Dag 2
“Prøv at få det til at virke naturligt, henvend dig til Olie, som om I bare har en helt normal samtale.”
Vi sidder op ad husets facade, tilrettelæggeren Nina står foran os sammen med en kameramand.
“Vi mødte hinanden til en fest på medicinstudiet.” Jeg vender mig mod Olie. “Du sagde, at du bare ville følge mig hjem, men da jeg tilbød dig en kop te, gik du med op …” jeg lader ordene hænge, usikker på, om det er en god idé at sige mere.
“Du var så genert dengang,” siger Olie, “jeg troede aldrig, du ville invitere mig med op.”
“Så genert var jeg da heller ikke.”
“Jo, du var så sød. Kan du huske vores første date, tjeneren gav dig den forkerte hovedret, men du turde ikke sige noget.”
“Det var også den aften, vi kom op at diskutere på grund af chylomikroner,” siger jeg.
“Det var mig, der havde ret.” Olie griner til Nina, “chylomikroner kan ikke krydse basalmembranen, de kommer ud i blodet via lymfesystemet.”
“Ja, ja,” siger jeg.
Nina smiler: "så det var bare love at first sight?"
"Love ved første kop te," griner Olie.
Jeg tænker på den dag vi blev kærester. Vi havde datet i tre uger. Olie annoncerede det en morgen, hvor vi havde sovet hos hende: vi er kærester. Jeg havde ingen indvendinger.
"Det gik alt sammen ret stærkt," fortæller Olie.
“Okay,” siger Nina. “Albert, jeg har noteret, at du flyttede til Norge for at studere i et år. Kan I fortælle lidt om det? Var det svært at være væk fra hinanden?”
Der står åbne forhold på vores liste over ting, vi ikke vil tale om i programmet.
Et par uger inden jeg tog afsted til Norge, meddelte jeg Olie, at jeg ville have et åbent forhold.
Først sagde hun: “Det er slut mellem os,” senere sagde hun: “Ok.”
“Det værste er mine veninder,” sagde hun i telefonen et par uger efter jeg var taget afsted, “hvad skal jeg sige til dem?”
Hun græd. Jeg sagde til hende, at jeg elskede hende, også dengang hun lå i sin første kærestes arme. Så vidste jeg ikke, hvad jeg ellers skulle sige. Vi faldt i søvn med FaceTime åben. Hendes sovende ansigt lyste stadig mod mig, da jeg vågnede.
Svedperler glinser på Ninas overlæbe. Det er en varm dag.
“Det var ikke altid nemt at være adskilt,” fortæller jeg, “men vi udviklede os meget i løbet af det år, både sammen og hver for sig. Jeg tror det var godt for vores forhold.”
Varmen får asfalten til at flimre. Jeg skæver til Olie, i et øjeblik ligner hun Ingrid.
Jeg fik øje på Ingrid igennem bunden af et plastikkrus til en fest. Hun fortalte, at hendes far var kunstner. Hun var ved at læse en bachelor i kulturledelse. Jeg lænede mig ind mod hende. Hun lagde hovedet på skrå og skrev sit navn i kontaktfeltet på min telefon.
Dagen efter sendte jeg hende billeder af Francis Bacon-malerier, og vi aftalte at ses weekenden efter. To dage senere aflyste hun. Hun skrev, at hun blev nødt til at rejse til Bergen på grund af noget med sin familie. Jeg sendte hende et lilla hjerte og spurgte, hvornår vi så kunne ses. Hun var langsom til at svare. Vi blev enige om en aften, en uge senere … Vi mødtes på en bar. Hun virkede træt. Vi drak øl og kyssede. Da vi gik, forsøgte jeg at gå med hende hjem. Hun sagde, at hun ville sove alene. Jeg forsøgte igen. Hun sagde: “Så kom.”
Hendes tunge mod min hals fik mit hoved til at snurre. Alligevel var min pik slap.
“Jeg har en kæreste i København,” stønnede jeg til sidst.
“Rolig," sagde hun, "det er bare sex.”
To minutter senere var jeg hård. Tre minutter senere var jeg kommet. Hun så irriteret op på mig, spyttede og gentog, at hun ville sove alene.
“Synes du ikke?”
“Hva?”
Olie ser irriteret på mig: “Jeg spurgte, om du ikke også synes, at det var godt for os at savne hinanden.”
“Jo bestemt, vi er ikke et af de der par, hvor kærligheden vokser i en fælles hverdag, vi er mere sådan et trafikuheld, hvor kærligheden opstår i sammenstødene, efter lang tids adskillelse.”
“Trafikuheld?” gentager Nina.
Olie ler.
“Vi kan selvfølgelig godt holde hinanden ud i længere perioder,” skynder jeg mig at tilføje, “eller jeg mener, vi kan også godt lide at have en hverdag sammen, men det er dejligt at være væk fra hinanden, jeg elsker at savne dig …”
“Okay,” siger Nina og sukker. “Olie, kan du forklare, hvorfor du faldt for Albert?”
Olie betragter mig. “Jeg faldt for hans tænksomhed, hans … han ved altid, hvad han vil have, og han er ikke bange for at sige det. Han …” hun tøver.
“Jeg ved godt det her er svært,” siger Nina. “I gør det så godt. Husk, at jo mere I viser seerne, hvem I er, jo bedre lærer de jer at kende, og jo større bliver jeres chancer for at vinde huset.”
“Jeg faldt for hans måde at …”
“Henvend dig til ham.”
“Jeg faldt for din tænksomhed … din målrettethed, du ved altid, hvad du vil … og så faldt jeg selvfølgelig for dine flotte øjne.”
Jeg ser ned i jorden.
“Super,” siger Nina, “og hvad med dig, Albert, hvad faldt du for ved Olie?”
“Hendes lange ben og hendes smil,” siger jeg og fortryder det med det samme.
Heldigvis giver Olie sig til at le.
“Ej,” skynder jeg mig at sige, “hun er et af de sødeste, mest tolerante mennesker, jeg nogensinde har mødt. Vi kan fortælle hinanden alt.”
Vi aftalte ikke at fortælle hinanden noget, inden jeg tog afsted til Norge. Alligevel ville jeg vide alt, da jeg kom hjem.
Imens jeg var væk, havde Olie været sammen med fire mænd og tre kvinder.
Tanken om hende sammen med en mand vækkede lidt mere ubehag end tanken om hende sammen med en kvinde. Men faktisk vækkede ingen af delene særligt meget ubehag i mig. Den opdagelse gjorde mig bange. Jeg kunne ikke sove i flere dage. Til sidst besluttede jeg, at jeg ikke elskede hende mere.
Det må være derfor, jeg er ligeglad, tænkte jeg, jeg elsker hende ikke. Hvis jeg havde elsket hende, ville jeg være jaloux.
Det gjorde mig ulykkelig, og jeg var ulykkelig, indtil jeg en dag stod op og indså, at jeg elskede hende. Jeg ved ikke hvor indsigten kom fra, den kom ligesom bare dalende.
“Godt,” siger Nina, “er der andet, I har lyst til at dele?”
Olie trækker på skulderen.
“Vi skal bruge noget mere, kan I ikke sige et eller andet om jeres drømme for fremtiden, mal nogle billeder for mig. Hvordan ser I jer selv her i huset om fem år? Seerne elsker den slags.”
“Jeg vil gerne have en hund,” siger jeg.
“Okay,” siger Nina.
“En stor hund, der kan forsvare min familie.”
Både Olie og Nina ser underligt på mig.
Jeg skynder mig at le. “Det lyder mærkeligt, når jeg siger det sådan, det er ikke fordi, jeg vil have en kamphund.”
“Nej, okay,” siger Nina.
Jeg beslutter at lade Olie tale. Desværre siger hun ikke noget. Efter en lang pause rømmer Nina sig: “Okay, jeg har lavet det her program i snart otte år, jeg ved, hvad seerne vil have. Olie, hvad med at du siger noget i retning af: Jeg kunne sgu godt se dig her i vores have, med en baby på armen, til Albert?”
Olie ser utilpas på mig.
“Vi har jo ikke vundet huset endnu, så det er ikke vores have,” siger hun.
Nina svarer, at det selvfølgelig skal være hendes egne ord, noget hun faktisk mener, ellers kan seerne ikke mærke hende, og så stemmer de ikke på os. Olie trækker vejret dybt.
“Er der noget i vejen?”
“Nej, jeg er bare træt. Okay …” hun ryster på hovedet. “Albert, jeg kunne sgu godt se dig med en baby på armen, her i den her have.”
“Nej, nej!" siger Nina, "det lød som om du bad ham skylle noget ulækkert ud i toilettet. Seerne skal kunne mærke jer, det er vigtigt, at I tør vise, hvem I er … hvad I drømmer om!”
“Vi drømmer om at komme væk fra byen,” udbryder jeg, “vi drømmer om et roligt liv, vi drømmer om børn, vi drømmer om et liv, der ikke altid flytter sig opad og fremad, vi drømmer om stilhed, vi drømmer om …”
“Skide godt,” afbryder Nina, “så børn er altså en del af jeres planer for fremtiden.”
“Hva?”
“Børn,” gentager hun.
Olie ryster på hovedet, jeg siger: “Ja.”
Nina ser spørgende på os. “Det er fedt,” siger hun så, “det er dejligt med nogle atypiske kønsroller, det er ikke så tit, det er manden, der presser på for at få børn. Er du så også sådan en, der ved, hvor mange du vil have, og hvad de skal hedde?”
“Måske … Aurelius.”
Der er stille i et øjeblik.
“Hvad?” spørger Olie.
“Aurelius,” gentager jeg, “jeg kan godt lide navnet … det er bare noget, jeg har tænkt over på det sidste …”
“Det er da et fint navn,” siger Nina, “kan du sige mere?”
“Altså … nej, jeg ved ikke.”
Der bliver stille igen.
“Jeg forstår godt, det her kan være lidt svært, men I bliver altså nødt til at finde modet til at vise seerne, hvem I er … Og ej! I kommer bare til at få de sødeste babyer.”
Olie ser spørgende på hende.
Nina tegner en linje imellem os med sin pegefinger: “Mulatbabyer er altid så cute.”
“Mixed,” siger jeg.
“Hvad?”
“Det hedder mixed, ikke mulat.”
“Mixed?”
Nina ser på Olie der nikker.
“Jamen okay ... vi er vel også ved at være færdige her, husk at I skal i sync om ti minutter.”
Dag 3
Jeg lader fingrene glide over laminatgulvbrættet, jeg er i færd med at montere. Det ligner eg, men det er plastik. Materialer, der foregiver at være noget andet end de er, giver mig kvalme.
Vi valgte først et parketgulv i eg, men det gik hurtigt op for os, at det ville blive alt for dyrt.
Jeg klikker brættet ned i den del af gulvet, jeg allerede har monteret, holder slagklodsen mod kanten, giver det et slag med gummihammeren.
Jeg tager endnu et bræt, ryster på hovedet, giver det et slag, så det sætter sig.
“Hvad?” spørger Olie.
“Ingenting.”
“Hvorfor ryster du på hovedet?"
“Det her program … jeg har det, som om jeg lyver hele tiden.”
Hun betragter mig med hovedet på skrå: “Jeg synes, du har været meget ærlig.” Hun gør sin stemme dyb: “Vi drømmer om en fremtid i skoven med smukke børn og ingen penge, var det sådan? Og hvor kom Aurelius lige fra?”
Jeg tager et nyt bræt, giver det et hårdt slag, der giver genlyd i det tomme soveværelse.
“Vores forhold er mere som et trafikuheld,” fortsætter hun, “jeg vil bare have en kæmpe hund.” Hun sætter sig på knæ for at se nærmere på brættet, jeg lige har monteret.
“Olie …” begynder jeg.
“Det her er ikke godt,” afbryder hun og piller ved samlingen mellem de to brædder. “De er ikke klikket ordentligt sammen.”
“Men det er jo rigtigt!” udbryder jeg, “vi er jo ikke gode til at have en hverdag sammen, og jeg vil gerne have en hund!”
“Den her samling er også dårlig. Kaster du bare brædderne ned, eller hvad?”
“Vil du have, jeg skal lyve?” spørger jeg. “Jeg må ikke tale om børn, jeg må ikke tale om penge, jeg må ikke tale om vores forhold, hvad vil du have jeg skal sige?”
Hun lægger vægt på brædderne for at få dem til at sætte sig sammen.
“At tie stille er ikke det samme som at lyve, og jeg sagde jo, at jeg ikke gider snakke om børn.”
“Men du vil jo gerne have børn!”
“På et eller andet tidspunkt, men ikke lige nu,” hun sætter sig op ad væggen og krydser benene. Hendes lemmer er lange og slanke, især hendes underben og håndled.
Hun taler tit om sine underben. Hun kan ikke lide dem. Nogle gange joker hun med at få lavet lægimplantater.
“Er du slet ikke bange for, hvad folk kommer til at tænke om os?” spørger hun.
Jeg sætter mig ved siden af hende og siger, at vi altid kan flytte til et andet land, hvis det går galt. “Norge for eksempel.”
Hun stønner.
“Olie, bare rolig, alle kommer til at elske os, med min charme og dine lange ben.”
Hun ryster på hovedet: “Aurelius ... Du er så fucking åndssvag,” men så smiler hun alligevel. “Så du vil altså gerne have børn med mig?”
“Fem,” siger jeg og trækker hende ind til mig. “Jeg vil lave fem sønner på dig, så jeg kan sidde for bordenden med alle mine sønner omkring mig.”
“Fuck, hvor er du åndssvag,” griner hun. “Fem børn og en hund, det lyder som meget arbejde.”
“Okay, hvis jeg må få en hund, kan jeg godt nøjes med tre eller fire sønner.”
Hun tager fat om mit skridt og klemmer.
“Og hvem skal forsørge alle dine børn, hr. patriark? Du har en halv bachelor i medicin og en kvart i kunsthistorie.”
“Du har ret,” siger jeg, “vi må hellere tage os nogle flere koner, der kan hjælpe til."
“Flere koner?”
Jeg nikker: “Eventuelt lyshårede, stor røv. For eksempel Olivia.”
“Hun er cute,” siger hun og kysser mig.
Jeg følger hendes kraveben med tungen.
“Hvad tror du, hr. og fru Danmark ville sige?” spørger hun,“hvis de vidste, hvad jeg lavede, imens du var i Norge?”
Jeg stikker hånden ned i hendes trusser.
“Hvordan jeg kneppede fremmede i vores seng?”
Hun lægger sig på knæ foran mig.
“Hvad hvis der kommer nogen?” spørger jeg. Hoveddøren står åben.
Hun smiler op til mig: “Hvad var det, hende nordmanden sagde? Rolig, det er bare sex.”
Olie ligger på knæ. Hun sveder af anstrengelse. Jeg fumler med en skrue, taber den. Vi er ved at samle det indbyggede skab vi har arbejdet på i flere dage.
“Vi skulle have købt et fucking skab i Ikea!” udbryder jeg.
“Kom nu,” stønner hun, “du ved godt, Ikea er et fy-ord i det her program.”
Jeg lukker øjnene for at undertrykke en voldsom trang til at råbe.
“Roooolig,” siger hun.
“Pause,” siger jeg.
De fleste basic ting er på plads i soveværelset. Vi har lagt gulv, vi har malet, vi har monteret dørkarmen og døren (den binder kun en lille smule), vi har monteret fodlister, vi har samlet sengen og sengegærdet. Sengerammen er af eg, det er sengegærdet også. Begge dele har et let udtryk, der vil passe godt til gardinerne i hør, når vi får sat dem op. Vi har malet loftet og væggene lysegule. Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg synes om det. Det er svært at vurdere, om rummet fungerer, før vi får skabet op. Skabet er rummets centerpiece. Det er stort og fylder en hel væg. Vi har besluttet at male lågerne terrakottarøde. Vi mangler også at hænge lamper op. Da vi handlede, fandt Olie to matchende lamper i lyseblåt glas. Hun fandt også et smukt kelimtæppe, der skal ligge foran sengen, og en dragkiste, der skal stå under vinduet.
Olie sætter sig i vindueskarmen og tager sin telefon frem. Jeg giver mig til at lave push-ups.
Seksten, sytten, atten, tæller jeg indvendigt.
“Hvor mange tager du?” spørger hun.
"Syvogtyve, otteogtyve."
"Du er seriøst ikke normal."
Jeg standser bevægelsen, holder min krop et par millimeter over gulvet, lukker øjnene, mærker strækket hen over brystet.
Jeg forestiller mig, hvordan hun ser på mig: Hovedet let på skrå, sammenknebne øjne.
“Okay,” siger hun og går hen til skabsdelene, der ligger spredt ud over gulvet, “vi begynder at have lidt travlt.” Hun bukker sig for at se nærmere på en af lågerne. “Vi har glemt at købe hængsler.”
“Hvad?”
“Jeg sagde: Vi har glemt at købe hængsler.”
Jeg skubber mig op på knæene: “Hva?”
“Vi. Har. Glemt. At. Købe. Hængsler.”
“Jeg spurgte, om vi havde det hele sådan syv gange, da vi stod i byggemarkedet!”
“Nu er det pludseligt mit job at holde styr på det hele, eller hvad?
"Nej, men," begynder jeg.
Hun holder en finger i vejret: “Jeg skal nok ordne det, jeg får fat i produktionen, byggemarkedet er ikke lukket endnu.”
“Vi får hundrede procent ikke lov til at hente dem uden for vores handletid.”
Hun sender mig et vredt blik og finder sin telefon frem.
Klartonen giver ekko i det halvtomme rum. Hun forklarer hurtigt situationen: “Okay, ja, okay … okay, ses om lidt.”
Hun imiterer Ninas stemme: “Det er ikke efter reglerne, men i sjældne tilfælde kan vi give ekstraordinære dispensationer. Vi drøfter det indbyrdes, så kommer vi og snakker med jer.”
Kort efter banker det på døren. Nina kommer ind. Hun er rød i hovedet som sædvanligt.
“Øv hva,” siger hun, “det er da pisseirriterende, men altså regler er jo regler, og det er jeres eget ansvar at få købt de rigtige ting, derfor kan vi desværre ikke give jer lov til at hente hængslerne nu.”
Jeg himler med øjnene. Nina ser skarpt på mig.
“Men hør her, som noget helt ekstraordinært kan I få lov til at hente dem i morgen tidlig, når butikkerne åbner.”
Udenfor er solen stadig ikke gået ned. Vi skal aflevere rummet klokken ti den følgende morgen. Butikkerne åbner først klokken otte.
“Regler er regler.”
“Så har vi jo kun to timer til at hente dem og montere dem, det kan vi ikke nå …” begynder jeg, men Olie afbryder mig:
“Fint, vi henter dem i morgen, lad os bare komme videre med alt det andet, vi skal nå.”
“Ja, det er bare med at udnytte tiden,” siger Nina.
Jeg ser irriteret på hende. Hun smiler til mig.
“Nå ja, vi skal også lige have en reaktion på, at I har glemt hængslerne. Jeg sender en kameramand herover.”
Jeg rækker fuck til hendes ryg, da hun vender sig for at gå.
“De vil bare have drama, når vi kommer rendende med hængslerne i morgen tidlig,” siger jeg, da hun er ude af huset.
“Ja,” siger Olie og bukker sig efter skruemaskinen, “sådan er det, lad os komme videre.”
En kameramand kommer ind ad døren.
“Er det noget med, at I har glemt nogle hængsler?”
Han får os til at stille os ind på soveværelset, hvor vi med unaturligt høje stemmer udbryder: “Shit, skat, vi har glemt at købe hængsler,” og “nej, nej, det sker bare ikke.”
Bagefter hænger vi hylder op, vi monterer gerigter, vi rykker sengen på plads, vi hænger lamper op, samler skabet, sætter natbordet ved siden af sengen, hænger gardiner op, sætter planter i vindueskarmene, fylder vores tøj i skabet, der stadig mangler låger, vi ruller kelimtæppet ud foran sengen, vi fuger fodpaneler og gerigter, vi hænger billeder op, og solen står op, og Olie siger, at hun har kvalme.
Dag 4, finaledag
“Er du ok?” spørger jeg og sætter mig ved siden af hende på sengen.
Hun siger, at rummet virker tomt, og at det er grimt. Hun har ret. Den gule farve på væggene passer ikke sammen med de blå lamper, men det er der ikke noget at gøre ved nu.
“Det gør ikke noget,” siger jeg, “minimalistisk indretning fungerer godt på tv.”
Hun siger, at hun hader farven på væggene, lamperne, vores valg af gardiner, så afbryder hun sig selv: “Minimalistisk indretning fungerer godt på tv … hvad snakker du om?”
Jeg når ikke at svare, før hun siger: “Vi skulle aldrig have meldt os, folk kommer til at synes, vi er idioter.”
Jeg lægger en arm om hende og siger: “Jeg forstår godt, hele det her pas-ind-i-familien-Danmark-set-up trigger nogle ting i dig, men det er altså ok, at vi ikke er de bedste lige fra starten. Seerne kommer bare til at synes det er charmerende, at vi ikke kan finde ud af det hele lige med det samme.”
“Det kan du sagtens sige,” siger hun og skubber min arm væk.
“Olie …” siger jeg, “hold nu op, du er ikke ked af det, du er bare træt.”
Hendes ansigt bliver hårdt.
“Er du sød at lade være med at fortælle mig, hvad jeg føler? Det er nemt for dig at være ligeglad, det her er ikke det samme for dig, som det er for mig.”
“Hold nu op, alle kommer til at elske dig, du er sjov, du er smuk …”
“Folk kommer ikke til at synes, jeg er smuk,” siger hun.
“Hvad snakker du om? Alle synes du er smuk, min mor synes du er smuk.”
Hun ler sarkastisk: “Kan du ikke bare respektere mine grænser for en gangs skyld?”
“Hvad mener du, respektere dine grænser?”
“Hvad var det du kaldte vores forhold? Et trafikuheld?”
"Seriøst!” udbryder jeg, “jeg får stress, hvis jeg hele tiden skal være bange for at sige noget forkert.”
“Hold da op, det er hårdt at moderere sig selv for en gangs skyld, hva?"
Vi betragter tavst hinanden. Så rejser hun sig og siger, “jeg kører efter hængsler.”
Jeg lader mig falde ned på knæ og begynder at tage armbøjninger. Da hun smækker døren, har jeg taget fire. Jeg har taget treogfyrre, da Nina kommer ind på soveværelset.
“Hvordan går det her?” Hun standser. "Tager du armbøjninger?"
Jeg rejser mig og mumler noget med blood flow og søvnunderskud.
"Nå," siger hun, "men ej! Jeres soveværelse ser da bare så godt ud, I har da bare nået så meget!"
Jeg nikker.
“Hvor har du gemt Olie?”
“Hun er kørt efter hængsler.”
“Er hun kørt?”
Ninas tone får mig til at se op.
“I må ikke køre afsted, før I har fået et officielt go.”
“Officielt go?”
Min forvirring synes at gøre hende endnu mere ophidset.
“Ja, officielt go! I kan ikke bare køre, når det passer jer. Det her er en seriøs produktion, vi skulle have været med, da hun kørte. I bliver nødt til at arbejde sammen med os. Vi siger det også for jeres egen skyld …”
Jeg er for træt til at gøre indvendinger.
“Vi bliver nødt til at tildele jer en straf. Ja, jeg ved godt, det er træls. Men sådan er reglerne. Vi tager den efter dommerafgørelsen.”
“Olie er tilbage, kom!”
En tilrettelægger, jeg ikke har set før, vinker mig udenfor.
“Okay, Olie, du sætter dig ind i bilen igen. Godt, så kalder du på Albert … Fortæl ham, hvor du har været.”
“Skat! Jeg har hentet hængsler!”
“Super,” svarer jeg omtumlet.
“Godt, Albert, prøv lige at se ud, som om du går op i det her, så tager vi den en gang til.”
Olie ser vredt på tilrettelæggeren.
“Jeg ved godt, I har travlt, men det går hurtigere, hvis I samarbejder.”
“Skat, jeg har fået fat i hængslerne!”
“Perfekt, lad os få dem på!” Råber jeg.
“Okay, fint, det må være okay. Nu skal vi lige have et skud, hvor du kører afsted efter hængsler, Olie.”
“Seriøst?”
“Ja, seriøst, og du skal køre helt ud ad indkørslen.”
“Jeg kører efter hængsler, skat!”
“Super!”
Vi giver hinanden en highfive. Det gør vi ellers aldrig. Olie sætter sig ind i bilen og kører. Da hun når enden af vejen, vender hun om og kommer tilbage.
Vi løber ind på soveværelset.
“Du skruer,” siger hun og rækker mig boremaskinen.
Kameramanden vimser omkring os.
“Når I det?” spørger tilrettelæggeren.
“Måske,” svarer jeg.
“Husk, at seerne ikke hører spørgsmålet.”
“Tror du, vi når det?” spørger jeg Olie.
“Måske,” svarer hun.
Vi monterer den første låge og giver hinanden endnu en highfive.
“Så er der tyve minutter tilbage!” råber Biskoppen ude fra vejen.
Kort efter dukker hans store hoved op udenfor vinduet: “Hej med jer venner, hvordan går det? Har I travlt?”
Han er iført en turkis dunvest på trods af solen, der brager fra en skyfri himmel.
Olie fumler med et hængsel. Det ryger på gulvet og lander under sengen. Kameramanden lægger sig fladt på maven for at filme hende, imens hun forsøger at få fat i hængslet.
“Uha, jeg kan se, at I har travlt! Når I det?”
“Måske,” mumler jeg.
“Reagér lige på hans spørgsmål,” vrisser tilrettelæggeren.
“VI PRØVER!” råber jeg.
Biskoppen ler højt: “Jeg er vild med kampgejsten, sådan skal det være!”
Olie får fat i hængslet.
“Vi tager en nedtælling,” siger tilrettelæggeren og ser på sit ur. “Vi skal have en reaktion, inden vi går videre.”
“TI, NI, OTTE, SYV,” begynder Biskoppen.
“Shit,” råber jeg, “vi når det ikke!”
Olie taber hængslet igen.
“Tiden er gået, smid hvad I har i hænderne!”
“Godt kæmpet, skat,” siger jeg og ler påtaget.
I et øjeblik ser Olie på mig, som om jeg er en fremmed. Så smiler hun og kysser mig.
“Vi nåede det næsten,” siger hun.
Albert Johannes Berg studerer filosofi på KU og er uddannet fra forfatterstudiet i Bø i 2022. Teksten er et uddrag fra et reality-roman-projekt.
