Halene står og ser på kvinden der om morgenen kommer frem af skovbrynet mod nord. I den lyserøde time, mens engen stadig glinser, kommer hun frem. Hun følger stien forbi garveriet og smedjen, hen langs gårdspladsen og støder til bønderne ved høladen. Og står der sammen med dem, i en kreds omkring fogeden, mens han opregner og fordeler dagens byrder. Bagefter følger hun med dem ud i marken og slider ved deres side, men bor ikke ligesom dem her i hytterne på fælledjorden. Hun har heller ingen dyr, ingen have eller dyrkningsjord, men bor for sig selv ved søen i skoven. Man siger at hun lever af fisk, og at hun taler med træerne om aftenen. Også nu, mens hun skærer sig frem gennem kornet, trægt og svedende som de andre, stikker hun ud. Hendes tunika og benklæder er i andre, dybere jordfarver, hendes bevægelser mere hakkende, let ude af takt. „Hvad kigger du på?“ spørger en af de små og trækker Halene i skørtet. Også de ældste børn er i marken nu, de går bag deres forældre og binder kornstråene sammen i bundter, så Halene må blive og holde styr på de små. De sidder og spiser deres byggrød i den fedtede damp fra benene der simrer i gryden over ildstedet. Det er Simon Smeds gamle okse, der døde af alder i forgårs, som hun nu koger kraftsuppe på. Hele tiden skal den holdes varm og nærende, så de der slider i marken, kan rende hen og slubre sig til lidt ekstra kræfter i løbet af dagen. Hun høster et par rodfrugter og tilsætter dem sammen med den overskydende byggrød, holder øje med at børnene får spist. Hun skifter bleer på de mindste, rengør det skidne stof i vandløbet og hænger det til tørre, henter vand og holder køkkenhaven fugtig, leger lidt med børnene, trækker streger i jorden, det er den værste tid på året. Ikke kun på grund af ensomheden og pligterne, men også kedsomheden om aftenen hvor alle er tavse efter den lange dag i marken. Hendes forældres ansigter er tørre og hulkindede, og et øjeblik forestiller hun sig høsten som en meget stor mund der suger deres knogler tørre for kraft. At det er derfor de knager og klager sådan inden de falder i søvn, det er derfor de må stå op og suge på andre knogler for at kunne høste endnu en dag. Nu kommer de tilbage for at holde deres middagspause. Fluerne letter fra kvæget og hænger over menneskene i stedet, mens de tager deres børn i favnen og sætter sig for at spise. Da Halene kommer tilbage fra brønden og rækker sin mor den fyldte læderflaske, rækker hendes mor ud og pjusker hende lidt i håret. Stilhed omkring suppen, man koncentrerer sig om at spise og hvile og får flikket lidt omsorg for børnene ind i dét. Så lyder fogedens klokke oppe fra herregården, skinger i den støvede varme, og kalder dem tilbage til høsten igen. En aften da de andre er faldet i søvn, går Halene ud og kravler op i egetræet ved hestefolden. Derfra kan hun se ud over værkstederne, ovnhuset, sin egen og de andre familiers små hytter, men også op på herregården med dens to høje etager og dens spidse tag af træ, dens lader og stald og kapel, alt sammen omkranset af en mandshøj mur af kampesten. Her i træet er hun hævet en smule, også over følelsen af altid at være under opsyn. Og så begynder blikket at vandre. Op gennem folden og markerne og op ad det næste bakkehæld, sammen med den tanke at man kunne pakke sammen en dag og gå dén vej, mod vest, sammen med sin familie og sin ko, indtil hun får øje på korset i den skumrende horisont. Et kirketårn betyder en herregård i nærheden, det ved hun, og tænker sig landet sådan: vidtstrakt og opdyrket, i lange, bløde bakkestrøg med en herremand på hver top, ikke et eneste stykke jord som ikke er ejet af nogen. Er det derfor præsten prædiker at man skal tugte sin stolthed? For at skabe plads til Guds legeme og blod og Hans nåde … Men man skal gøre det ved at arbejde i sit ansigts sved, og dét forstår hun ikke, for arbejdet giver ikke plads til noget. Hvilket også er grunden til at hun passer deres lille køkkenhave så opmærksomt. Efter de har betalt tiende og jordskat, er der ikke meget af deres korn og bælgfrugt tilbage, men køkkenhaven har de for sig selv. Hver eneste gulerod eller kålhoved den ruger frem, er deres, helt og ubrudt som et æg fra en sjælden fugl. Og jo mere haven giver, jo mere tid er der til at lege og spille og fortælle historier. Om den hvide slange, om lammet der blev født af et løg, eller om den utugtige købmandskone der forsøgte at bilde sin mand ind at hun var blevet gravid af et snefnug; femten år senere tog købmanden den nu snart voksne dreng med til Genova og solgte ham på et slavemarked, kom hjem og fortalte sin kone at han var smeltet væk under sydens sol. Det er Halenes far der fortæller, og han griner selv så højt ad det morsomme at man ikke er i tvivl når det sker. Og så griner man også selv, måske lige så meget med ham som ad historien, men det gør ikke noget. De andre omkring bålet læner sig ind i hans latter, ligesom Halene der har kinden mod hans bryst. Det hopper op og ned i små stød sammen med latteren der kommer dybt nedefra, og når den bliver til hoste, tager de andre over og griner videre. Det er en af de ting ved ham som hun elsker og ikke forstår, at hans glæde bliver ved trods sliddet og sulten som kun bliver tydeligere i hans ansigt. De lange, sprukne furer, den knappe vejrtrækning, munden der ligesom hænger og svæver kindløst i luften. Men hans hvide brysthår er som de plejer, små og bløde mod hendes hånd under skjorten. Nu går solen ned og lader mørket trænge frem over markerne og herregården. Tingene trækker sig ind i sig selv og giver slip på deres overflader, det er en følelse hun får når de begynder at blive utydelige. At de stopper med at holde sammen på sig selv og lader sig bære af sted af mørket. Ligesom når man drømmer. Man gør ikke noget for det, man giver bare slip og så kommer det. Er det derfor man altid beder Gud om at lade noget ske – lad mig glemme min sult, lad mig for evigt være ofret for dig, lad nu vinteren få en ende – som om Gud aldrig rigtig gør noget, men blot slapper de muskler der holder trøsten tilbage? En våd kølighed fra duggen kan mærkes nede fra jorden. Myggene bliver flere og begynder at finde hende i træet. Henne over skoven, på den anden side af herregården, er himlen stadig svagt orange og lyseblå i brede bånd hen over træbræmmen. En dag kommer fogeden pludselig forbi. Halene har været inde med suppe til en af de gamle, og da hun kommer ud, står han ved hønsegården. Hans dybrøde jakke funkler i solen. Han vender sig og ser på hende, først irriteret som om hun står i vejen, så nysgerrig, og begynder at udspørge hende om hønsene. Hvor gamle de er hver især, hvor mange æg de lægger, hvornår de sidst er blevet befrugtet, om nogle af dem virker syge eller mætte af dage. Han vifter hende over ved siden af sig, og mens hun svarer, kan hun mærke at han glor på hendes mund. Hun har lyst til at se væk, men tænker på sin mor, hvordan hun plejer at se ham koldt i øjnene når hun skal fortælle ham om hun er svanger, og hvis hun er, hvor længe der så er gået siden hendes sidste blødning. Fogeden noterer Halenes oplysninger ned, og det føles som om han forsøger at gøre både hønsene og hende til sine, at genne dem ind i en fold som han kan komme og kræve sin del af. Da han er færdig, siger han: „Ganske fint, ganske fint,“ og giver hende et underligt klem på skulderen – men går så alligevel ikke videre, bliver bare stående ved siden af hende og skuer tænksomt ud over markerne. Heldigvis kalder den gamle igen inde fra hytten, hans nasale stemme er gennemtrængende i middagsheden. Halene undskylder sig og går derind. Et øjeblik føler hun sig blind i det skyggefulde rum, så kommer Patrick til syne inderst inde. Hans lille, benede krop på stråmadrassen, halvt siddende med nakken mod støttekævlen. Suppen ligger i en sø mellem hans bryst og mave og løber ned over hans ribben. Halene slår hans undskyldning hen, finder en klud og forsøger at feje suppen tilbage i skålen, men det meste løber ned på madrassen. En tæt lugt af den fede oksesuppe og hans uvaskede krop som er ved at give op. Hun plukker bygkornene og de små trevler løg og kål ud af stråene i madrassen, vrider kluden op og vasker ham. Huden svupper over knoglerne. Patrick læner hovedet tilbage og lukker øjnene. Er det sådan man dør, tænker hun, alene bagerst i sin hytte uden nogen der gider at røre ved en, og føler afsky ved det hele, Patrick, dyrene, afgrøderne, børnene, alt det det kræver at holde sig i live. Endelig bliver det høstgilde, og endelig bliver det aften. De har fulgt efter det sidste læs korn, som blev trukket af en hest med sløjfer og blomsterkrans i manen; de har kastet blomster efter ham der blev udvalgt som årets høstkarl og fik lov at klæde sig ud som herremanden; de har siddet til bords med herren og hans frænder, som om de var af samme flæsk; de har drukket og spist så meget de kunne, og har nu endelig rapset den sidste sæk æblevin med sig ud på bålpladsen mellem hytterne. Først herude føles mætheden og rusen som deres egen. Solen er gået ned, jorden har en opsparet varme i sig. En spiller lut og synger, om høvisk kærlighed og grådige præster, mens folk danser eller sidder og drikker omkring ham. Deres ansigter er trætte og muntre, nærmest boblende i skæret fra flammerne, synes Halene på den anden side af bålet. Æblevinen er også i hende, den gærer varmt bag øjnene og giver hende lyst til at grine ad ingenting. Omkring hende sidder de andre der heller ikke er hverken børn eller voksne, men dog et par år ældre end hende, og det kan mærkes. Kæben føles tung og bliver ved med at halte bagefter; hver gang hun finder på noget at sige, er de videre i samtalen. Og nu denne ubehagelige prikken i maven, da hun ser en af staldknægtene rykke tæt hen til hendes søster. Ham som Halene i foråret trak med om bag smedjen og viste sine bryster, sådan som hun havde hørt man skulle gøre. Men han stod der bare og gjorde ikke noget ved det, og nu lægger han armen om hendes søster. Hun river blikket løs fra hans hånd på hendes hofte, ser sig over skulderen og får øje på børnene der er stimlet sammen nede mellem hytterne. Først et par skridt derfra ser hun at det er kvinden fra skoven. Hun sidder på hug og deler små figurer ud til børnene, kornfigurer med en rank krop af tætbundne stængler og en krans af aks som skørt. Kvinden smiler, dunene i hendes ansigt skinner som hendes lange, grå hår der ikke er under slør i aften. Hendes kinder er fulde af mørke fregner. Halene når at høre hende sige til børnene at ånden i kornet mister sit hjem når der bliver høstet, før nogen hæver stemmen bagved: „Hold nu op, Johanna,“ siger Lambrecht og vader hen til hende. Johanna – hun hedder Johanna, tænker Halene – rejser sig op, så børnene står klemt imellem dem. „Er det nu blevet en synd at give høstgaver?“ spørger hun og ser ham i øjnene, mere lunt end fjendtligt. „Giv du bare gaver, men lad være at bilde dem det hedenske pjat ind. Og skrub så af, hvis du alligevel ikke vil være med til gildet.“ Johanna roder rundt i sin sæk og finder endnu en kornfigur frem, denne her flettet til et kors. „Den form kan den også tage,“ siger hun og rækker den til ham. Hun smiler og siger farvel til børnene, at de skal huske at passe på deres figurer indtil kornet igen står højt, før hun drejer omkring og går derfra. Lambrecht bander og genner børnene med sig forbi Halene og tilbage til bålet. Hun bliver stående og ser efter Johanna der finder stien og følger den hen over engen. Idet hun glider ind i mørket og ud af syne, sætter Halene efter hende, raskt og med tilbageholdt åndedræt. Godt henne ad stien kommer hendes skikkelse til syne igen, på vej ind mellem træerne i skovbrynet. Halene sætter tempoet ned og følger efter. Sådan at hun lige nøjagtig kan se den lille, runde ryg der vugger i mørket, vugger fremefter og pludselig stopper op. Johanna vender om, træder et par skridt tættere på hende og smiler. „Hvorfor følger du efter mig?“ Halene ved ikke hvad hun skal sige. Hun overvejer at dreje omkring og løbe tilbage. „Vil du gerne se hvor jeg bor?“ „Ja.“ „Så mød mig her ved daggry. Og sig ikke noget til dine forældre.“ Det er først da hun snubler over en rodknold og ser sig omkring, at det går op for hende at hun ikke kan finde tilbage. Morgenlyset på engen, som for et øjeblik siden hang mellem træerne, er veget for et halvmørke der smyger sig om stammerne. De er mange og står tæt, deres krogede grene krydser og griber om hinanden. Før hun kan nå at fortryde, tager Johanna hendes hånd og trækker hende med videre, ad en sti som kun er synlig for hende selv, mellem bregner der dækker det meste af skovbunden. Så kommer de til en lysning, og der ligger den, Johannas hytte: en stor tue, et broget væv af grene, jord og blade i forskellige stadier af formuldning, et væld af insekter summer i overfladen. Inde under kan man ane stenfundamentet og de lerklinede mure, men alle de lag der er blevet lagt ovenpå, får hytten til at se ud som om den er vokset frem af jorden. „Velkommen,“ siger Johanna og viser Halene rundt i lysningen. Der vokser buske, græsser og blomster hun ikke har set før. Johanna siger deres navne og hvad man bruger dem til, og rækker Halene smagsprøver på urter og bær. Et væld af farver i hendes mund, helt andre steder på tungen end den daglige suppe. De går hen forbi bålstedet og følger en udtørret bæk ned til søen. Johanna peger ud på de to pæle hun har sat garn imellem, og fortæller at engang plejede alle at gå i skoven efter føde. Det er ikke mere end et slægtled siden, i hvert fald Halenes bedsteforældre må have fisket, plukket svampe og jaget vildt, men arbejdsbyrderne er så meget tungere nu, folk er nødt til at bruge deres overskydende tid på deres agerjord. Selv har hun lykkeligvis fået ordnet det sådan at hun kun skal være med til høst og såning. „Hvorfor bor du her?“ spørger Halene. „Jeg flyttede herud, da den gamle herremand blev syg og lod sin søn tage over.“ Hendes stemme er hul og ujævn som om den sjældent bliver brugt. „Min mand var død, jeg havde ikke nogen børn, og jeg var træt af at slide. Der gik da også et par gode år, før de opdagede mig.“ „Bliver du ikke ensom?“ „Jo. Men der er jo masser at se til. Årstiderne og fiskeriet, og haven ikke mindst.“ De sidder og taler lidt mere, der er noget både ligefremt og genert ved hende, hun svarer først og bliver i tvivl bagefter. Søen ligger som et stort jernfad i landskabet, omgivet af skov til alle sider. Halene tænker på alt der gror og lever her, uden for herremandens synsvidde. Solen krænger sig op over træerne mod øst, og hun kommer i tanker om sine forældre, at de sikkert snart vågner af deres bagrus og begynder at lede efter hende. „Jeg bør nok gå tilbage.“ „Ja,“ siger Johanna. „Hvis du vil, kan jeg lære dig om planterne her. Hvis du kommer og besøger mig igen.“ „Ja,“ siger Halene. „Det vil jeg gerne.“
Jonas Eika (f. 1991) er forfatter til romanen Lageret Huset Marie og novellesamlingen Efter solen, som i 2019 modtog Nordisk Råds Litteraturpris. Derudover har de redigeret et udvalg af Ivan Malinowskis digte under titlen Er døden ikke politisk? og, i samarbejde med Nanna Dahler, oversat den amerikanske forfatter Jackie Wangs Carceral Capitalism til dansk (Fængselskapitalisme, OVO press 2021).
Teksten er et uddrag af Jonas Eikas kommende bog Åben himmel, en historisk roman om den katolske kvindebevægelse beginerne, der spredte sig over store dele af Europa i begyndelsen af 1200-tallet. I romanen følger vi et lille beginehus i byen Liège, hvor fem kvinder har fundet sammen for at leve på en hidtil uset måde: hverken i ægteskab eller kloster, hverken som lægkvinder eller nonner. Fortællingen er centreret omkring den unge begine Ida, der gradvist og modvilligt træder frem som profet, men udvider sig efterhånden til en slags kollektivroman via selvstændige portrætter af de forskellige kvinder og deres omstændigheder. I uddraget her møder vi beginen Halene, der er bonde og urtelæge.