En enkelt Colaflaske triller mod manden i hjørnet, der upåvirket hvisker videre. Hus Forbi? Jeg lader den også være, selvom jeg har lyst til at gøre den til et våben; at se den hjemløse mand gøre det. Se ham samle den op, kigge på den, kort overveje at åbne den. I stedet vender og drejer han den lidt, tager godt fat i den, rejser sig langsomt, griber den første kravlende mand om nakken, bøjer hans hoved bagover og stikker flasken ned i halsen på ham med den tynde ende først. Han afventer de kvælende lyde, hvisker Hus Forbi? og trækker flasken til sig igen. Han vender sig og går tilbage mod sit hjørne, men der er en, der kravler i vejen. Hans hår er lidt længere, så det gode greb giver bedre tid til at udforske flaskens muligheder. Hvordan rillerne på låget kradser mod det bløde svælg, hvis man drejer den rundt, eller præcis hvor i halsen, han skal stoppe flasken for at aktivere brækreflekserne, inden han skubber den helt ind. Han trækker flasken til sig igen, men kan mærke, at der er for meget at udforske til at stoppe her. Hvad hvis der ikke er låg på? Eller kan den tykke ende komme ind først? Han får fat i en lille fyr i jakkesæt. Håret er for fedtet af voks til, at han kan holde ham fast, og flasken gider ikke rigtigt komme ind. Han sætter sig på ham og får ham ned at ligge på maven. Han får flasken i munden på ham, men kan stadig ikke få den langt nok ind. Lig nu stille, siger han, hamrer ham på hovedet og ser, at flasken rykker sig, hamrer igen, rejser sig og tramper ham i baghovedet. Manden forsøger at rejse sig, men han får trampet ham på plads igen. Det er svært at afgøre, om det er flasken eller noget i manden, der knækker. Ved tredje tramp er flasken helt inde, men til gengæld helt umulig at få ud igen. Han finder en ny flaske og får fat om den tynde ende i et greb, der afslører dens potentiale som kølle. Han slår afsøgende og langsomt på den første, han passerer, og så hårdere og hårdere. Det lægger dem langt hurtigere ned end ved kvælning, men det tager flere slag at få huden til at give efter, end man skulle tro. Hans slag bliver svagere og svagere, men da det endelig bløder, gør adrenalinen det umuligt at stoppe. Alting pumper med samme tryk. Det piber fra et lille hul i en af flaskerne. Han samler den op, kaster den mod jorden for bare at have gjort lyden en anelse tydeligere. Han tager den igen og kaster den med sine sidste kræfter mod en kvinde, der næsten har kæmpet sig på benene. Flasken brister endelig mod hendes hoved, eller hendes hoved brister endelig mod flasken. Safter der ikke er til at skille fra hinanden laver nye mønstre langs de brune klinker. I forsøg på at komme ud kæmper de alle mod hinanden. Den hjemløse trækker sig og ser dem fuldføre arbejdet selv. Hus forbi? hvisker han en sidste gang til synet af alle dem, der hver dag siger nej tak, nu løbe eller ligge og ralle midt på Hovedbanegården i en blanding af blod og opkast og sprøjtende sodavand. Ny smag, gratis Cola. There is no planet B, står der halvt udvisket på væggen til Tivoli. Stem for klimaet. Grønt valg. Gratis Cola. Gratis.
Rebekka Boyding (f. 1995) er sceneinstruktør, dramatiker og forfatter på tværs af genrer. Hun har skrevet og instrueret en række af scenekunstneriske værker, udgivet digte og noveller i tidsskrifter, antologier og bogudgivelser og er lige nu bl.a. midt i arbejdet med sin debutroman og iscenesættelsen af Cecilie Linds Pigedyr, som hun har bearbejdet til scenen, instruerer og har skrevet musikken til med premiere på teatret Sort/Hvid til september.