Inden forfatteren begyndte at skrive denne roman, tog han sit spejl fra toiletbordet, stillede det frem foran sig og spejlede sit ansigt i det. Det var noget langstrakt, ganske almindeligt, men heller ikke upersonligt. Øjnene var grå og trætte. Håret mørkt, det strittede bagud fra panden og samlede sig sjasket og tykt over ørene. Munden var en smule træt og tung, den ville virke ironisk, men det krævede en anstrengelse. Den havde skåret to lange streger tværs over mundvigen. Hagen sagde ingenting.
Totalindtrykket var tvivl, kombineret med en del selvtillid. Sommetider dominerede det ene, sommetider det andet, afhængigt af humøret, andre gange dikteredes det af slipset og den altid halvstærke, langnæsede skjortekraves indbyrdes forhold og harmoni. Atter stod det også i forbindelse med en hel masse ydre begivenheder, såsom forsyningen af penge, cigaretter, indtryk osv. Uagtet kunne det sommetider hænde, at forfatteren, trods en fejlfri skjortekrave, var i et elendigt humør. Det vil imidlertid lede os til alt for dybsindige refleksioner at komme nærmere ind på emnet, hvorfor vi må nøjes med at konstatere faktummet: Han var et stemningsmenneske.
Spejlet reflekterede billedet uden nogen interesse, det havde det gjort flere gange om dagen i halvandet års tid, og havde nået at blive dødtræt af forfatterens ansigtstræk og charmeklud. Spejle med undtagelse af de passive lommespejle, bliver ligesom kameralinsen utroligt hurtigt trætte af uafbrudt at se det samme ansigt; et barberspejl kræver således absolut, at en flirtende kvindemund nu og da sminker sig foran det, og en Zeiss-Icon-linse bliver støvet og uskarp af at fotografere den samme person flere gange i træk. Ligeledes forfatterens spejl. Det reflekterede hans ansigt, dødtræt og gabende, og når han uagtet fortsatte med at stirre, skar det en grimasse. Stregen ved mundvigen kløvede ansigtstrækkene som ved et hug med en kniv, øjnene blev asymmetriske og hagen gloede foragteligt nedad.
Forfatteren rakte tunge ad sit spejlbillede, som øjeblikkeligt gjorde det samme, tændte en cigaret og begyndte at skrive. Han skrev først et kærlighedsbrev.
“I sidste uge var det et år siden din død, Ami, og jeg må bede dig om tilgivelse for, at jeg først nu er kommet i tanke om det. Jeg ved ikke hvad det skyldes, at jeg så helt og holdent glemte det, jeg kan ikke huske hvad jeg lavede den dag. Sandsynligvis sad jeg på konsulatet, bladrede i upersonlige, stive papirer og kiggede ud ad vinduet. Det regnede. Forresten kan jeg ikke huske det så nøje.
Måske blander jeg det sammen med sidste år. Da regnede det jo hele efteråret. Fine, spidse dråber, som silede igennem tøjet og stak, så man frøs. Da vi gik hjem fra din begravelse, Sten og jeg, kunne vi ikke tænke på andet end at komme hurtigst muligt indenfor og komme en varm kop kaffe til livs.
Vi gik på Kämps café. Salen var så tom, at vi var i tvivl om vi skulle gå derind. Vi sad der i to timer og talte forretning. På vej ud kom Rolf gående imod os. Sten fortalte ham, at vi kom fra din begravelse. Rolfs briller blinkede uforstående, så syntes han med et at komme i tanke om noget og sagde: jaså. Gik videre, lidt for rank i kroppen.
Men jeg vil ikke sladre om dine gamle venner, Ami, overhovedet ikke. Rolf var usædvanligt fraværende den dag, og jeg er sikker på, at han bagefter tænkte helt anderledes. Desuden stod vi i Kämps entré, folk løb op og ned ad trapperne, dørene smækkede og distraherede. Han havde nok ikke rigtigt forstået, hvad sagen handlede om. Du må derfor tilgive både Rolf og mig, for at vi på den måde ikke sørgede tilstrækkeligt over din død. Hvad angår mig, så glemmer jeg så utroligt hurtigt. Næsten hurtigere end du, og det kunne du jo om nogen. Også nu når jeg igen besværer dig, idet jeg har noget meget vigtigt at meddele, har jeg meget svært ved at forbinde det til hvad vi senest talte om – det er længe siden. Jeg skal skrive en roman, og har tænkt mig at gøre dig til hovedpersonen i den. Men jeg har næsten glemt, hvordan du ser ud. Det lyder ikke videre høfligt, det her, og så har jeg endda et fotografi af dig stående på mit bord – men fotografier ældes så hurtigt. De bliver så ligegyldige, frygtelige, efter at have stået i nogle dage, og jeg har mange gange tænkt på at fjerne dit billede og sætte en anden i rammen, en som det ikke ville gøre så ondt at se forvandles til en situation, der har fået stivkrampe. Og jeg ville sikkert have gjort det, hvis ikke det havde været dig. Fordi hvad har vores “kærlighed” været andet end en situation – på måske tyve minutter – som fik stivkrampe og strakte sig i over et og et halvt år? Du ser uforstående på mig og anstrenger dig for at forstå, hvad jeg mener med det? Det er intet paradoks, Ami, næ nej, jeg mener bare, at vi en gang i vores liv opførte os som normale mennesker, og det var inden vi lærte hinanden at kende. Kan du huske, Ami, den ene gang vi ikke havde det kedeligt sammen? Det var en lun formiddag i slutningen af april, og vi sad på en lille tom café ved hvert sit bord. Solens lys løb tykt og klistret ud over salen, som tydeligt følte sig generet af dets hensynsløse nysgerrighed. Du skyggede også for dit ansigt, og rystede irriteret på dine krøller, mens du læste i et magasin.
Jeg sad der og så på dig med sløv nysgerrighed og fantaserede om, at jeg besad en heroisk rolle. I begyndelsen gjorde jeg det af ren sløvhed; avisen, som jeg stadig holdt åben i hånden, virkede alt for meningsløs i det tykke sollys, som løb gennem vinduet i smørbare lysstriber. Men efterhånden antog mine fantasifostre en mere intensiv form, forløbet hos dem begyndte at interessere mig, og jeg forestillede mig næsten, at du om et øjeblik skulle bede mig komme hen til dit bord og gøre dig selskab. Siden ville du berette en lang og sentimental historie, bede mig hjælpe dig, og jeg skulle naturligvis gøre det. Her dukkede en ubehagelig forestilling op, jeg måtte have tilstrækkeligt med penge og betale din regning, for ellers ville jeg næsten ikke kunne tage imod din invitation. Jeg greb hastigt i lommen efter mønterne, som raslede. Du løftede hovedet fra magasinet og vendte det mod mig. Jeg fik et langt, træt undersøgende blik, en begyndelse til et lille smil, og opdagede, at jeg allerede havde siddet en stund og stirret fascineret på dig.
Denne opdagelse stak til mig og vækkede mig; og gudskelov for det, for jeg havde allerede lagt avisen væk for at rejse mig og gå hen til dig, hvorved dit trætte, lille smil skiftede til forbløffelse, som jeg fandt interessant.
Jeg tog skamfuldt avisen op, tændte en cigaret og sendte en røgsky mod dig, som dog aldrig nåede frem til målet, men stødte mod et gardin og forduftede.
Du vred dig uroligt, tog et spejl frem fra din taske og redte håret. Så vendte du dig igen mod mig, ligesom for at spørge, hvad jeg syntes om proceduren. Jeg måtte have udtrykt fuld tilfredshed, fordi denne gang kom smilet atter frem. Sandsynligvis syntes du, at det var for kalkuleret, for du rykkede energisk på skuldrene og bøjede dig påny over magasinet, og så vigtigt læsestof kunne der ikke være tale om. Siden fulgte en nedstemt evighed, under hvilken jeg fuldkomment overflødigt raslede med avisen, og du vovede ikke at løfte hovedet så meget som en centimeter. Alle mulige forestillinger løb svimmelt rundt i min hjerne, jeg følte skiftevis bølger af glæde og skuffelse dukke op, men efterhånden lagde de sig, og jeg lyttede efter bevægelse i mit indre. Det var som om blikkene, der gnistrede mellem os, med ét udløste hele den energi, der kun sparsomt sivede frem mellem de uformelige fantasifostre, som havde haft mig i deres vold endnu for nogle minutter siden, og resulterede i en hvirvelstrøm af følelser, der var alt for voldsom, før den langsomt tørrede
ud. Jeg følte mig med ét brutalt tilbagesat til virkeligheden, og denne krævede handling, som kompensation for den følelseslammende indre energi. Jeg kaldte på servitricen og betalte. Men imens jeg gik ud af salen, styrede jeg mine skridt meget forsigtigt, eftersom jeg var sikker på, at du ville se det. Jeg følte atter dit blik brænde i ryggen og vendte mig hastigt om, glemte hele den pompøse attitude, som skulle dække min retræte. Denne gang så vi hinanden beslutsomt i øjnene, jeg lavede til og med en spørgende bevægelse med hovedet, skønt du ikke ville lægge mærke til det, men med ét slugte døren mig, og jeg stod ude i entréen, en smule svimmel og uforberedt på at tage overfrakken på og finde ud til gaden.
Der begyndte og ligeledes sluttede vores kærlighedshistorie, Ami.
Den havde varet en halv time eller deromkring. Men det havde været en smuk halv time. Jeg minder dig om den, eftersom jeg har et anliggende med dig.
Ved du, at man ophøjede dig til en slags helgen. Det er blevet obligatorisk at anvende et patetisk officielt tonefald, når man taler om dig, som jeg måske har lidt skyld i, men som nu rent ud sagt giver mig kvalme. Alle disse mennesker synes aldeles at have glemt, at du var et menneske, de forestiller dig som et konglomerat af udelukkende gode egenskaber og træk. Jeg er sikker på, at du ikke synes om det, jeg er næsten sikker på det. Og det er derfor, jeg har et anliggende med dig
– næsten et tilbud, som jeg allerede har nævnt – og jeg håber, at du går med til det. Det er slet ikke farligt, næ nej, jeg tror til og med at du kommer til at synes om det, skønt jeg har lidt svært ved at udtrykke sagen; derfor denne lange indledning.
Ser du, Ami, jeg vil skrive denne bog om dig. Hvis du tillader det. Jeg vil skrive dig ned, sådan så jeg husker dig, og jeg vil være taknemmelig, hvis du vil hjælpe mig med det. Hvordan? Det kommer ud på ét, jeg ved jo ikke hvilke muligheder du har for det, du er jo død. Men måske du alligevel kunne hjælpe mig, så jeg får dig tydeligt og levende frem for mine øjne, og ikke glemmer noget. Det ville være sødt af dig.
Ser du, jeg vil have dig foran mig igen, sådan som du var, og ikke sådan som mennesker siden har gjort dig til et ilde malet helgenbillede. Jeg må slå dette helgenbillede i stykker, for det er ikke dig. Du skal hjælpe mig med det.
Jeg tænker at løsrive dit billede fra hver eneste krog af min sjæl og skrive det ned på tynde, hvide papirark.
Måske gør jeg dig ondt; det er unægteligt en smule brutalt, men jeg tror at det er bedre på denne måde at løsrive dig fra alle de forestillinger, som du er viklet ind i, og som hindrer mig i at se dig foran mig.
At du dør én gang til for mig på den måde? Kære lille Ami, men i så fald kommer du først til at leve et øjeblik, inden du forsvinder, og denne bog er færdigskrevet.
Forstår du: om du vil hjælpe mig med at skrive den. Hvad kommer derefter? - Vi er jo blot begyndt, og hvem tænker da på slutningen?
Forresten – hvis du ikke vil – har jeg kun vist almindelig høflighed og meddelt dig min beslutning. At jeg i så fald har generet dig, er jo ærgerligt, men skaden er allerede sket. Altså godnat, Ami, og tænk over det. Hvis det er muligt, skal vi allerede begynde i morgen aften. Omkring kl. 10 venter jeg dig. Tidligere tror jeg næppe det bliver, det er jo lyst om dagen. Altså kl. 10 i morgen aften.
Sov godt.
Henry”
Henry Parland (1908-1930) var en finsksvensk forfatter og digter, født i Russiske Vyborg. Parland var en del af den finsksvenske avantgardebevægelse omkring tidsskriftet Quosego med forfattere som Edith Södergran og Gunnar Björling. Romanen Sønder blev desværre aldrig færdiggjort, grundet en skarlagensfeber, der endte med at koste Henry Parland livet i en alder af 22 år. Sønder er en modernistisk storbyroman, der skildrer en giftig kærlighedsrelation mellem en ung forfatter og en afdød kvinde, aktiehandel med cement og en mekanisk udløsning af sorg gennem fotofremkaldelse. Romanen blev første gang udgivet posthumt i en prosaudgave, og er siden udkommet i flere forskellige redigerede udgaver, bl.a. af broderen Oscar Parland.
Teksten er et uddrag af romanen Sønder, som udkommer hos Forlaget Silkefyret sommeren 2024. Bogen er oversat af Milan Binderup Gammelgaard og Noah Kress.
