Sidsel sidder i sin seng og afleverer speciale. Hun trykker enter på sin laptop. Hun kigger ind i skærmen indtil den går i dvale. Så forlader hun sit værelse. Vi har tidligere observeret at hun ikke så tit går ud, så vi forholder os roligt ved vinduet. Vi følger med fra gaderne og glider ind ad åbne vinduer og hoveddøre, hvis det er nødvendigt. Og der kommer hun tilbage. Hun har en øl i hånden. Hun sætter sig i sengen igen. Hun ser en Youtube-video, hun drikker øllen i lange slurke.
Så klapper hun pludselig laptoppen i, skubber den fra sig. Hun vender sig i sengen og presser en hånd mod ribbenene. Hendes mave udspiles, hun prøver måske at berolige sig selv. Der går en trækning gennem hende, og hun krummer sig sammen. Hun lukker øjnene, hendes mave hæver og sænker sig. Der går noget tid sådan. Forsigtigt rejser hun sig fra sengen. Hun kommer hen mod os. Hun åbner vinduet, og vi får fuld adgang til Sidsel.
Har jeg drukket øllen for hurtigt, tænker hun. Måske gør det bare ondt at aflevere sådan et stort projekt, og nu kommer den fysiske reaktion på hjernens hårde arbejde. Sidsels tanker bevæger sig igennem os. Hun har haft en fin proces, det er noget hun er stolt af. Hun har ikke stresset eller panikket, ikke engang i går, dagen inden fristen. Hun gjorde det så godt hun kunne. Hun er ikke nervøst anlagt. Så jager det gennem hende igen, en kuldegysning af smerte. Sidsel tager sig til maven og lægger sig. Vi leder ikke efter noget bestemt. Vi observerer alt og fører det til protokols. Superhuset træffer beslutningerne. Det svider i Sidsels krop, det gør virkelig ondt, og hun lægger sig i fosterstilling.
Sidsel åbner øjnene. Smerten lader til at være væk. Hun har sovet, det er mørkt på værelset. Klædeskabets hvide låger lyser svagt i mørket. Vinduet er stadig åbent. Den kolde luft er beroligende mod panden. Hun tør stadig ikke bevæge sig, hun er bange for at det bringer smerten tilbage. Så tænker hun at hun ikke er alene. Vi spidser ører. Hun tænker at hun ikke skulle have åbnet vinduet og ladet os komme ind. Vi studser over at hun tænker det; det plejer de ikke. Hun ser os fordampe, forsvinde ud i rummet ved siden af hendes seng. Hun kender til os, og hun tænker på os og vores historie.
De nye hospitalsbygninger var netop rejst, supersygehusene, de skød op alle steder. Markerne opkøbt af staten, intet kunne alligevel gro længere uden massiv og dyr gødning. Selvom byggeriet krævede ressourcer, var det bæredygtigt. De sikrede befolkningens sundhedshjælp, og projektet skiftede navn til Superhuset. Ikke lang tid efter den sidste mur var pudset op med hvidt, rullede tågen ud. Der var mange andre ting der skete i verden, andre ting at bekymre sig om. Tågen ruller endnu. Folk gør ikke modstand.
Hun bliver tør i munden af at tænke. Hun kommer til at hulke. Sidsel ligger i mørket og hulker forsigtigt for ikke at vække smerten. Så falder hun i søvn igen.
Det er endelig lyst. Hun må tage det roligt. Hun tæller krummerne på en tallerken der står på gulvet ved siden af sengen. En ting ad gangen. Hun rejser sig for at tisse og for at få vand. Hendes hals er tør og øm. Det gør ondt at drikke det kolde vand. Hendes lår er røde af varme, men hun fryser. Hvornår var hun sidst ude? tænker hun, mens hun tisser. Det er en uge siden hun sidst var ude. Vi så hende sidde på en vinduesplads på en café og spise alene. Vi lagde mærke til hende, men ikke mere end vi lægger mærke til alle andre. Vi så hendes trætte blik. Tisset løber langsomt og varmt ned i kummen. Måske er jeg syg, tænker hun. Superhuset kan med god grund hente Sidsel.
Nu husker hun selv caféturen, det føles som så længe siden. Tågen fyldte gaderne op som altid. Folk bevægede sig rundt langs bygningsfacaderne. Et par sad på en bænk og blev skiftevis mere og mindre synlige for hende. Det så hyggeligt ud, de holdt i hånden. Hun tænker at hun sikkert havde skrevet et specielt godt afsnit med en skarp pointe den morgen. Et par timer hvor hun så det hele klart. De fleste dage smuttede det rundt mellem fingrene på hende, når hun sad ved computeren. Det var svært at fastholde tankerne. Hun delte ikke sine overvejelser med nogen. Hun undgik de andre på køkkenet. Hendes fokus var på opgaven, og den morgen var det gået godt. Det lykkedes hende i glimt at se sammenhængene, og det gav hende pudsigt nok lyst til at gå ud. Den sidste pointe blev ved med at undslippe hende, men hun følte sig sikker på at det hele hang sammen. Parret fra bænken forsvandt i tågen, stadig hånd i hånd for ikke at blive væk fra hinanden.
Kvalmen fylder Sidsels hals, og hun læner hovedet ud over sengekanten og kaster op på tallerkenen, på mobilen, på gulvet. Det sprøjter op på boksmadrassen. Hun synker, lægger hænderne under sine kolde baller og lukker øjnene. Superhuset udnytter tågen, tænker hun. Det ved vi ikke hvad vi skal sige til.
Der lyder skridt på gangen. Der er nogen på vej, tænker hun. Opkasten. Hun skynder sig at skylle sin mobil, lægger den på radiatoren. Bærer forsigtigt den smattede tallerken ud i vasken. Det er eftermiddag, og alle kommer hjem fra studierne. Hun prøver at adskille de forskellige skridt og deres rytmer fra hinanden. Hun tørrer gulvet over med en klud, dupper madrassen, lytter. Lugten hænger stadig i rummet, men hun åbner ikke vinduet, pludselig bange for om hun larmer, om hun tiltrækker sig opmærksomhed. Alt lyder som det plejer. Hun stopper op og tænker at hun har rejst sig fra sengen og har det fint. Hun føler sig normal. Hun tager en dyb indånding, men stopper på grund af lugten. Hun må hellere åbne vinduet alligevel. Hun stikker hovedet ud. Det bliver spændende hvad hun får i karakter. Hun trækker vejret ubesværet og smiler lidt. Hun tænker at hun lukker os ud af vinduet igen. Det er overstået, hun blev rask af sig selv. Hun vil se sig i spejlet med friske øjne. Det var godt at det kom ud af systemet, tænker hun. Sidsel når ikke ud til spejlet, for da hun vender sig om, står superplejeren der og ser hende med fladt hår i en T-shirt der klæber til kroppen og trusser. Superplejeren kan lugte hende, syrligheden. Det er alligevel et af de værste tilfælde superplejeren har set i dag.
– Hov, kommer Sidsel til at sige.
– Ja for den da, siger superplejeren. Det er vist meget godt at jeg er kommet nu.
– Jeg troede ikke I ville komme faktisk, siger hun. Jeg tror det er en fejl.
– Vi laver ikke fejl. Jeg fik besked om dine symptomer, og nu kan jeg godt se du ikke er rask. Jeg foreslår du kommer med mig.
Sidsel tøver.
– Tag det roligt, siger superplejeren.
Sidsel bliver varm i kinderne. Hun knuger den våde klud ind til sig, som om hun pludselig er gæst hos superplejeren og ikke omvendt. Hun prøver at ranke sig lidt, leder efter sine leggings med blikket.
– Jeg følger dig derhen, siger superplejeren, Superhuset venter på dig.
Sidsel tager sine leggings og sin jakke på. Hun mærker sveden ind mod ryggen. Hun tænker på Superhuset, at det sikkert er fint nok. Hun skal igennem det her nu. Vi er allerede nede på gaden. Det er koldt ude. Superplejeren tager gummihandsker på og tager Sidsels hånd. Hun følger med. Hun bliver rolig. Hun skal se en læge. Det er normalt når man er syg, og hun er stadig syg. Hun troede hun var blevet rask, men det var hun ikke. Superhuset er altid tæt på. Over indgangsdørene lyser et blåt symbol, så man nemmere kan finde vej. Sidsel kan skimte det længere fremme. Folk går forbi hende i tågen. Nogle alene, andre hånd i hånd. Det er svært at skelne ansigterne fra hinanden. Der er ingen biler længere. Alle gaderne er smalle, hun kan fornemme husmurene tårne sig op. Tågen føles våd i næsen og munden. Skiltet udsender en lav, bippende lyd over deres hoveder, og Sidsel og superplejeren går ind gennem svingdøren.
Betonvæggene i venteområdet er bare. Sidsel har ikke lagt mærke til at superplejeren har sluppet hendes hånd. Svingdøren kører stadig rundt. Hun er alene, der er fuldstændig tomt i det lille venteværelse. Køligt. Der løber hvide rør langs loftet. Kloakering, tænker hun, underligt. Hun sætter sig på en lang bænk der er støbt ind i væggen. Hun føler sig fugtig helt ind i hovedet. Hun kigger rundt, venter på at superplejeren kommer tilbage. Gulvet er også af beton, men pudset så det skinner. Det piber, når hun kører foden hen over. For enden af bænken stikker der en skranke op af gulvet, og bag skranken er der en lang gang. Der er mørkt for enden af gangen, og Sidsel kan ikke se hvor den ender. Nullermænd bevæger sig i hjørnerne, svingdøren kører langsomt nu. Hun undrer sig over hvor superplejeren bliver af. Luften føles stadig fugttung, eller er det bare hendes hoved? Her burde være fuldt af mennesker, tænker hun, men hun kan ikke se nogen udenfor vinduet. Den hvide tåge ligger tæt op ad ruden. Der må komme nogen ud om lidt, tænker hun. Hendes hoved føles tungt. Hun læner sig mod væggen, prøver at trække vejret dybt. Hun lukker øjnene, men åbner dem hurtigt igen. Der er for stille. Betonen changerer i farve, det ligner ringe i vand. Hun kan pludselig skelne en døråbning i væggen ved siden af skranken. Der er nogen der har åbnet den på klem, tænker hun. Kom ud, tænker hun, kom nu ud.
– Hallo? siger hun. Det er mig fra før.
Hun rejser sig, går langsomt frem mod døren. Hun kan ikke fjerne blikket fra den smalle åbning. Hun er bange for hvem der kommer ud. Men der kommer ingen. Der sker ikke noget. Den ene fod skrider over det glatte gulv, og lyden bevæger sig frem og ned langs gangen. Hun stivner. Bag skranken kan Sidsel ane flere døråbninger på hver side af gangen. Dørene går næsten i ét med væggen, har ikke nogen dørhåndtag.
– Hey? prøver hun igen. Er her nogen?
Men der er ingen.
Sidsel får fat om døren og åbner den helt. Der er hvidt. Langsomt kan hun fornemme at der er vægge, et loft og hvide rør træder frem overalt. Rummet virker levende, som om rørene slanger sig langs væggene, loftet. Hun opdager at vi er derinde, vi flyder ud af rørene, ufortyndet. Det ligner tæt hvid røg, tænker hun og kigger sig over skulderen. Der er stadig ikke nogen i venteværelset. Alle de hvide rør træder tydeligere frem nu. Hun vender sig om. Nu ved hun det ikke er faldstammer. Hun kigger ned ad den lange gang, rørene forsvinder ind i væggene over dørene. Sidsel tænker at det er et mærkeligt Superhus. Det stemmer ikke med det hun har læst. Hun føler sig omringet. Hun tager sig til munden. Der løber tyndt snot ud af hendes næse. Det smager fersk. Hun vender sig mod døråbningen igen, mod os.
Vi bevæger os hurtigt nu. Vi er over Sidsel. Hendes syn bliver vådt og sløret. Vi løber ned ad hendes kinder og ind i hendes ører. Det lyder som skridt, hurtige skridt i hendes hoved. Hendes leggings bliver gennemblødte, kulden bevæger sig op. Hun misser med øjnene, gisper efter vejret. Hun tager en dyb, våd indånding. Hun føler sig våd helt ind i hjertet. Jeg vidste det, tænker Sidsel, og hun træder ind til os.
Amalie Buchard (f. 1996) er uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab, og har gået på Talentskolens forfatterlinje. Har i denne måned artiklen “Litterær stemme, fanfiction og transition” med i tidsskriftet Dansknoter.