Et dobbeltværelse

Af Ann Quin

De havde aftalt at mødes klokken 11. Hun var der 10.30. Jeg ved jeg bliver nødt til at være der tidligt, ellers tager jeg slet ikke afsted. Hvorfor tager jeg afsted. Er jeg forelsket. Nej. Så er man ikke i tvivl. Forelsket i situationen. Håbet om kærlighed. Af ren kedsomhed. Et par dage ved havet. Et hotel. Værelse med udsigt over sand. Måger. Strand. Morgenmad på sengen. Måltider serveret af graciøse smilende tjenere. Men landskabet er fladt der. Livløst. Uendeligt. Men havet. Havet. Hele strandpromenaden for mig selv. Men hvad hvis det regner hele tiden. Det støvregnede nu som hun kiggede ud af stationen. Taxaer susede forbi. Folk skyndte sig gennem sluser. På flugt. På flugt med min elsker. Men det er han ikke engang. På hendes lille værelse. I hendes enkeltseng var de gået så langt. Fuldt påklædt. Nej lad os vente det ville ikke være rimeligt jeg må snart forlade dig. Nu denne weekend ville han vise sig at være
   Hun knugede sin taske. Kastede et blik på uret. Og der var han. Hans hat sad gøgeagtigt på en ufærdig rede. Iført et nyt jakkesæt. Nyrenset frakke over armen. Hej skat. Hvis folk stoppede op for at kigge ville de tro vi var far og datter på vej til en tantes begravelse. De kigger ikke. Men tænker gamle gris. Da han tager min arm. Min taske.
   Toget. Kupéer med lange sæder. Uden inddelinger. Sæder, der gør en opmærksom på hængende skuldre. Hun rettede sig op. Rettede sin nederdel. Har ikke set den kjole før skat—ny? Han tog hatten af. Den puttede ved hans side. Han havde vasket sit hår. En dårlig barbering. Uden at bruge bomuldsvat. Toget pendlede fremad. Stoppede. Jeg kunne sige nu at jeg har skiftet mening jeg kan ikke fortsætte med det jeg tror jeg er syg. Nå men hvordan går det søde? Fint nok havde et skænderi med konen åh en eller anden triviel huslig ting men gør det bare nemmere. Ser ud til det vil klare op. Klarere mod vest—sagde vejrudsigten også. Hvor længe tager rejsen? Omkring to timer skat i tide til til en øl og brunch på en god pub et sted. Resten af kupéen tom. Måske nogen stiger på ved næste stop. Beder til at nogen kommer herind. Indindindindindindind toget tøffede videre over broen. Børn kastede sten i floden. Han havde den grønne skjorte på. Hun kommenterede engang hvor flot han så ud i grøn. Klæder dine øjne. Øjne der nu stirrede direkte på hende. Tænkte han på natten. Nætterne foran dem. Nætter han havde sparet sammen til. Svælge i hyggelige, hjemlige morgener. Læse aviserne sammen. Stille nippe til te. Stille og tilfreds. Tre. Fire morgener foran dem. Allerede nu tænker jeg i tredje person. Ser os som en anden passager ville. Men ingen steg på ved næste station. Han lænede sig over og tog hendes hånd. Hun så ud ad vinduet. Så tilbage på ham. Cigaret? Hendes hånd gav slip. Dykkede ned i tasken. De tændte. Han sank tilbage. Hun tog en bog frem. Så på ordene, der stod sammenklumpede på siden. Luft mellem afsnit.
   Toget standsede. En kvinde med et barn steg på. Barnet holdt en blå bamse, der næsten var større end hende selv. De satte sig overfor. Kvinden kiggede over én gang. Barnet mere end én gang. Hun nærmede sig, fnisende. Justerede bamsens arme. Hvad hedder han? Bamse. Han er sød synes du ikke? Hun rakte bamsen over. Han tog den og balancerede den på sine knæ. Barnet begyndte at græde giv mig den gimmig gimmig Bamse gimmigg. Judy kom her du skal ikke forstyrre herren sådan god pige. Han smilede og rakte bamsen tilbage. Den knurrede. Barnet fnisede og rakte den til mig. Vil du holde Bamse det er hans føsda. Hun suttede på sin tommelfinger og kiggede. Kiggende. Han kiggede. 
   Husene stod sammenklumpede. Baggårde hvor mænd lænede sig mod spader. Kvinder i døråbninger tørrede deres hænder i forklæder. Plæner hvor drenge spillede fodbold. I små parker stod piger bøjet over barnevogne. Himlen var strimler af blå. Huse lå udspredt. Marker. Køer. Får. Væk fra civilisationen. Væk fra de små ritualer, de havde været igennem. Manipuleret. Aftaler på værtshuse. Fish & chips bagefter. Fester hvor hun dansede. Flirtede. Mens han så til. Overilede befamlinger. Kys. I en taxa. Lange samtaler ved gasfyret. Holde hånd i biografen. Vist frem til hans venner til middagsselskaber. Jeg er så glad for han har fundet dig han har altså virkelig brug for nogen den kære mand og I lader til at passe så godt sammen hans kone som du nok ved er
   Barnet hoppede med bamsen på sædet. Jeg så ned på bogen. Denne selvbiografiske roman er en vovet bekendelse om oprør, overtrædelser og grov seksuel udnyttelse i en verden raseret af håbløshed og fordærv. Hun lukkede bogen. Han så op fra avisen. Hans sko var pudset blanke. Folden i bukserne nydeligt presset. Åh så pæne pressefolder. Folder under hans øjne. Omkring hans mund. Anticipere anticipere anti anti antiantiantiantiantianti. Toget skrattede videre. Barnet snakkede til bamsen. Bamse Bamse min Bamse er en uartig bamsebjørn. Kvinden pakkede sit strikketøj sammen. De steg af. Han lænede sig over. Det bliver fantastisk helt fantastisk skat jeg ved det bare. Et tryk på mit knæ. Kun en halv time igen skat. Mange flere timer endnu. Nej. Måske får han lyst allerede i eftermiddag. En eftermiddagslur. Jeg lukkede mine øjne. Åbnede dem. Flere marker. Flere drenge, der sparkede rundt i et orgie af mudder. Mænd rodede med biler. Togstation efter togstation. Signaler. Tunneller. Hække. Og så havet. Fladt og gråt. Fladt, forvasket grønt landskab på venstre side. Nå men så er vi her skat—lad mig tage din kuffert. Hatten fløj på.
   Vinden ventede bag alle hjørner. Smalle gader. Sammenknebne ansigter over søndagsstegen, blanke tv-øjne. Piger. Hår i curlere. I kø foran slagteren. Funderer over om Jim. Fred. Eller Harry kommer til festen i aften. Hvilken pub skat—hvad med den her ser okay ud gør den ikke? Tynd enke polerede glassene. Glasborde. Runde. Kuperet dartskive. Gamle mænd lænede sig mod baren. Så op. Rynkede på næsen. Sideblikke. To whiskyer tak. Jo tak. Sulten? Mmmmmm. Lad os spise frokost på hotellet. Hvilket hotel? Åh det ved jeg ikke vi finder et—se os lidt omkring tage os god tid jeg ved der er mindst tre gode langs strandpromenaden. Ser ud til det klarer op hr. Ja sagde vejrudsigten også det ville. Tak hr. god dag frøken.
   Himlen en mørkere grå. Lugten af havet. Fisk. Tjære. Nå hvilket hotel skat—hvad med det her det har tre stjerner skulle være okay håber maden er god. Kvinde bag skranken så op. Ja vi vil gerne have et dobbeltværelse helst med havudsigt. Hvor mange overnatninger hr.? Åh et par stykker. Enkeltsenge eller dobbeltseng? Dobbeltseng tak. Han lænede sig over. Skrev under. Spiser I her til frokost hr.? Ja. Frokost serveres mellem klokken et og to tak skal du have hr. Lille mand tog deres bagage. Kæmpede sig op ad tre. Fire etager. Bleggule døre. Mørkegult gulvtæppe med lyserødt blomstermønster. En dør gik op. Hans hånd klirrede med mønter i lommen. Stødte dem ud på det rigtige tidspunkt. Tak hr. tak skal De have. Døren lukkede. Gult tapet. Gult sengetæppe. Lyserødt gulvtæppe. Skinnende, insektgult toiletbord. Gardiner i chintz. Men man kan ikke engang se havet. Åh jamen kære skat det er lige meget er det ikke jeg mener 
   Garderobedøren knirkede. Bøjler. Tynde metalbøjler klingrede. Dækket af mine to kjoler. Han ligger på sengen. Allerede allerede. Jeg er forfærdeligt sulten. Han sukkede og vimsede væk. Klappede dynen på plads. Mit hår på plads. Makeuppen frisket op. Øjne undgået. Hans. Ude på gangen forbi adskillige gule døre. En gik op. En gammel mand lå på enkeltsengen. Så op mod lampeskærmen. Undskyld jeg troede det var toilettet. Døv. Må være døv. Eller måske død. Et snævert badeværelse. Kæmpestort victoriansk badekar. Vandrør gurglede. Havet. En smal vinkel af vinterhav når man skubbede vinduet til siden. Nogle mænd trak net ind. Stille. Børn skreg omkring dem. Trak i strengen. Og alting kom væltende ned. Ned ned ned
   Ind i restauranten. Tomme borde. Han havde valgt et ved vinduet. Terrasse. Vinden ignorerede slappe vimpler. Han rakte hende menuen. Tjener med tynde læber stod klar. Fem minutter i to. Sukkede efter sin tepause. Fødderne oppe. Døse hen. Er søtungen god? Ja hr. Nå men den tror jeg vi tager—lyder godt gør det ikke skat? Tjeneren stak i sin notesblok. Undertrykte et gab. Havet gabte derude. Inde. Omkranset af glas. En skål med kunstige blomster. Hans hænder bredte sig ud over knæene. Hvilke navne skrev du på? Mine selvfølgelig skat på vegne af os begge de spørger alligevel aldrig. Andre hoteller. Andre piger. Andre weekender. Tjenerens læber mere sammenknebne. Fisken flad. Tør og gul. Små tallerkener med klumper af kartoffel som flødeis tabt på et fortov. Grøntsager som var de tygget i forvejen. Ser godt ud skat synes du ikke? Og det er godt. Det bliver godt. Jeg kan ikke overleve hvis ikke det bliver godt. Det hele er op til mig selv. De næste fire dage. Nætter. Jeg kan godt elske ham. Det skal nok gå så snart vi har gjort det. Så skal det hele nok gå. Det er bare denne uendelige ventetid. Hold fast du var sulten hvad med dessert skat—peach melba? Nej bare kaffe. Et stykke søtunge i hans mundvig. Jeg har lyst til at grine. Han folder sin serviet. Nå hvad med en lille lur? Jeg tror jeg tager en kaffe mere gå du bare op jeg kommer om lidt. Tjeneren glanede fra døren igen. Og igen. Han gabte. Smilede. Gik tværs gennem rummet og ud. 
   Var det det hele frue? Ja tak. Måske fruen ikke ville have noget imod at drikke sin kaffe i pejsestuen? Og fruen gik ind i den tomme pejsestue. Tunge stole i chintz høfligt arrangeret. Ventede høfligt. Gud hvad laver jeg her. Må få det bedste ud af det. På trappen stod den aldrende piccolo tilbage. Blinkede han lige. Måske bare en nervøs trækning. Hvilken dør. Hvilket nummer. Åh Gud. Smil arrangeret. Fastholdt. Halløj skat. Han skubbede avisen til side. Rød badekåbe i silke. Hår på bryst. Hun gled ud af sin kjole. Hængte den op. Han havde allerede trukket gardinerne for. Gult lys sivede ind. Hun kravlede ind over ham. Jeg elsker dig. Hun puttede sine kolde fødder mellem hans ben. Justerede sit hoved. Hans mund i hendes hår. Hans læber kælede. Bevægede sig længere ned. Hun lukkede sine øjne. Vendte sig mod ham. Tag den her af—her. Nej lad mig gøre det. Hun løsnede sin bh. Dejlige bryster det ved du godt dejlige. Han holdt dem. Holdt fast i dem. Hendes hånd vandrede hen over ham. Knugede hans hår. Ben. En lille klump. Måske hans finger. Nej kan ikke passe. Hans hænder. En hånd klemte hendes bryster. Den anden var på hendes mave. Bevægede sig ned. Hans vægt bevægede sig hen over hende. Jeg føler vægten af min egen krop. Ikke sådan her åh ikke nu ikke nu ikke sådan her. Hun følte efter ham. Så lille. Han gled ned. Justerede længden af sin krop til hendes. Afmålte. Et pokerspil. En pause. Grynt. Indånding. Vent lige skat. Her. Hun greb fat i ham. Begyndte at gnide. Klumpen blev til en knude. Undskyld skat. Hvad er der? Jeg ved det ikke måske er det fordi jeg elsker dig så meget du ved er bange for jeg ikke kan tilfredsstille dig åh jeg ved det ikke. Cigaret? De lå stive. Side om side. Stirrede på røgen. Loftet. Knækket gul. Nogen trissede forbi ude på gangen. Lyden af regn. Vi har brug for tid masser af tid og vi har masser af tid skat—søvnig? Ja. Se om du kan sove lidt så. Hun krøllede sig sammen under lagenet. Han rejste sig. Tror jeg går ud og udforsker byen lidt en flaske whisky eller noget.
   Hun satte sig op. Stirrede på lampeskærmen. Sank sammen. Trak lagenet hen over hovedet. Skubbede det væk. Rejste sig. Satte sig foran spejlet. Åbnede skufferne. Brevpapir med hotellets logo. Et par hårnåle. Hun gik ud på badeværelset. Skumsprøjt spruttede op på den efterladte kyst. Over de blå nymalede gelændere. Halvdelen af dem ikke malet endnu. Om tre måneder ville alting være en klar blå farve. Musikpavillonen fuld af små sirlige mænd i uniformer, der filede løs. Blæste derudaf på deres blæseinstrumenter i messing. Om det regnede eller ej. Feriegæster med papirhatte på. Plastikregnfrakker. Ville spise is. Deres ansigter ville forsøge at udvide sig gennem to ugers ”væk fra det hele”. Hun gik tilbage på værelset. Deres værelse som havde været hundredvis af andre pars forbudte kærlighedsrum. Gifte par bruger jo enkeltsenge. Som regel i hvert fald. I det mindste ville stuepigen ikke fnise med de andre når hun skiftede sengetøjet denne gang. Eller måske ville hun netop. Trods alt
   Trods alt. Hun tog en kjole af bøjlen. Nej må hellere tage den samme på igen. Ellers vil de regne det ud. De. Personalet havde ikke noget bedre at tage sig til end at drage konklusioner. Komme med antydninger. Som om de ikke er ligeglade. Virkelig. Hun tog den anden kjole på og gik ned i pejsestuen. Var resten af hotellet tomt så. Men nej. To kvinder hun ikke havde lagt mærke til før fortsatte deres samtale. Med benene trukket op i de blomstrede stole. Der var blevet tændt op i pejsen. Hun trak en stol ud. Skimmede igennem et blad. Erotiske kendsgerninger. De mest intime kendetegn ved en kvindes seksualitet. PARTISK INDHOLD. Skrøner om kvindelige organer, om vulvaen, klitoris, sprængning af jomfruhinden, omskæring af piger, kvindens bryster, europæiske kvinders bryster, afrikanske, asiatiske kvinder etc. Fingre dykkede ned i tasken. En ung mand stod i døren. Har du en lighter? Tak skal du have mange tak. Han trak en stol ud. Satte sig bag hende. Han har en flot mund. Tykt hår. Ret pæne, smilende øjne. Er han alene. Halløj skat sikke en skøn pejs—har fundet en god pub—interessant i hvert fald—fuld af fiskere de har haft en god dag god fangst åbenbart. Købte du en whisky? Ja den er på værelset. Den unge mand rejste sig. En pige i døren. Smilede op. Han smilede ned. Hold op det er ellers fandens koldt derude blev våd af at gå i gaderne—det er en fin lille by har ikke ændret sig meget siden jeg var her sidst—lidt te skat? 
   Hun hældte teen op. Han bredte hænderne ud mod ilden. Skal vi tage den med op på værelset så vi kan komme lidt whisky i? Han balancerede med bakken. Det skramlede da han gik op ad trappen. Bag hende. Den aldrende piccolo trådte til siden. Det er tydeligvis ikke en nervøs trækning. Ville ønske vi havde et godt værelse med udsigt over havet—men i det mindste kan man se det fra vinduet på badeværelset. Jeg kan bede om et andet værelse skat. Åh nej det skal du ikke det gør virkelig ikke noget—hvornår serverer de aftensmad? Nej jeg tænkte bare højt. Syv tror jeg. Hvad skal vi give os til? Kunne gå i biografen men jeg tror ikke der er meget på programmet. Kunne tage hen på den der fiskerpub måske. Selvfølgelig du har ikke rigtig set byen endnu—der er også en ruin—slot fra det tiende århundrede mener jeg—det er værd at se har en fangekælder og sådan nogle ting. Er det gratis? Nej man skal betale.
   De sippede te foret med whisky. Han lå på sengen. Hun sad på kanten. Han kantede hende ned. De kyssede. Et langt kys. Tungers søgen. Gud hvor du tænder mig skat. Måske vi skulle prøve det med tøj på det lader til at
   Bank på døren. Ja? Undskyld hr. ville bare tage sengen ned for Dem. Åh det er fint ellers tak. Som De ønsker hr.—frue. Pokkers måske vi skulle have lejet en hytte i stedet. Stop med at bekymre dig. Jeg bekymrer mig ikke—altså ikke rigtigt. Han tændte to cigaretter og rakte hende en. Nej tak. Lad ham se. Se se seeeeeeeeee—se. Havet susede dernede. Under. Langt væk. Væk fra væggene der snævrede sig ind. Hans ansigt tæt på. Tættere på. Hvad er der galt skat? Ingenting—der er ikke noget galt—hvad er klokken? Hun rakte ud efter hans håndled. Hår snørklede sig ned og stoppede brat, som blev det overrasket over de pludselige klumper. Hun lænede sig over. Væk. Tilbage igen. Og knappede hans skjorte op. Hun slikkede ham. Hans ansigt kom op fra puden. Åh skat skat skat lad os vente til i aften skal vi ikke—vil være bedre sådan gå godt vi har masser af tid så.
   De sad ved det samme bord med udsigt til terrassen. Bølger af hvidt krøllede sig sammen. Krøllede sig ud. Lygter langs strandpromenaden svævede over fugtige cirkler. Bordet i midten omgivet af unge mænd. Der grinede. Spøgende, unge rugbyagtige typer, der talte om rugby. Tjeneren med de stramme læber smilede stramt. Hvad med at prøve bøffen denne gang skat? Rød, rosa eller gennemstegt hr.? Rosa tror jeg med ærter og råstegte kartofler. Tak hr. To af de unge stirrede over. Et far-og-datter-rollespil. Men så greb han fat om hendes hånd mens hun øsede sovs op til ham. De unge kiggede væk. Højlydt latter. Jeg tror det er stoppet med at regne vi kunne trække noget frisk luft efter maden skat har du lyst til det? 
   Langs strandpromenaden. Øde. Lange skrånende fortove. Undgik forsigtigt vandpytter. Hun tog sine sko af og løb. Grinede. Ned på stranden. Ned til vandkanten. Hun kunne høre ham snappe efter vejret. Knase over stenene. Hår i øjnene. Hun børstede det ikke væk. Fjerne lys fra byen. Himlen løftet væk fra den stigende og faldende mørke masse. Som var havet. Lyden af havet. Lyde fra andre have. Andre dage. Tilbragt andre steder. Under en udenlandsk himmel. Men jeg har ikke råd til at dvæle ved det. Det er ikke retfærdigt retfærdigt retfærdigt færge færge færge. Måger svøbte sig ud af mørkets folder. Hvide spidser foldede sig ud i en spredning af hvidhed. Over hende. Hun grinede ind i vinden. Med vinden. Hendes ansigt vippede mod hans. Elsk med mig elsk elsk med miiiiiig. Åh skat ikke her det er så forbandet koldt. Han omfavnede hende. Hun rystede ind mod ham. Rystede med ustyrlig latter. Han løftede forsigtigt hendes ansigt. Vi gør det i aften skat og hvis ikke det så i morgen ikke sandt vi har stadig et par dage. Jeg fryser lad os gå tilbage—eller få en drink.
	De gik ind på den offentlige bar. Mænd så op. Stoppede med at grine. Skal vi prøve salonbaren skat? Nej lad os gå tilbage til hotellet. De gik forbi et stort hotel, der så lukket ud. Men tjenere stirrede ud ad lange vinduer. Måske vi skulle have valgt det her måske maden er bedre. Åh ved jeg nu ikke ser ret trist ud hvis du spørger mig. Men i det mindste har alle værelserne udsigt over havet skat. 
   De gik ind på hotelbaren. De unge brølede. Ivrige efter at blive høje. Eller måske de allerede var høje. Klappede hinanden på ryggen. Vi har jo whisky på værelset skal vi gå ovenpå skat? De sad på sengekanten. Drak af tandkrusene. Indtil flasken næsten var tom. Nå men jeg går i seng. Men klokken er kun ni. Åh jamen vi kan stå tidligt op—til en flot dag måske. 
   Hun rystede sin natkjole ud. Gik ud på badeværelset. Sad på toilettet og ventede på at badekarret blev fyldt. Lunkent vand. Nogen tog i håndtaget. Hun stoppede med at synge. Må jeg komme ind skat? Hun rakte skælvende ud efter låsen. Tænkte du måske gerne vil have skrubbet ryggen. Mmmmmmmm. Han smøgede skjorteærmerne op og knælede. Smurte sæbe på sine hænder. Håndled. Har du låst døren? Ja skat. Han brugte sine hænder på hende. Bryster. Mave. Hvad med min ryg? Lige et øjeblik. Åh det er koldt. Her. Han holdt håndklædet ud. Hun svøbte det omkring sig og fnisede. Her lad mig tørre dig. Han gned hendes krop. Knælede og kyssede hendes tæer. Hun vrikkede. Skat skat skat åh kære skat. Du må hellere gå først så ingen ser os. Åh hvad fanden. Ej må du altså hellere. Hun låste døren. Sad på toilettet. Åbnede håndklædet og så på sig selv. Jeg er ikke forelsket og så er den ikke længere. Hun trak i strengen. Ikkeforelsketikkeforelsketikkeforelsket. Rørene. Bag væggene. Vand strømmede ud. Og ind i havet.
   Han lå på sengen. Røg. Grøn stribet pyjamas. Der stadig duftede af vaskemiddel. Som hans kone havde strøget. Hun gled ned ved siden af ham. Han slukkede lyset. Jeg vil hellere have det tændt søde. Han tændte lyset. Hans hånd. Hænder. Hun slyngede sin natkjole af. Bøjede sig over ham. Hans vejrtrækning blev hurtigere. Hun holdt vejret og tog ham i sin mund. Som en lille drengs. Men gradvist
   Hun spredte sine ben og følte igen efter ham med sine hænder. Kys mig kys mig der. Han adlød. Hun holdt hans hoved. Holdt fast i hans hoved. Hår. Lukkede sine øjne. Holdt vejret. Og frøs. Hun iagttog sig selv. Sin krop. Hendes kødknuder stivnede. Skat skat hvad er der—hvad er der sket er du okay? Hun åbnede sin mund. Skriget kunne ikke. Ville ikke. Tvinges ud. Det lå der. Og kæmpede. Dunkede inde i blodcellerne. Ribben. Der lukkede sig sammen omkring skriget. Der adskilte sig. En andens skrig. Barnets. Pigens. Jomfruens. Kvindens. Indtil de slog sig sammen. Skreg ad den udvendige person som nægtede at samarbejde. Hun mærkede ham løfte hende fra sig. Lagde blidt lagenet. Tæpper over hendes skuldre. Lad os prøve at sove skal vi ikke—vi er begge to trætte og har fået for meget at drikke og i morgen er det hele okay igen. Hun mærkede hans ryg mod sin ryg. Hun ventede. Stirrede ind i mørket. Stirrede han også ind i det? Men nej. Han var allerede faldet i søvn. Snorkede. Først små grynt. Gud jeg håber han ikke er en af dem der fløjte-snorker. Snorkelydene blev højere. Hun satte sig op. Rakte ud efter en cigaret. Hvad er der skat—kan du ikke falde i søvn? Nej. Måske hvis du… Jeg kan jo ikke sove hvis du snorker kan jeg. Gjorde jeg—undskyld du skal bare prikke til mig. Hun tværede cigaretten ud. Vendte sig om. Og ventede. Snorkelydene kom som før. Men anderledes end før. Tungere. Insisterende. Krævende. Hun prikkede til ham. Han gryntede og rullede om på ryggen. Hun lukkede øjnene. Lagde puden halvvejs over sit hoved. Snorkelydene fortsatte. Blev højere. Hele rummet vibrerede. Hun slyngede sig selv op. Snorkede jeg igen? Ja. Åh Gud—okay jeg sover ovre i den stol. Han tog dynen af. Puden. Og krøllede sig sammen i stolen. Du kan ikke sove der kan du søde? Jamen hvad kan vi ellers gøre? Jeg ved det ikke—gid du havde taget dine ørepropper med—gid jeg havde nogle sovepiller. Hun observerede prikken af hans cigaret. Den bevægede sig opad. Nedad. Det er faktisk ret behageligt skat bedre sådan her. Hun rykkede sig over til varmen hvor hans krop havde været. Og ventede. Snorkene kom. Hvert minut. Jeg kunne tage tid på dem som var han en kvinde i veer. Hurtigere end et minut. Hun rejste sig op og gik ud.
   Hun lænede hovedet ud ad vinduet på badeværelset. Regnen gjorde hendes ansigt vådere. Skriget bevægede sig op i knuden. En knytnæve i hendes hals. Der spredte sig. Skriget kom ud i et hosteanfald. Jeg tager hjem i morgen. Tager det første tog tilbage. Gå ind og pak nu. Vent på stationen. Måske der er en sen afgang. Hun sad på toilettet. Skælvede. Sikke en situation at være i. Ingen at bebrejde ud over mig selv. Håndtaget raslede. Er du okay skat? Ja ja. Jeg kunne prøve at sove herude men kan være der kommer nogen og skal bruge det forbandede sted. Hun skød vinduet længere til siden. Hvide linjer brød kysten op. Sorte bølger slugte husene. Jeg har det så koldt så koldt. Hun åbnede døren men lukkede den igen da nogen kom gående ude på gangen. Hun ventede på stilhed. Hun prøvede igen og løb ind på værelset. Han sad og røg. Krøllet sammen i stolen. Vi skulle have haft hvert vores værelse. Måske vi skal tage hen på et andet hotel i morgen. Nej jeg tager hjem. Åh min kæreste…
   Hun begravede sig i sengen. Mod væggen. Jeg venter til du er faldet i søvn skat. Hun hørte lighteren klikke. Lukke. En pause. Lyd af døre. Åbnede. Lukkede. Lighteren klikkede. Hun ventede. Ventede på det næste klik. Og på at det første svage lys kantede sig ind gennem gardinerne. Snart kom lyset. Et tyndt lys der bragte befriende skygger med sig. Hun kunne se ham. Høre ham vende sig. Begrænset af dynen. Stol. Hun lukkede sine øjne. Da hun åbnede dem, var værelset spættet af lys. Han barberede sig. Fik du noget søvn skat? Lidt hvad med dig? Ikke rigtigt. Hans ansigt var papirsgult. Lyserøde øjne. Han grinede. I det mindste regner det ikke—faktisk er det en smuk dag og vi tager ud og besøger slottet medmindre du tager hjem selvfølgelig? Jeg ved det ikke ved det simpelthen ikke vi kan jo ikke fortsætte sådan her kan vi? Åh min kære skat skat skat—kom nu lad os få os en god morgenmad og så tager vi derud skal vi ikke det?
   Hun besluttede sig for at hun faktisk ikke ville have morgenmad. Bare en kop te. Han gik nedenunder alene. Hun klædte sig langsomt på. Så sig i spejlet. Sikke et syn. Men betød jo ingenting. Hun havde besluttet sig. Udfaldet havde været tydeligt længe inden de overhovedet kom herhen.
   De mødtes i foyeren og gik ud langs fronten. Videre ud til molen. I stilhed. Iagttog mændene, der slyngede deres fiskesnører rundt. Et par fisk kæmpede. Spjættede rundt på jernristene. Gav et sidste gib før de gled ned i kurven til de andre.
   Slottet var omgivet af en tørlagt voldgrav. Omviseren spurgte om de ville vises rundt. De gik rundt sammen. Omviseren sov videre. Runde mure med stilladser. Smuldrende mure. Mure, der ikke længere var mure. Store rum med trægulve. Juveler og fossiler under glas. Berør Venligst Ikke overalt. Lugten af mug. Ryg Venligst Ikke om hvert hjørne. Uendelig passage, der ikke var så uendelig. Slottet var rundt. Hun gik stille ned i en fangekælder mens han kiggede op på et sværd. Hun hørte ham gå forbi. Hun svandt ind i cellens mørkeste hjørne. Hans fodtrin blev utydelige. Over hende. Hun kiggede gennem de tætte tremmer. På den trekantede græsplæne. Smid Venligst Ikke Affald Her. Betræd Venligst Ikke Græsset. Hun så ham på fæstningen. Han lænede sig mod en kanon. Hans hånd stødte opad. Skærmede øjnene. Han ser nok ud på havet. Hun hørte hans fodtrin nærme sig. Hun undertrykte et grin. Og gik ud. Åh der er du gemte du dig? Nej jeg kunne ikke finde dig. Nå men vi har næsten set det hele tror jeg. Hvad med de andre fangehuller? Okay. De gik i den smalle passage igen. Hvor solen ikke kunne trænge ind. Gud sikke et sted kan forestille mig et mord her—faktisk kunne man sagtens… Hun sprang tilbage. Hendes åbne mund. Lukkede sig sammen i et lukket smil da hans hænder kom ud. Åh lad være med at skræmme mig på den måde. Dumt—altså din fantasi skat. Uanset er det uhyggeligt. Og hun sprang væk fra muren. Løb forbi ham. Fnisede. Råbte. Du kan ikke fange mig aldrig nogensinde aldrig. Hun hørte ekkoet af sin egen stemme. Og af hans latter. Hans gisp. Indtil han indhentede hende. De holdt i hånd. Krydsede vindebroen. Takkede omviseren som gav dem slottets historie i pjeceform. Som satte sig tilbage bag sit bord og sov videre.
   De gik ind på en café på strandpromenaden og bestilte kaffe. Goddag hr.—frøken. En gruppe piger kom ind og gik hen til jukeboksen. Skuffet over udvalget. Åh de har ingenting ikke engang Rolling Stones. De satte sig ned. Skubbede til hinanden. Fnisede. Jeg bliver nødt til at tage hjem. Åh kæreste. Jamen så. De stirrede ned i deres kopper. Han så op. På tværs. Hun så ned. Hans sko var dækket med tang. Sand. Hun nikkede. Giv det en dag bare en dag mere skat vi er jo knap nok ankommet og
   De gik gennem gader. Forbi huse med de samme blondegardiner. Baghaver. Buskadser. Baggårde med vasketøj. Cykeldele. Reservedele til biler. Drenge spillede fodbold på baner. Gardiner i vinduer. Folk der ikke var stået op endnu. Eller gabte over aviser. Eller så fjernsyn.
   Det unge par havde taget deres bord i restauranten. Det midterste bord var omgivet af kvinder. Midaldrende med hatte. Hatte med fjer. Uden fjer. Stykker af slør. En kvinde stod op for at give en tale. De klappede. Det unge par lænede sig ind mod hinanden. Deres tallerkener fulde af mad, de ikke havde rørt.
   Eftermiddagen kom. Gik. Og aftenen. En gentagelse af aftenen forinden. Og alligevel ikke helt. De drak sig fulde. Men forsøgte ikke at elske. Forsøgte at sove. Og ansigt til ansigt med morgenen var deres ansigter hvide nu. De gik langs havet. Hun sagde, at de nok skulle tage hjem sammen. De gik ud for at drikke en sidste drink på det store hotel. Sad indkapslet af glas og aspidistraer. Uden at sige noget. Hvis de kom til at røre ved hinanden sagde de undskyld. Kiggede på hinanden når den anden kiggede væk. Himlens blålighed udvidede sig. Deres munde suget ind som planterne sugede vandet tjeneren sprøjtede fra en plastikvandkande.
   De pakkede deres ting. Hun ventede udenfor. Så ham betale regningen. Smile til kvinden bag skranken. Den aldrende piccolo bar bagagen ud. Blinkede med begge øjne. Haft det godt frøken—godt at vejret klarede op til dig—kom endelig og besøg os igen—taxa hr.? Ellers tak vi går derhen. De gik op ad gaden. Væk fra havet. Forbi værtshuset med glasbordene. Skal vi tage en drink? Lad os tage en på stationen kære hvis vi har tid. Baren var lukket. De sad i cafeteriet og fik en kop te. Lunken. Toget kom brølende ind. Vognene adskilt af glasdøre. En korridor. De satte sig i en tom kupé. Håber ikke nogen kommer herind. Heller ikke mig. Han tog en halv flaske whisky ud og åbnede den. Rakte den over. Hun tog en lille slurk og så en større en og rakte flasken tilbage. Toget rykkede ud. Hjulene skrattede. Forbi det solbeskinnede hav. Lysegrønt stykke land der spredte sig ud i en dybere grøn. En dybere blå. Jeg er ked af det skat det er jeg virkelig. Det er jeg også. Men vi kan ses—altså vi skal stadig ses når vi er tilbage igen? Tror jeg ikke altså det er umuligt er det ikke det kan du godt se. På den næste station så de ud. Ingen steg på. Hvis de gjorde, kiggede de én gang ind i deres kupé og gik videre langs korridoren. Hun lænede sig ind over. Tog hans hånd. Trykkede. Han sukkede. Jeg er ked af at gøre det forbi sådan her men
   Markerne. Hække forsvandt. Forstæder kravlede ind og ud. Fodboldbanerne tørre nu. Tomme nu. Den røde flod hvidspættet. Kraftværket skubbede os ud med en kraftanstrengelse. De gik gennem billetslusen. Stod lidt i den halvtomme stationsbygning. Nå. Nå? Nå jeg ringer til dig. Nej det nytter ikke noget gør det? Nå men så er det farvel—farvel kære. Og han styrtede ned i undergrunden. Hun tog en bus hjem. Bad konduktøren om byttepenge i små mønter. Gik op ad trappen til sit værelse. Og lå på sengen. Telefonen ringede. Hun åbnede stille døren. Hørte nogen tale derude. Hun tog en cigaret ud. Lagde den tilbage. Og faldt sammen på sengen. Rejste sig og ledte efter mønterne. Gik ned til andensalen og puttede pengene i boksen. Hans stemme. Som var han forkølet. Hun hørte sin egen. Der ikke var hendes egen. Stemme. Hør lad os mødes engang i denne uge og snakke om det. Hvornår? Torsdag? Hvad med i morgen? I aften? Okay jeg kommer hjem til dig? Ja—vi ses senere så. Hun lagde forsigtigt røret på. Gik op på sit værelse og pakkede ud. Vaskede sit ansigt og lagde ny makeup. Ansigtet hun så smilede små smil, der brød ud i et bredt grin. 

Oversat fra engelsk af Denise Rose Hansen

---

Ann Quin (1936-1973) var en britisk forfatter fra Brighton, England. Hun var en af de forfattere, som stod i spidsen for britisk eksperimentalisme i 1960'erne. Hun udgav fire romaner: Berg (1964), Three (1966), Passages (1969) og Tripticks (1972). På dansk udkom romanen Tre i 2022 på forlaget Basilisk, oversat af Denise Rose Hansen og med et efterord af Tom McCarthy. Novellen “Et Dobbeltværelse” indgår i samlingen The Unmapped Country: Stories and Fragments, der udkom på forlaget And Other Stories i 2018. Weak Press udgiver novellen på dansk i anledning af 50-årsdagen for forfatterens alt for tidlige død, den 27. august 1973. Tak til Ann Quins estate for tilladelsen til at udgive novellen.

Denise Rose Hansen (f. 1989) er redaktør og litterær oversætter. Hun er ph.d. i engelsk fra UCL, og hendes forskning fokuserer på britisk 1960'er litteratur og forfatteres overlap med kunstverdenen. Hun arbejder i øjeblikket på en roman med titlen Presence. Hun bor i London, hvor hun driver forlaget Lolli Editions og arbejder som researcher for kunstneren Yinka Shonibare CBE.