Efter de har badet og klædt sig på, går de ud. De tager en taxi ind til downtown El Paso, og planen er at de skal videre allerede næste dag mod Austin. Derfra videre østpå til Louisiana og New Orleans. Men det er dagen efter.
De driver formålsløst rundt, gaderne ligger øde hen i den sene eftermiddagshede.
Så finder de en bar, det gør de altid. Der er mørkt derinde, og køligt. De drikker øl og mezcal. På jukeboxen Townes Van Zandt og Hank Williams – og Herle kender vel den om Sancho og Lefty?
Herle trækker på skuldrene, men det gør ingen forskel for Karl. Han er igen fanget i sin egen mytomani: Hvordan Freddy her på baren på en prik ligner Townes.
Freddy, han læner hovedet tilbage og ser på Karl hen over bordet med halvlukkede øjne, imens Townes synger, hvordan er det nu: The day they laid poor Pancho low, Lefty split for Ohio, Where he got the bread to go, There ain't nobody knows...
Og Freddy har set på Karl på den der måde, som at få en kniv i hjertet. Det har Herle opfanget. Men måske ikke Karl.
De bliver siddende i deres halvmørke bås hele eftermiddagen. De griner og de græder, de kysser hinanden, de sværger troskab, for det er som om de har fundet hinanden igen, genfundet deres venskab. Og de fortæller historier. Det er sjovt, man ved aldrig helt hvornår man selv dukker op i andre historier, eller hvordan.
Da det bliver Herles tur, fortæller hun om et kunstprojekt hun engang udførte sammen med sin fotografveninde Sarah. Det var dengang Sarah var sammen med Freddy, eller også var det før, eller måske var det efter: En rejse rundt i Polen. De fotograferede og dokumenterede skjulte spor efter historiske traumer, gjorde Sarah og Herle, men fra vinkler så det kun var stednavne, der kunne afsløre stedets betydning, dets smertepunkt, og navnene lå langt inde i værkerne, som en slags forsinkede detonationer.
De tomlede rundt, Herle og Sarah, og så en aften på vej fra Krakow i generel retning mod Auschwitz Birkenau blev de sat af i en regnstorm udenfor en provinsby. Det var aften, og det var for sent at komme videre samme dag, så de besluttede sig for at overnatte.
De havde deres soveposer med, det var i august. De tænkte bare at sove i et skovbryn, eller måske slet ikke sove. Men inden det ville de varme sig og vente på regnens ophør. Da de nåede ind på byens centrale torv med de omkransende byhuse – meget centraleuropæiske, syntes de – så gled de ned ad sidegaderne, og de fandt en mørk knajpa, og der havde de sikkert råd til at drikke.
Værtshuset lignede noget der ikke havde ændret sig siden kommunisttiden. De drak vodka og faldt i snak med stamkunderne, de lignede stamkunder, og knejpen lukkede aldrig, og de drak mere.
En mand deklamerede et digt for Sarah og Herle. En anden erklærede dem sin evige kærlighed, og da de lo af ham, blev han dødsens alvorlig og ville vise dem, at han mente det. Han knaldede hovedet ned i bordet de sad ved, og blodet løb fra hans næse. Han lod hovedet blive liggende – dér på bordet – og begyndte at hulke, en gråd der aldrig syntes at høre op, indtil en anden gubbe kom hen til deres bord og begyndte at spille luftguitar til en Van Halen-sang fra jukeboxen. Og de var de eneste kvinder derinde.
Det blev sent, oldinge havde sat sig ved siden af dem og snøvlet på polsk med armene om de to piger, og på sin vis var det en udmærket aften som bare fortsatte, til det lysnede udenfor de facetterede vinduer. Og så havde Sarah spurgt om de ikke bare skulle gå, forlade byen til fods og se hvor de nu landede.
Det gjorde de. De forlod bodegaen, og de gik gennem byen i det tidlige morgenlys. Først over en flod, og så havde de krydset togsporene ud i noget buskads, som åbnede sig til en vældig mark med højtstående havre. De krydsede igennem marken. Og fuglene sang, og alting var så frodigt, og de gik bare og fnisede. Og Sarah tog billeder af Herle; hun gik med håndfladerne flugtende over kornaksene. Og efter marken kom de til en mindre plantage, og de kunne skimte noget murværk på den anden side, bag træstammerne og løvet.
De vandrede gennem plantagen og kom så til et ældet hegn toppet med pigtråd, på den anden side af hegnet et kompleks af teglbygninger. Og så var Sarah begyndt at brække sig op ad hegnet. For de var fremme. Men var kommet ligesom bagfra og havde åbenbart glemt hvad de var der for, og de følte sig underligt skamfulde over deres eget projekt, og de gik ikke rundt og ind gennem den genkendelige port til lejren, men i stedet tilbage til Oświęcim, som de kom fra. De spiste pomfritter på McDonalds i tavshed før de tog toget tilbage til Krakow.
Det er den historie Herle fortæller til Karl og Freddy den her eftermiddag på den mørke bar i El Paso. Eller hun fortæller noget af historien.
Det var egentlig slet ikke meningen at de skulle til El Paso, dengang de tog afsted. De var tre der skulle have været afsted sammen, Karl, Herle selv og så Freddy, hendes kæreste. De var alle tre venner. Men Freddy havde ikke fået skaffet penge nok til billetten, så aftalen blev at Karl og Herle skulle tage i forvejen, og så skulle Freddy støde til efter en måneds tid.
Karl og Herle havde hængt lidt i Mexico City, holdt fest, set udstillinger, siddet i skyggen og drukket, imens hun havde tegnet skitser, og Karl havde griflet løs i sin notesbog, som han dengang altid havde på sig. Og når han viste hende digtene, som stod der i notesbogen med hans nærmest rørende formskrift, havde hun sagt at han bare skulle fortsætte, selvom hun ikke begreb, hvad digtene havde med Karls liv at gøre, som de stod der i hans notesbog, små blinde påfugle i formskrift.
Efter Mexico City tog de sydpå for bare at se sig om og bade lidt. Planen var at tage tilbage for at mødes med Freddy.
De fandt en strand på kysten i Oaxaca og blev hængende der. Det havde været afslappende. Karl fik København ud af blodet, sagde han, og hun glemte af og til operationen. De gik langs stranden, de snakkede om deres drømme og røg joints, drak og tog coke, det var billigt.
Det var kokainet der fik dem i problemer. En eftermiddag da de kom tilbage fra stranden til deres bungalow, sad der tre betjente og ventede på dem. Posen med de ti gram lå i skødet på den ene.
Først havde de fået tæv, og så var de blevet kørt til en hæveautomat. Derefter videre til arresten i Acapulco, hvor de blev varetægtsfængslet og skilt ad.
Herle kom til kvindeafdelingen, og Karl fandt sig selv i den overfyldte afdeling for mænd.
Sikke en historie, sagde Freddy da de mødtes igen, sikke en historie. Men det kan være sådan at underholdningen det kan give andre at lytte, ikke rigtig kompenserer for smerten. Og det meste glemte hun hurtigt. Hun huskede dog udmærket hvordan hun kom ud af fængslet i Acapulco. Det var Freddy der fiksede det, Freddy og så naturligvis Karls far.
Freddy altså, hun havde set ham første gang danse til en fest med en pige, som hun senere forstod var Sarahs veninde Bea. En smuk heterosekusel mand, sådan en mand, som kvinder forelsker sig i, men som andre mænd elsker endnu mere, en mand hvis kærlighed mænd vil have; hun havde set ham danse til festen, men hun kunne ikke huske hvor eller andre omstændigheder, bare at dansegulvet havde været soveværelset i en lejlighed, og at hun sad på sengen og netop var på benene igen efter en graviditet udenfor livmoderen og lægens ord i hovedet, om at hvis hun overvejede at få børn, så var det nok snart på høje tid, inden de måtte fjerne hendes livmoder, eller han havde faktisk sagt: ommøblere dernede. Og et par måneder efter havde Freddy siddet og ventet på trappestenen da hun kom hjem fra sit atelier. Småsten i håndfladen, de mørke øjenbryn let hævede.
Men det var altså Freddy som Karl havde fået lov at ringe til inde fra fængslet, eller det var ham han havde valgt at ringe til – for hvem ellers? Karl skulle aldrig have ringet til sin far, aldrig. Så Freddy måtte have kontaktet Karls far omkring det med pengene, og han havde taget det første fly.
Freddy stod og ventede på dem da de kom ud, efter at Freddy havde lagt Karls fars penge for kautionen, Herle havde måtte spørge flere gange om hvor pengene kom fra, før Karl sagde, at det var fars penge.
De tre venner havde sat sig på den første bus nordpå. Det var underforstået at de skulle være ude af landet, inden retssagen blev indledt. Så de kørte den lange vej nordpå mod den amerikanske grænse, byttede bus midt om natten i små provinshuller under hårde projektører, og de var underligt akavede i hinandens selskab når de stod der på skiftende busstationer og lod flasken gå rundt, inden den næste bus kom.
Og de havde kørt op gennem det store, støvede land, gennem store områder med mark efter mark af majs og solsikker, gennem industrikvarterer og småbyer, hvor man så en dreng spankulere ned ad en sidegade med hænderne i bukselommerne, eller så ind gennem et vindue til nogens liv, og ikke kunne lade være med at tænke; kunne jeg leve her, er det hér?
Og de var kommet op til Juarez og over grænsen, og det havde været sent på eftermiddagen da de landede i El Paso. Så de havde skaffet et hotelværelse. Hotellet var i tillempet spansk kolonistil i lerfarvet adobe, og deres to tilstødende værelser ledte ud til en patio med en slidt swimmingpool og et par halvdøde palmer.
Og så havde de taget taxien ned til, eller var det ind til downtown El Paso, og nu sidder de her på den mørke bar, og det er sen eftermiddag.
Hun og Karl og Freddy sidder på den mørke bar i El Paso og fortæller historier, og det er som om de finder hinanden igen, at deres fælles rejse nu er begyndt.
De bliver siddende til det er sent, og de er blevet fulde. Så tager de tilbage til hotellet, men før de forlader baren, har Karl en underlig oplevelse inde på toilettet. Toilettet ligger ligesom bag baren for enden af en lang korridor, og derude stiller han sig over pissoiret, og imens han tømmer blæren, står han bare og glaner ud gennem et vindue, der står på klem over pissoiret, og han kan se udover en slags baggård, og for enden af den, siger han, var der sådan en, hvad kalder man det: en brandvej, eller en alley, og så var det som om at der var kommet en slags procession af børn gående forbi ham i den alley, og de havde bare passeret i total tavshed, og han blev stående efter han var færdig med at pisse, men der skete ikke mere; de var kommet forbi, og de var forsvundet igen, og han havde vasket hænderne og var gået tilbage ud til Freddy og Herle.
Så er de tilbage på hotellet. De er berusede og overstadige. De kommer på ideen at de skal bade i poolen i hotellets indergård. Freddy og Herle går ind på deres værelse for at finde deres badetøj, og Herle forsøger at kysse Freddy, men han er ikke modtagelig, det er som om at der er sket noget mellem dem, der er en afstand. Og Karl er inde på sit værelse, men kommer så, efter at have ledt sine sager igennem, frem til at han må have mistet sine badebukser i Mexico. De hører ham sidde derinde og grine, fordi han er fuld, og velsagtens samtidig beruset af glæden ved at være fri og genforenet med sine venner.
Så kommer han ind på Freddy og Herles værelse, han spørger Freddy om han har et par badebukser han kan låne, og i samme øjeblik må han begribe at der er sket noget, fordi Herle står ovre ved vinduet med armene krydset over brystet, og Freddy står bøjet over sin kuffert; der er noget mørkt og aggressivt som stråler ud fra ham, og han løfter blikket mod Karl, og hans øjne er fulde af had, det ved Herle selvom hun står med ryggen til.
Er der mere du vil låne, sonny boy? siger Freddy, er der mere jeg kan gøre for dig? Og Karl bliver helt paf og siger bare: Slap af, din fede nar, eller sådan noget lignende. Så kommer Freddy mod ham, og Herle ved pludselig at Freddy vil slå ham ihjel, og Karl ved det også, han bakker baglæns ud af døren, og han løber til sit eget værelse hvor han låser døren. I sidste øjeblik, for i det næste når Freddy frem og sparker til døren, så den ryster og giver sig på hængslerne. Er der mere du vil låne, skriger han, er der mere du vil låne? Kom ud din lille mide, så skal du få det. Og Herle er lammet. Freddys vrede er voldsom og kommer som ud af intet: Hvert ord, forstår hun, sårer Karl, som han måske kun er blevet såret engang i barndommen, og Karl er sådan en man ikke må såre længere, det har hele tiden været en af venskabets uskrevne regler. Hun kan forestille sig hvordan han ligger på sengen og trykker puden om hovedet, så han intet hører. Intet udover pulsen i ørene.
Herle ligger på sengen og må være slumret hen, hun vågner ved at Freddy er tilbage og sparke på døren ind til Karl. Da Herle vågner igen, er det morgen. Karl er der ikke længere, alle hans tasker væk.
Det er så underligt med historier man fortæller. Da de sad på baren aftenen inden, havde Herle fortalt historien om hende og Sarahs tur til Polen, Hvordan de gik tilbage til Oświęcim og havde spist pomfritter på McDonalds. Hun havde ikke fortalt, at fra Krakow tog de videre til Berlin og så en bus til København. Eller også tomlede de. Og det var jo heller ikke rigtig nogen historie, men det var sent i september og sensommer da de landede på Hovedbanen, 35 grader og gaderne døde.
De ville egentlig i gang med billedmaterialet, men de kom ikke rigtig afsted ud til atelieret i marsken ude ved Sydhavnen. De sov længe, de drev rundt i byen og drak drinks på de improviserede barer der var dukket op ude ved digerne.
En af nætterne tog de en mand med hjem fra byen, men midt i virvaret af kroppe og lemmer så Herle og Sarah på hinanden, og de havnede i et ustoppeligt latteranfald der ikke hørte op, før manden havde taget sit tøj på og var ude ad døren. Men der var egentlig ikke noget at le af, det var en anden slags latter.
Morgenen efter pakkede de en let taske og tog op til Tones hus i skovbrynet ved Tibirke. Eller det var Tones mors hus, men moren var indlagt den sommer.
Tone var der og hendes veninde – eller hvad hun nu var – Bea, som Sarah og Herle godt vidste hvem var fra Karl og ude fra byen. Og havde Tone et lille barn? Hun husker det ikke, ikke om det var Tones, men der var et barn deroppe i huset. Og en sangerinde der hed Gustav, var der også, ja det var hun.
Mest sad de i haven under frugttræerne med deres vodka martinis. Hvad snakkede de om? Om kunst velsagtens, om verden, om det gav nogen mening at gøre noget. Dengang var Sarah kæreste med Freddy, det var før Herle havde mødt ham. Eller det kunne jo ikke passe, for Herle havde jo lært Sarah at kende via Freddy og Karl. Det hang ikke sammen.
En eftermiddag gik Herle og Gustav ned til vandet. De gik gennem løvskoven som tog ved, hvor baghaven hørte op. Et stykke inde i skoven var træerne ikke længere levende. De store bøge stod visne og døde, skovbunden blev tør og lugtede af råddent tang. Hvorfor? spurgte Herle. Saltvand, svarede Gustav, og de gik videre gennem den døde skov og gennem klitterne ud til Kattegat.
Stranden var tom. Langt ude lå nogle platforme eller pramme, de kunne høre piloteringshammernes tunge, regelmæssige dump.
De klædte sig af, og Gustav havde ar nedad ryggen. Som efter en pisk, tænkte Herle. Men hun spurgte ikke. Alle var beskadigede på deres måde, og alt hvad der var sket, det var svært at samle sig om. Hun tvivlede på at hende og Sarah nogensinde skulle samle det billedmateriale fra Polen, som nu lå i Herles bærbare oppe ved huset.
Efter badet lå de og blev tørre oppe i klitterne. Måske sov de begge lidt, for pludselig faldt de første dråber, og himlen var grå og sort. Og Herle huskede, at hendes computer lå på havebordet udenfor annekset i baghaven.
Regnen kom hårdt og tæt, da de var kommet ind i skoven. Som et skybrud. Og uden at vide hvorfor, vendte Herle sig om mod stranden inde under træerne, som om der stod nogen i klitterne hvor de netop havde været, og betragtede hende.
Da de kom op til huset, faldt regnen stadig. Græsplænen lå allerede under vand. På det lille havebord på terrassen, uden for annekset, lå hendes computer som en våd sølvglinsende ting. Og det var som stod der en tynd røg op fra den. Da hun kom over til laptoppen, så hun ind ad vinduet i det lille hus. Derinde sad Bea og kiggede ud, men det virkede ikke som om hun så Herle.
Der var flere ting der var underlige, og som hun ikke kan glemme. For det første var det Beas ansigt, hvordan hun havde set ud på hende inde fra annekset gennem ruden deroppe i Tibirke. Og senere spurgte Herle Bea om hvorfor hun ikke bare havde flyttet hendes computer indenfor, da regnen kom. Og Bea trak bare på skuldrene, og Herle husker det som om Bea svarede: Den så ud som om den skulle ligge der.
Kunne hun virkelig have sagt det? Det gav ikke mening. Men hver gang Herle spiller scenen igennem indvendigt, så siger Bea det samme. Den så ud som om den skulle ligge der i regnen. Som en våd, sølvglinsende ting.
Jesper Brygger er en dansksproget digter og romanforfatter bosat i Sverige, og uddannet ved Litterär Gestaltning, Göteborgs Universitet. Siden debuten i 2012 har han udgivet seks bøger, og den syvende er lige på trapperne, digtsamlingen Det første lys, det andet lys, som udkommer på forlaget Herman & Frudit. Bryggers seneste roman, Pueri fra 2023, blev hyldet af anmelderne, og udkommer snart også på svensk i Johanne Lykke Naderehvandis oversættelse. Jesper Brygger underviser på Angered Författarskola i Göteborg.
