Brev fra Gaza
af Ghassan Kanafani
Kære Mustafa Jeg har lige fået dit brev hvor du fortæller mig at du har sørget for alt hvad jeg har brug for i forbindelse med mit ophold i Sacramento. Jeg har også fået at vide at jeg er blevet optaget på civilingeniøruddannelsen på University of California. Jeg takker dig for alt hvad du har gjort, og det jeg nu vil fortælle dig, kommer til at undre dig en hel del, men du kan være helt sikker på at jeg ikke føler den mindste tvivl. Jeg har aldrig set det så klart som nu. Min kære ven, jeg har skiftet mening. Jeg følger dig ikke til stedet hvor det flyder med mælk og honning, men bliver her uden at tage nogen steder hen. Jeg er meget ked af at vi ikke kan blive ved at følges ad på vores vej i livet, og jeg kan næsten høre dig minde mig om den pagt vi havde, om at fortsætte sammen og om hvordan vi plejede atråbe: Vi bliver rige! Men der er ikke noget jeg kan gøre ved det. Ja, jeg husker stadig den dag jeg stod i Kairos lufthavn mens jeg trykkede din hånd hårdt og lyttede til den vanvittige motor. I det øjeblik forekom det at alt omkring mig drejede rundt på samme måde som motoren. Du stod tavst foran mig med dit runde ansigt der bortset fra de fine rynker stadig så ud som da du var barn i Shujaiyya kvarteret i Gaza By. Vi var vokset op sammen, vi forstod hinanden fuldstændigt, og vi havde lovet hinanden at fortsætte sammen resten af livet, men: – Flyet afgår om et kvarter. Lad være med at stirre sådan ud i det blå. Hør på mig, næste år tager du til Kuwait hvor du kan spare så meget sammen af din løn at du kan kappe båndene til Gaza og tage til Californien. Vi begyndte sammen, og vi fortsætter sammen... I det øjeblik lagde jeg mærke til hvor hurtigt dine læber bevægede sig. Det var godt nok den måde du altid talte på, uden kommaer og punktummer, men jeg havde en uklar følelse af at du ikke var rigtig tilfreds med din flugt, du kunne ikke komme med en eneste god grund til den. Jeg led også selv under denne splittelse, men den dominerende følelse var trods alt denne: Hvorfor stikker vi ikke af fra dette sted, fra Gaza? Hvorfor? Men for dig var det dog begyndt at gå fremad: Kuwaits undervisningsministerium havde ansat dig, men ikke mig, på en kontrakt, og midt i den afgrund af elendighed jeg levede i, sendte du mig indimellem små beløb du ville have jeg skulle regne for lån, for at jeg ikke skulle føle det fornedrende. Du kendte min families situation ud og ind, og du vidste at min usle løn som skolelærer i FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge ikke var nok til at jeg kunne forsørge min mor, min brors enke og hendes fire børn. – Hør godt efter! Skriv til mig hver dag... hver time... hvert minut. Flyet letter snart. Farvel, nej, på gensyn... På gensyn. Dine kolde læber strejfede min kind, du drejede dit ansigt væk fra mig i retning mod flyet, og da du så på mig igen, så jeg dine tårer. Senere fik også jeg en kontraktansættelse i Kuwait, og der er ingen grund til at opremse enkeltheder om mit liv dér, for jeg har jo altid skrevet til dig om alting. Mit liv var så tomt som var jeg en lille østers, jeg var fortabt i dyb ensomhed, kastet ud i en langstrakt kamp med en fremtid så uklar som nattens begyndelse og underlagt en rådden rutine i en kvalmende strid med tiden. Alt var klistret og varmt, jeg var ude hvor jeg ikke kunne bunde, og mit liv handlede kun om at nå frem til slutningen af måneden. Midt i det år bombede jøderne sundhedsklinikken Sabha og angreb Gaza, vores Gaza, med bomber og flammekastere. Denne begivenhed havde måske kunnet forandre mit daglige liv, men jeg tog mig ikke videre af den. Jeg skulle jo lægge dette Gaza bag mig og tage til Californien, for at kunne leve mit eget liv efter at have lidt så længe. Jeg hadede Gaza og folk i Gaza. Alt i dette skamferede land mindede mig om dårlige malerier som et sygt menneske har malet med grå oliefarver. Ja, jeg sendte penge til min mor og til min brors enke og hendes børn, små beløb som hjælp til at overleve. Men også denne sidste forbindelse ville jeg gøre mig fri af, dér i det grønne Californien, langt fra lugten af nederlag som havde hængt i min næse i syv år. Den medfølelse som bandt mig til min brors børn og deres mor og min mor, ville aldrig være nok til at retfærdiggøre at min tragedie havde lodret kurs mod en afgrund... Medfølelsen måtte ikke trække mig endnu længere ned end den allerede havde gjort... Jeg var nødt til at flygte! Mustafa, du kender disse følelser, for du har også selv gennemlevet dem: Hvad er det for noget uigennemskueligt noget der binder os til Gaza og spænder ben for vores iver efter at flygte? Hvorfor undersøger vi det ikke grundigt for at få det opklaret? Hvorfor forlader vi ikke dette nederlag med dets smerte og begiver os på vej til et liv der både er mere farverigt og mere behageligt. Hvorfor? Det var vi ikke rigtigt klar over. Da jeg tog ferie i juni og havde samlet alle mine ejendele sammen i forventning om den gode nye begyndelse, vejen til de små ting der giver livet smag og farve, fandt jeg Gaza fuldstændigt som det plejede at være: isoleret som indersiden af et forvitret sneglehus der krummet sammen om sig selv var blevet kastet op af bølgerne på den snaskede sandstrand tæt ved slagteriet, dette Gaza, mere presset end et menneske ramt af et skræmmende mareridt, med dets snævre gyder og særprægede lugt af nederlag og fattigdom, og dets tilfældige tilbygninger... Sådan er Gaza, men hvad er det for nogle mystiske omstændigheder, som det er svært at afgrænse, der får et menneske til at søge mod sin familie, sit hjem og sine erindringer, som en kilde drager en flok bjerggeder der er faret vild? Jeg ved det ikke! Alt hvad jeg ved, er at jeg en morgen tog hen til min mor i vores families hjem hvor jeg med det samme mødte min afdøde brors kone. Hun bad mig grædende om at opfylde hendes sårede datters, Nadias, ønske og besøge hende på Gaza Hospital samme aften. Du kender Nadia, min brors smukke datter på tretten? Den aften købte jeg et halvt kilo æbler og tog afsted for at besøge Nadia. Jeg var klar over at der var noget som min mor og min brors kone holdt skjult for mig, noget som de ikke kunne sige ligeud. Et eller andet underligt som jeg slet ikke kunne indkredse. Jeg har altid holdt af Nadia, ja, af hele den generation, som har fået nederlaget og landflygtigheden ind med modermælken i en sådan grad at den ser et lykkeligt liv som en slags social afvigelse. Hvad skete der i det øjeblik? Jeg ved det ikke. Jeg gik helt roligt ind på den hvide hospitalsstue. Et sygt barn har altid noget helligt over sig, ikke mindst hvis det er blevet ramt af en smertefuld og voldsom skade. Nadia lå på sengen med ryggen støttet mod en hvid pude som hendes hår flød ud over som en tyk pels. Der lå en dyb tavshed i hendes store øjne hvor der langt nede i pupillen hele tiden var et glimt af tårer. Hendes ansigt var roligt og stille, men inderligt som var hun en forpint profet. Nadia var stadig et barn, men hun så ud til at være meget mere end bare et barn og ældre end et barn, meget ældre. – Nadia... Jeg ved ikke om det var mig der sagde det til hende, eller en person bag mig – men hun løftede blikket mod mig, og det var som om det opløste mig som et stykke sukker der er faldet ned i en varm kop te. Jeg hørte hendes stemme samtidig med at jeg så et lille smil: – Onkel, er du kommet tilbage fra Kuwait? Hendes stemme svigtede hende, og hun satte sig op mens hun lænede sig frem mod mig. Jeg klappede hende på ryggen og satte mig ved siden af hende. – Nadia, jeg har gaver med til dig fra Kuwait. Mange gaver. Jeg venter til du er hjemme igen fra hospitalet og er blevet frisk og rask, så kan du komme hjem til mig og få dem. Jeg har også købt de røde bukser som du skrev til mig at du gerne ville have. Ja, jeg fik købt dem. Det var en løgn affødt af den anspændte situation, men mens jeg formulerede den, føltes det som sagde jeg sandheden for første gang. Nadia skælvede som havde hun fået et elektrisk stød, og sænkede sit hoved med en uheldssvanger ro mens hendes tårer faldt på min hånd. – Sig mig, Nadia... bryder du dig slet ikke om de røde bukser? Hun løftede sit blik og prøvede at sige noget, men holdt inde og bed tænderne sammen. Jeg kunne atter høre hendes stemme, denne gang som kom den langt væk fra: – Onkel! Hun rakte sin hånd frem og løftede det hvide lagen op: Hun pegede på sit ene ben der var amputeret helt oppe ved låret... Min ven... Jeg kommer aldrig til at glemme Nadias ben der var amputeret så højt oppe! Nej, og jeg glemmer heller ikke den sorg der formede hendes ansigt, og som altid vil være en del af hendes smukke træk. Den dag gik jeg fra hospitalet ud i Gazas gader mens jeg knugede to ægyptiske pund jeg ville have givet Nadia, hårdt i min hånd. Den stærke sol fyldte gaderne med samme farve som blod. Mustafa, Gaza var blevet fuldstændig ny på en måde som du og jeg ikke tidligere har set. Bunken af sten ved begyndelsen af Shujaiyya-kvarteret, dér hvor vi i sin tid har boet, betød noget nu og så ud som om den udelukkende lå der for at udtrykke denne betydning. Dette Gaza, hvor vi i syv år sammen med dets gode mennesker havde levet i Nakbaen, var blevet til noget nyt... Gaza signalerede til mig at det... at det bare var en begyndelse. Jeg ved ikke hvorfor jeg følte at det kun var en begyndelse. Mens jeg gik på hovedgaden på vej hjem, forestillede jeg mig at den bare var en ydmyg begyndelse på en lang, lang, lang vej til byen Safad i det nordlige Palæstina. Alt her i Gaza har rejst sig i sorg over Nadias amputerede ben, en sorg der ikke bare nøjes med at græde, men som er en opfordring til handling, ja, mere end det, som er en måde at få det amputerede ben tilbage på! Jeg gik ud i Gazas gader i solens stærke lys. Man siger at Nadia mistede sit ben da hun lagde sig hen over sine mindre søskende for at beskytte dem mod bomberne og flammerne der havde slået deres kløer i huset. Nadia havde kunnet redde sig selv hvis hun var flygtet, hun havde kunnet redde sit ben, men det gjorde hun ikke... Hvorfor? Nej, min ven! Jeg tager ikke til Sacramento, og nej, jeg er overhovedet ikke ked af det. Jeg kommer ikke til at fuldføre det som vi sammen har påbegyndt siden vores barndom. Denne uklare følelse som du havde da du forlod Gaza... Denne lille følelse skal vokse og blive til en kæmpe i dit indre... Den skal svulme op, du skal lede efter den for at kunne finde dig selv. Her, midt i nederlagets hæslige ruiner. Jeg tager ikke over til dig. Men du kan vende tilbage til os. Vend tilbage! Lad os lære af Nadias ben, der er amputeret helt oppe ved låret, hvad livet er, og hvor værdifuld tilværelsen er. Kom tilbage, min ven! Vi venter allesammen på dig! Kuwait, 1956
Ghassan Kanafani (1936-1972) var forfatter, journalist og frihedskæmper. Han skrev romaner, noveller, dramatik, essayistik og artikler, og anses som en af Palæstinas største forfattere. Han blev dræbt af Mossad i et bilbombeattentat i Beirut som 36-årig.
’Brev fra Gaza’ er oversat fra arabisk af Ulla Prien og indgår i samlingen Mænd i solen – og andre fortællinger fra Palæstina af Ghassan Kanafani, som udkommer på Gutkind Forlag 29. maj 2026. Bogen er oversat af Ulla Prien, Fayez Kanafani, Elisabeth Moestrup og June Dahy, og med et forord af Kirsten Thorup.